Højesteret og Panoptikon

Tirsdag den 21 februar afsiger Højesteret dom i sagen om anvendelsen af skjult kamera på plejecentret Fælledgården i København. Det sker i den gamle sag startende med et indslag i DR’s “21 Søndag” tilbage i maj 2006. Produktionsselskabet Bastard Film havde dengang fået ansat en journalistelev med et skjult kamera som ikke-uddannet social- og sundhedshjælper. Det førte til et indslag, som både bragte ubehagelige optagelser af uprofessionel optræden og overskridelse af grænserne for anvendelsen af skjult kamera. Sagen udløste, udover en masse dæmonisering af plejepersonalet og mytespredning, også en  udløste en straffesag mod journalisteleven Marike Jensen og produktionslederen Miki Mistrati.
Dette takserede Byretten til 20 dages betinget fængsel, 50.000 kr. i godtgørelse til en beboer og godtgørelser til nogle ansatte. Præmisserne bag dommen er tre lovovertrædelser: Fotografering på plejecentret af en række beboere og ansatte, videregivelser af disse samt tilsidesættelse af tavshedspligten som ansat.
Danmarks Radio blev derimod ikke dømt i sagen, angiveligt fordi anklagemyndigheden ikke reagerede indenfor de fastsatte tidsfrister.
Afgørelsen i Byretten blev anket til Østre Landsret. Østre Landsret frikendte på grund af forældelse de to for fotografering og videregivelse. I stedet blev de to dømt for tilsidesættelse af tavshedspligten, og dommen blev nedsat til 10 dagbøder af 500 kr.
Den dom har de to anket til Højesteret, som imorgen afsiger dom i sagen. Så langt så dårligt.

Hvad der ikke er med i domshandlingen i Højesteret er den glidning hen i mod Panoptikon som hele denne, og mange andre lignende sager udtrykker. Altså den glidning hen i mod større og større mistillid til plejepersonalet, en mistillid der så bagefter bruges som argument for at indføre endnu mere kontrol. GPS overvågning, øget krav til dokumentation er blot få eksempler på den mistillidskultur der eksisterer i plejesektoren. Et særligt centralt emne i hele denne udvikling er det jeg kalder panoptikon i praksis. Panoptikon er det fænomen der handler om at minimere omkostninger ved overvågning, og hvor den mindst omkostningstunge overvågning er den overvågning der flytter overvågningen ind i den overvågne. Det er det der sker gennem sager som den der afgøres i Højesteret i morgen. Fordi man som plejepersonale aldrig kan vide hvornår man er overvåget, bliver man sin egen overvåger. Hvilken betydning dette har for arbejdsmiljø og arbejdsklima kan de fleste nok forestille sig. Og jeg er overbevist om at mere end en sygedag blandt plejepersonalet er udløst af denne overvågningsglidning, fordi den udtrykker mistillid til personalet. Rettelig burde det være det der var til domsforhandling i Højesteret i morgen.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s