Med billederne af det brændende Athen på nethinden er det svært at ikke at lade tankene glide hen over spørgsmålet – hvad er gået galt? Athen’s gader står i flammer, mens de folkevalgte stemmer omfattende nedskæringsplan igennem. En plan der på uhyggelig vis vil forandre hverdagen for grækerne, og som vanligt vil forandre den mest for de græker der befinder sig nederst på samfundsstigen.
Billederne fra det brændende Athen har et stort betydningsoverskud, der er meget at fortolke. Et af de tegn der står tydeligst i de TV transmitterede billeder fra Athen er grænsen mellem inde og ude. På en af de internet TV-kanaler hvor jeg fulgte afstemningen i det græske parlament var afstanden mellem ude og inde gjort symbolsk tydeligt. I det store billede af parlamentarikernes diskussion og afstemning var indsat et lille billede af gadekampene udenfor det græske parlament. Mere tydeligt kan grænsen mellem inde og ude vel ikke tydeliggøres. Inde i magtens varme, og ud i afmagtens kulde.
Volden i gaderne er altid symtom på vold et andet sted i den samfundsmæssige struktur. At mennesker pludselig bryder grænsen mellem det tilladelige og det ikke-tilladelige ved at brænde huse af er udtryk for en reaktion på symbolsk vold andre steder i det samfundsmæssige hiraki. Gadens vold, uanset om man har sympati med dette eller ej, er altid udtryk for en modmagt hvis årsager er produceret andre steder. Konfrontationen mellem politi og demonstranter er ikke udtryk for den egentlige kamp, men udtryk for at nogle underliggende konflikter antager en bestemt symbolform – ildens symbol. Men selvnår den fysiske brændende ild er slukket med vand, eksisterer disse konflikter fortsat. Og kampene på hver sin side af linjerne i denne konflikt vil blot antage andre former, måske mere skjulte, men de vil være der. Dette er vigtigt at huske på i frustrationen over at bålene i gaderne ikke fik liberalisternes kolonisering af de græske værdier fejet af bordet. Ilden bæres videre ind i det mikrokosmos den menneskelige hverdag består af. Oprørets ild vil være der i hver eneste møde i den græske virkelighed. Intet møde mellem abejder og arbejdsgiver vil antage samme form som før, erfaringen fra den sorte søndag vil altid være til stede et sted i bevidstheden. Billederne af det brændende Athen vil også symbolsk være til stede langt ud over de kunstige nationalgrænser borgerskabet søger at inddæmme den græske virkelighed i. Billederne vil være til stede som en konkret virkelig erfaring om hvori afstanden mellem inde og ude egentlig består – mellem inde i liberalismens hærgen over fællesskabte værdier, og ude i afmagtens forsøg på at bekæmpe denne ødelæggende umennskelig profitjagt. Indtil næstegang ilden blusser op igen og nye erfaringer gøres.
Jim.Eglin.Hansen 