Forhånelsens anatomi

At det er blevet legitimt at anvende det mest forhånende sprog overfor mennesker der befinder sig i en meget udsat og meget sårbar position i samfundet er ikke kun helt åbenlyst, men samtidig også noget der skal stoppes! Ikke kun ved at hænge kontanthjælpsmodtagere ud som dovne og samfundsnasser, ja som mennesker der alene har det mål i livet at snyde alle andre, bliver mennesker i der for de fleste befinder sig i en samfundsmæssig position meget få mennesker frivilligt vælger, gjort til skydeskiver for den mest forhånende tale. “jeg brækker mig”, eller “»Ingen skal kunne vælge mellem kontanthjælp og at påtage sig et arbejde« er begge sætninger der udtrykker den samme forhånende tale om mennesker der befinder sig på samfundets laveste trin, en plads der er blevet udset til den plads hvor det helt legalt for alle at sparke til mennesker der ligger ned.

At det nu i dagens Danmark, uden nogen risiko for retlige sanktioner eller moralsk fordømmelse, er legalt at sparke til mennesker der ligger ned skyldes en lang glidende bevægelse hvor modstandens sprog er frarøvet de underste i samfundet. Efterhånden som modstandens sprog, det sprog hvori de underste tidligere kun gøre oprør mod forhånelsen er forsvundet, har småborgerskabets forhånelse taget til i styrke. Blandt andet gennem satire serier som “Skråplan” “Krysters Kartel”, såkaldte dokumentar udsendelser som “De unge mødre” etc, er der skabt et kulturelt billede af “underklassen” som selvforskyldte dovne og dumme, et kulturelt billede der danner bagtæppe for Joacim B.Olsens udtalelser og Helle Thorning Schmidt´s småborgelige variant af samme følelse.

At skyde alene på Joacim.B.Olsen er derfor både dumt og forkert, han er blot et symptom på noget der stikker dybere – nemlig at det stort set overalt i kulturfællesskabet der benævnes Danmark er fuldt ud legalt at mene at de svage er dumme og latterlige, og at det er helt i orden at gøre andres ulykke til genstand for lørdags underholdning. Med en parfrasering af Bush kan det siges “Den der griner med, samtykker”. Joachim B.Olsen, og med han andre, skaber blot politik på baggrund af denne latter. Så spørgsmålet er “Hvor længe griner du med?”, Og Hvorfor?

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s