Damen med papilotterne

Det hele startede dengang en mand, det var vist en mand, indhegnede et stykke jord og udtalte de efterhånden noget tragiske ord ”Dette stykke jord er mit” og ingen sagde ham imod. Havde de dog bare kæftet lidt op, og måske prikket lidt til hegnet, så var jeg aldrig endt i det her forbandede dilemma. Ja egentlig er det slet ikke mig der er endt der, men fuglene. Men nu er der det med fugle at de intet kender til loven om den private ejendomsret, der er aldrig en solsort der har hegnet et træ ind og påstået at nu var det dens, ikke mig bekendt i hvert fald. Så jeg må vel ligesom tage mig dilemmaet på mig, må jeg ja.

Det stykke jord den her fortælling udspringer af er dog ikke hegnet ind, ikke endnu da. Ikke på den måde. For nu er der det med hegn at de kan antage mange former, og det stykke jord jeg snakker om var hegnet noget så dejligt ind af levende træer og buske, hvilket småfuglene i årevis havde nydt godt af. Og det havde vi andre også der er så heldige at besidde et lille sommerhus der grænser op til hegnet. Men nu er der nogen der har fået placeret noget friværdi på den anden side af hegnet. Altså friværdi materialiseret i form af et splinternyt sommerhus, hvilket jo i sig selv er dejligt.

Og fuglene så heller ikke ud til at synes det var et problem, selvom de godt nok var lidt tyste mens diverse håndværkere rumstere rundt med al friværdien der inde.

Nej det var først da damen med papillotterne, naboen altså, en morgen udtalte de, kan jeg se nu, tragiske ord ”Dette hegn er mit” og begyndte at fælde de dejlige buske og træer at fuglene forsvandt. Jeg tror ikke det var fordi de ikke turde sige hende imod, men nok mere fordi hun virkede meget, meget sikker i sin sag, og var bevæbnet med både kædesav og ørnenæb. Ja og så henvisningen til det juridiske faktum at ejer du et stykke jord så bestemmer du også over liv og død, i hvert fald hvad angår små fugles liv.

Og hvad kunne jeg gøre?

Hvordan argumenterer man mod mange mange århundreres konstruktion af sandheden om at den der ejer noget også er den der bestemmer hvad der skal ske og hvad der er bedst. Så som da det første gang skete, tav også jeg. Ja, jeg prikkede ikke engang til hegnet. Eller retter sagt. Jeg forsøgte ikke engang at forsvare hegnet.

Vi må kultivere vores haver er et budskab der gjalder over det ganske friværdi landskab, efter at køkkenet har fået tilsat en ny gang kultur i form af samtale. Hokus-krokus og din plet på jorden er forvandlet til en steriliseret æstetisk plet, hvor Weber-grill og Trip-Trap møblementet fortryller den nye stenbelægning. Væk med det vilde, det ukontrollerede, det der er der bare fordi det er der og altid har været der. Alt det der er, skal kunne begrunde hvorfor det er. Og det er der jo så meget der ikke kan. Ikke mindst fordi det slet ikke ejer de ord hvor igennem al begrundelse sker, og da slet ikke ejer de økonomiske værdier der altid kan gøre begrundelses ordene overflødige hvis bare der er nok af dem. Og her ville det være alt for billigt at bruge Operaen og Mærks McKenny Møller som begrundelse.

Alt for billigt.

Nyttehaven er skabt.

Ikke nytte i form af grønsager, men nytte i form af et symbol overskud. Hvis jeg viser dig min have, så ved du hvem jeg er. Jeg har kontrol synes at være det væsentligste budskab den moderne haveejer gerne vil kommunikere til omverden. Friværdi og nytteværdi indgår helt åbenlyst i en symbiose, hvor kampens resultat er kontrol. Det menneske der ikke kontrollerer sine omgivelser er ikke noget menneske, men noget andet. En dovenlars, en snylter, en psykisk syg, en klods om benet på alle de damer med papillotter og andet tingel tangel der futter rundt i alverdens små pantebrevs belånte havestykker og gør sig til dommer over liv og død.

Hvis du har kontrol er du noget, hvis du ikke har kontrol er du intet. Således ser spændingen ud mellem væren og intet i det moderne friværdi og ejendoms besatte samfund. Jeg vælger Intet frem for Væren. Men det tror jeg ikke engang damen med papillotterne opdager. Ligesom hun vist heller ikke har opdaget at alle de små fugle forsvandt.

2 kommentarer

Filed under Filosofiske strøtanker

2 responses to “Damen med papilotterne

  1. Hmm,, sad lidt og overførte den til mennesker, nok mest mig selv,, den med at forsvare med kædesav og ørnenæb,, Den ligner lidt det jeg går og gør mod mig selv,, altså lader ikke folk komme for nær,, Håber du forstår hvad jeg mener :o)

    • Ja jeg tror jeg forstår, og tænker ikke den private ejendomsret som noget rent konkret fysisk, men mener at den private ejendomsret skal forstås som en metafor der dækker over al det “vi” forsvarer mod fremmed indtrængen. Og i den optik bliver spørgsmålet om kontrol jo lige pludselig endnu mere interessant og tankevækkende…..:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s