27.november 2010

Sidder og kigger ud på sneen der daler så fint, og lader alt ens. P1 kører i baggrunden, og kaffen er stadig varm i koppen. Hvad mere kan et menneske ønske sig? Og hvorfor er det så svært at stille sig tilfreds, hvorfor er det man ikke tør udbryde “Jeg er faktisk godt tilfreds med det jeg har, jeg behøver ikke mere”.

Er grunden til denne kulturelle rastløshed alene Forbrugersamfundets indtrængen i alle menneskelige porer? Eller kan der udpeges andre, og måske endda mere grundlæggende, mekanismer der skaber al denne menneskelige rastløshed og blinde skraben sammen. Status angst, eller angsten for at være udenfor det gode forbrugsselskab, er naturligvis en væsentlig mekanisme der generer megen utilfredshed, som blandt andet beskrevet af Alain De Botton i bogen “Statusangst”, eller flere gange af Zygmunt Baumann i hans beskrivelser af forbrugersamfundets ambivalenser. Ja, hvilket begreb begriber bedst denne tingslige rastløshed der på denne årstid når sit toppunkt i takt med at julehøjtiden nærmer sig. Mobilitetsmani er et andet begreb der byder sig til, men vist heller ikke indfanger det hele. Spørgsmålet er om der overhovdet er noget enkelt begreb der indfanger denne kulturelle rastløshed, og blinde sammenskraben.

Skriv en kommentar

Filed under Dagbog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s