Category Archives: Demokrati

Noget om ulydighed og sprog

Ulydigheden er nødvendig for at bringe livet fremad. Intet samfund, intet fællesskab er forandret til det bedre gennem lydighed, ved at menneskene satte sig ned og sagde vi er egentlige tilfredse med tingenes tilstand, og behøver blot i al fremtid at følge de engang vedtagne sandheder. Nu behøver vi ikke mere stille kritiske spørgsmål ved tingenes tilstand. Vi har nået sandheden om den menneskelige tilværelse, og oven i købet sandheden med stort S.
Nej, enhver forandring i menneskeheden historie er kommet i stand ved netop ulydighed, ved at nogle eller nogen stod op og trodsede de nu engang vedtagne sandheder om dette eller hint. Derfor er al menneskelig historie hidtil en historie om kampen mellem lydighed og ulydighed. Det er en konfliktens historie.
Modsætningen mellem lydighed og ulydighed er gennem menneskenes historie blevet italesat under mange forskellige begreber. Kætteri, når ulydigheden handler om kirkens magt over menneskenes tanker og handlinger. Promiskøsitet, når kampen handler om regulering af menneskenes driftliv. Terror, når ulydigheden handler om selve magten over magten. Ord er vold, og ved at sætte ulydigheden på sproglige negative former har magten altid søgt at inddæmme og nedkæmpe modmagten. At læse den menneskelige historie i kritisk lys bliver derfor også altid et spørgsmål om at forholde sig kritisk til begrebernes negative og positive side. Hvem, eller hvad, har interesse i at benævne netop disse mennesker og ideer negativt, med begreber som terrorister, hekse, kættere, eller nogle af de mange andre negative prædikater der kan hæftes på mennesker der ikke lige følger den engang vedtagne norm.
I lyset af dette bliver det derfor beskæmmende at se hvor lidt netop ulydigheden fylder i det daglige sprog verden flyder over med. Beskæmmende at se hvor lidt der lyttes til de der søger at tale et andet sprog, end det sprog hvorigennem magten taler – vækst- og nyttelogikkens sprog. Beskæmmende at se hvordan selv de der italesætter sig som modstandere af den herskende orden, betjener sig at netop samme sprog som den magt de angiveligt søger at bekæmpe.
Magten findes i sproget, den gennemsyrer alt hvad vi siger og skriver. Den er altid tilstede i vores domme om dette eller hint. Derfor starter, og slutter enhver drøm om en bedre tilværelse med en kritisk granskning af sproget hvorigennem denne drøm søges materialiseret.
Oprør i sproget er altid der den nødvendige ulydighed starter. Den der tør tale anderledes om tingene, er også den der tør vise det første skridt ud af lydighedens trange tankefængsel.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Politiske kommentarer

Nulvækst er nulvækst

I øjeblikket kommer der forskellige meldinger omkring væksten i den offentlige sektor fra forskellige politikere. Bag den umiddelbare spin, som i bund og grund handler om at manipulere nulvæksten igennem, viser der sig et et entydigt billede af det offentlige forbrug i de næste 10 år – det skal ikke stige. Altså der skal ikke omfordeles flere midler af de samfundsskabte værdier til de fælles opgaver der varetages under etiketten “velfærd”. Særlig spændende er det at følge med i forskellige SFeres forsøg på at sælge nulvæksten som en særlig form for moderne socialisme. Altså en moderne form for socialisme hvor omfordelingen ikke fortrinsvis sker med statens mellemkomst, hvilket så må betyde at omfordelingen mellem de private skabte værdier og fællesskabets brug af disse så skal ske via markedet. Men det er jo liberalisme.

Og i virkeligheden ligger hunden netop begravet her. Signalerne om nulvæksten i den offentlige sektor har intet med moderne socialisme eller nogen af de andre “newspeak” ord dette søges sælges under. Hunden ligger begravet i EUs Finanspagt der binder den danske økonomiske politik til de krav om nulvækst der er opstillet heri. Altså talen om “nulvækst”, hvad enten den kommer fra Lars Løkke Rasmussen eller Villy Søvndal, kommer i virkeligheden fra Merkels Tyskland. Alt andet er spin.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Politiske kommentarer

Når den virkelige virkelighed trænger sig på

Jeg mødte en mand forleden. Ja, og hvad så? Det at møde en mand er der som sådan ikke noget usædvanligt i, og da slet ikke nok til ligefrem at tilføje Internettet endnu en lille ny sti. Nej, egentlig ikke og så alligevel.

Må hellere starte med at fortælle om omstændighederne omkring mødet, inden jeg går videre til det der udløste dette blog indlæg. Manden jeg mødte i påskeweekenden hedder Erik, er 73 år og har brug for hjemmehjælp til at klare de ting han ikke mere kan klare selv, som foreksempel at hente to flasker billig vermut og 20 smøger i Fakta. Eller lave kaffe og morgenmad. Grunden til han ikke kan det mere er at Eriks ben simpelthen er slidt op, og ikke rigtig kan bære ham mere. Grunden til at benene ikke mere kan bære hans slidte krop behøver man hverken være læge eller andet for at regne ud. Lønarbejdet har slidt dem op. Siden Erik fyldte 17 år har han arbejdet som maskinarbejder, først på B&W, og da værftet på Refshaleøen lukkede i 1996, sled Erik videre på Nilfisk.

