To af livets mange paradokser

Menneske livet rummer uendelige mange paradokser af varierende størrelse og betydning. Frihedens paradoks f.eks. Altså det paradoks der handler om at jo mere frihed vi giver hinanden, jo større risiko er der for at nogen bruger selvsamme frihed til at indskrænke friheden for andre. Eller en affart af samme paradoks, tolerancens paradoks der har nogenlunde samme grundstruktur – jo mere tolerance fører let til at at intolerancen kvæler tolerancen. At løse netop disse to paradokser kræver at noget eller nogen regulerer forholdene i de mellem menneskelige relationer.Det vil sige i den myriade af relationer den menneskelige tilværelse består af. Svimlende at tænke over. Netop spørgsmålet om hvad og hvordan denne regulering, eller afparadoksering skal konstitueres hører til blandt de eviggyldige spørgsmål i filosofien. Og jeg synes på mange måder at disse to paradokser er blevet reaktualiseret i forbindelse med de meget tragiske begivenheder i Norge forleden. Ikke fordi de ikke altid er aktuelle, men fordi så voldsomme og fuldkommen unødvendige begivenheder bør få os alle til at stoppe op og tænke over vores eget ansvar i forhold til at skabe en verden hvor sådanne tragiske begivenheder bliver utænkelige.

Et af problemerne er jo netop at det er muligt at tænke sådanne grufulde handlinger som mulig løsning på et politisk problem. Hvilken mental tilstand gerningsmanden, eller mændene, bag massakren i Norge har ved jeg intet om, men jeg mener det er en for let købt forklaring alene at ville forklare handlingerne ud fra psykologiske forklaringsmodeller. Mandens psykologiske habitus er ikke noget frit svævene i samfundet, men må forstås i relation til det omgivendes samfund. Det samfund du lever i leverer de rammer for handlinger der er mulige, ligesom samme samfund begrænser de handlinger der ikke er mulige.

At forsøge at forstå, og måske endda forklare gerningsmandens motiver bag handlingerne, må indbefatte en forståelse af hvad det er for et samfundsmæssigt rum for politiske handlinger vi alle lever i. For så vidt er politikken på mange måder reduceret til en dem og os tænkning, hvor retorikken hele tiden handler om at udpege DEM som fjenden. Og samtidig er der hele tiden tale om en fjende der skal dø for vores våben. Integrationsminister Søren Pind udtrykte dette på glimmerende vis umiddelbart efter de tragiske begivenheder, og intet forsøg på at pakke disse udtalelser ind som private kan skjule hans meget simple politiske tænkning – dem der ikke er som os, er vores fjender. Og udstyre denne mand, og hans lige, med adgang til statens legitime brug af vold må nok betegnes som en folkelighed dumhed af dimensioner. Når vi acceptere at leve i et samfund hvor dumheden er sat til at vogte voldens monopol, og samtidig acceptere at volden er blevet løsningen per.excellence, har vi samtidig accepteret at samme samfund vil producere idioter som galningen i Norge. Det er dét paradoks vi skal løse, hvis vi vil forsøge at undgå flere tragiske begivenheder som den i Norge. Og vi er alle en del af såvel problem som af løsningen, fordi så længe vi reproducerer voldens logik vil vi reproducere volden som løsning.  Og netop der er løsningen ikke som Mads Christensen foreslår – selvtægt. For det er bare at traske ud af dumhedens sti – volden.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s