27.december 2010

Læste søndag morgen interessant interview med den afgående formand for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, i dagens Politiken. “Vi lever i et samfund med et overskud af eksistentiel angst, som gør, at vi støder andre mennesker ud”. Dette er ifølge ham den grundlæggende mekanisme bag det post-solidariske samfund vi lever i nu. På grund af eksistentiel angst støder vi alle der ikke ligner os selv fra os, og gemmer os i “forstillede fællesskaber” med dem der ligner os selv. Og, tilføjer jeg for egen regning, dem der ligner os selv er dem der forbruger som os selv.

Eksistentiel angst er angsten for tilværelsens meningsløshed. Og dermed må formanden for Kirkens Korshær mene at overvindelsen af fremmedhadet sker gennem det at tilføre mening til livet. Og snublende nær er jo Gud, og kristendommen, som det der kan give tilværelsen mening og løfte mennesket ud af sin eksistentielle angst. Jeg er desværre bange for at tingene ser lidt mere nuanceret ud, og at løsningen ikke ligger gemt i det kristne fællesskab, men ligger gemt i hvad man med en parfrasering af Ulrich Bech kunne kaldes det kosmopolitiske fællesskab.I bogen “Magt og modmagt i den globale tidsalder” analysere Ulrich Bech de politiske og økonomiske konsekvenser af globaliseringen. Og en af pointerne i denne analyse er at de grænser – af fysisk, eller psykisk art – moderniteten opbyggede er under opløsning, eller forandring. Distinktionen mellem national/international giver i hans optik ikke mere mening, grænsen mellem disse to er opløst. Og på samme måder er mange af de gamle kendte grænser under opløsning/forandring. Eller de er med Ulrich Beck´s ord sat til genforhandling. Og på den måde kan Henrik Lenau Henriksen udsagn om den eksistentielle angst forstås – forholdet, eller grænsen, til næsten er sat til forhandling.

Man kan kun være enig med Henrik Lenau Henriksen´s diagnose, men det kniber lidt for mig at erklære mig enig i hans løsning. Diskussionen handler rigtig nok om hvor man sætter grænsen for sin næstekærlighed, hos sig selv, sin familie, nationen eller videre ud i verden. Desværre tror jeg at et af de mekanismer der skaber den nuværende indsnævring af fællesskaberne er at grænsen for disse sættes for tæt på en selv. Ja ofte sættes grænsen ved en selv. Eller den sættes i ens umiddelbare nærhed, rundt om det man umiddelbart kan overskue. Men måske er det største problem spørgsmålet om hvem der deltager i forhandlingen af de nye grænser for næstekærlighed. Alt ære være for at de kristne sætter forholdet til diskussion, men det bliver en fattig forhandling hvis de alene skal diskutere med Pia Kjærsgaard. Så opfordringen kan kun lyde – deltag i forhandlingen af de nye fællesskaber. Selv lægger jeg min stemme i det kosmopolitiske fællesskab baseret på demokratiske principper og samtale.

Skriv en kommentar

Filed under Dagbog, Demokrati

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s