Panoptikon i praksis

Pia Kjærsgaard og kumpaner er i en eller anden forstand ved at genopføre Muren, og spiller på sin egen tragikomiske facon rollen som Erich Honecker. I en form for national romantisk blodrus bruges en masse energi på at stirre sig blind på det Ulric Beck så rammende har italesat som et zombi begreb – nationalstaten. Zombi begreb fordi begrebet Nationalstat anvendes, selvom den virkelighed begrebet sigter på ikke findes mere. Mørkemænd og kvinder sidder og luner sig ved et begreb, alt imens de lukker alle sanser for at den virkelighed begrebet i sin tid dækkede over ikke mere findes. Lidt skræmmende du. Skræmmende at have en flok politikere rendende rundt der bruger deres magt i forhold til noget der ikke findes. Og oven i købet bygger fysiske og psykiske mure rundt om dette ikke-noget.

Men det er desværre langt fra i den mere larmende del af virkeligheden at tragikomiske forsøg på at efterligne historiske fejltrin foregår. Også i det stille foregår der ting der uhyggeligt meget ligner historiske udviklinger i f.eks. Østtyskland. Godt nok har vi endnu ikke opbygget en variant af Stasi, men er åbenbart i en eller anden form ved at opbygge stikkervirksomheden denne østtyske politimagt baserede sin magt på. Et eksempel på dette har jeg netop fået fortalt, og det stammer ikke fra de forsøg på at inddæmme såkaldt socialt bedrageri som pressen er så fyldt af. Nej, det stammer fra en så ellers fredelig del af verden som ældreplejen. Som konsekvens af de sager der til tider er oprullet i pressen hvor ansatte i ældreplejen har brugt arbejdstiden til at gøre private indkøb er tonen og selvovervågningen for alvor skærpet mellem ledelse og ansatte, og ansatte i mellem. Et eksempel på hvad sådan en betændt arbejdssituation kan føre med sig stammer fra en her unavngiven hjemmeplejeenhed i København. Unavngiven fordi jeg er fuldkommen sikker på at lignede oplevelser kan findes mange andre steder i andre hjemmeplejeenheder, hvilket jeg ved at bitter erfaring gennem mit daglige arbejde i denne branche.

En ansat i hjemmeplejen skal ind og tanke den arbejdsbil hun anvender på sin tur rundt til at servicere borgerne, hvilket jo er helt naturligt da sådanne biler ikke rigtig kan undvære brændstof. Og da vi mennesker på mange måder ligner de maskiner vi omgir os med fungerer hun heller ikke så godt uden brændstof, og da hun skal betale for benzinen køber hun en cola og en Mars bar til sig selv. Og betaler naturligvis selv for sin egen brændstof. Men dette suspekte indkøb bliver observeret af en anden kollega, der senere anmelder den sultne kollega til ledelsen af hjemmepleje enheden for brud på den regel der er udstukket om at der ikke må foretages private indkøb i arbejdstiden. Inden denne sag skal bedømmes udfra en eller anden etisk standard for hvad der er dette rette, skal lige nævnes at når man kører rundt f.eks. om aftenen og servicere ældre borgere er der en række ting der ikke er findes, som normalt forbindes med en arbejdsplads. F.eks. eksisterer der ikke en velassorteret kantine, hvor de ansatte kan spise deres medbragte mad, eller serviceres med en eller anden form for firma mad ordning, som kendes fra mange andre mindre vigtige brancher i dette land. Der findes således heller ikke toilet, hvorfor de ansatte må krydse ben, og suser rundt mellem diverse offentlige toiletter på deres 8 timers lange vagt. Køleskabe i bilerne findes heller ikke, hvorfor det at medbringe mad hjemmefra kan være lidt af en udfordring.

Men oven i disse mere lav praktiske udfordringer, rejser denne historie en række mere dybereliggende problemer/udfordringer. Hvis det i den branche hvor omsorgen for næsten, eller den Anden som jeg foretrækker at kalde det, er den kompetence der om nogen skal være til stede udvikler sig sådan et stikker-overvågnings system, hvordan vil selvsamme omsorg så se ud i fremtiden?. Hvis de mennesker der skal passe på de svageste i det her samfund presses, og lader sig presse, ind i en sådan mistænkeligheds kultur gennem New Public Manegement kulturen, hvordan kommer den omsorg for de svageste til at se ud?

Og ikke mindst, hvordan påvirker sådan en arbejdsklima, skabt i lystet af kravet om øget effektivisering og rationalisering, den åndelige habitus der om noget er det der driver Social og Sundhedsarbejderen i sit daglige virke? Selvovervågning og angst for angiveri virker ikke umiddelbart som noget der er sundt for et ordentlig omsorgsklima.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s