At stå ved en drejebænk dag ud og dag ind, time efter time, har slidt bentøjet op. Simpelthen. Nu sidder Erik så i en tarvelig stol, i en tarvelig lejlighed, med fjernsynet, vermutten og smøgerne som eneste adspredelse, mens han venter på at der skal blive plads på plejehjemmet i nærheden. Humøret har han ikke mistet, og glæder sig til at komme på plejehjem fordi han så måske igen kan komme ud og gå en lille tur en gang i mellem. Beskedne krav til livet må man sige, og samtidig yderst tankevækkende når hans virkelighed sammenlignes med den virkelighed den politiske elite snakker ud fra, når den taler om velfærdssamfundet og dets fremtid.

Hvilken virkelighed er den mest virkelige? Eriks slidte smerteplagede krop og hans beskedne krav til livet? Eller politikkernes talregime med dens krav om konstant vækst i profittens størrelse, afskaffelse af efterlønnen, nedskæring i hjælpen til ældre udslidte mennesker, fordømmelse af rygere og vermut drikkende mennesker og så videre? Hvilken virkelighed man vælger er i sidste ende netop et valg.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Lad foråret komme

Overalt på jordkloden slås mennesker for et bedre liv. Nogen gør det helt åbenlyst, på gaden, i partiforeningen, i fagforeningen, i boligblokken. Andre gør det mindre åbenlyst, i drømmen, i samtalen, i maleriet, i digtene. Men alle gør det. Slås for et bedre liv.

Vi er de 99 pct. For vi er et vi, selvom det ser ud som om vi er de få og de splittede. Vi er et vi fordi vi inden i os alle bærer på den samme drøm, nemlig drømmen om en verden hvor goderne fordeles retfærdigt, hvor alle får mulighed for at yde efter evne, og nyde efter behov. Hvor freden sænker sig, og gør skaberkraften mulig. Hvor ingen mere skal gå sultne i seng. Hvor ingen mere skal frygte morgendagen, frygte sygdommen, arbejdsløsheden, frygte krisen, frygte klima kriser, frygte krig, frygte tortur.

Vi er de mange der er få nok til at ændre verden hvis vi vil. Vi er de 99 pct. der er henvist til tilskuerens rolle, mens den ene procent rager til sig af vores alles resurser.

Men vi vil ikke mere nøjes med tilskuerens rolle. Vi vil selv spille hovedrollen i vores eget liv, både alene og når det er sammen med andre. At indtage hovedrollen kræver et opgør med såvel scene som instruktør. Vi fornemmer at det er på tide at rive fortidens møre mure ned, og kaste gamle slidte metoder af sig, fordi vi lever i en tid hvor nye metoder må til for at forandre verden. Man kan ikke løse et problem ved hjælp af de samme tanker som producerede problemet i sin tid. En ny scene må sættes, og nye instruktører skabes. Og instruktørerne er overalt. Og du er selv en af dem. Fortidens tro på den suveræne leder, eller ledelse, er forbi. Flygtighedens epoke kalder på nye former for ledelse – nemlig selvledelse i fællesskab med andre. Alle stivnede former for organisering og ledelse vil netop stivne og blive ladt tilbage på anakronismens holdepladser, mens nye kamp og organisationsformer er under udvikling. Det ved ungdommen, og er i fuld gang med at afprøve den globale scenes muligheder.

Lad os alle lære af dem.

At vi er de 99 pct. betyder også at vores kamp ikke, hverken i udgang eller slutpunkt, er national. Når finanskapitalen operer globalt må modstanden også være global. De problemer vi slås med og imod kender ingen nationale grænser, men bevæger sig globalt. Vi lever i en verden hvor det at verden er relationel for alvor viser sig på den politiske scene, hvorfor en midlertidig sejr nationalt set, meget vel kan vise sig at være et nederlag på den globale. Verdensborgerskabet er derfor et af de emner vi de 99 pct nødvendigvis må sætte på dagsordnen, ikke mindst for at overvinde den splittelse den ene 1 pct. opretholder ved stædigt at holde liv i zombi-begrebet ”nation” og ”national”.

Den kamp vi de 99 pct fører er en decenteret kamp, hvor der ikke findes noget hovedkvarter man kan ringe til, ingen steder hvorfra direktiverne til handlinger udspringer. Du er selv centrum for kampen. Ingen ejer bevægelsen, og der findes ingen valgte ledere, intet medlemskontingent, ingen vedtægter og optagelses betingelser. Der findes kun en ting – en drøm om et bedre liv, og så dine handlinger frem mod dette mål. Det er det nye, der skal søge at overvinde alle de problemer verden står overfor. Ingen ved om det lykkes, men i det mindste har verdens 99 pct af befolkningen håbet om at ”noget sker”.

Så lad foråret blomstre, og smid alt gammelt utjent skidt ud.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati

Historisk naivitet

Det kan i en tid hvor krise, krige og andre menneskeskabte stridigheder hærger kloden virke uendeligt naivt at drømme om en fredelig verden. Uendeligt håbløst og uendeligt naivt.
Men så lad mig da være en håbløs uendelig naiv drømmer.
Heldigvis er jeg ikke alene i denne kategori af mennesker der ikke vil lade sig nøjes med verden som den nu er, og som ikke udskyder drømmen til et liv hinsides det menneskelige liv. Når drømmen om den evige fred til tider, og ikke mindst nu, mødes med ordene ”naivt og drømmende” skyldes dette ikke mindst den dømmendes manglende historiske blik. Af de tab menneskeheden er påført gennem en stadig grådigere udsugning i vækstens hellige tjeneste er historiebevidstheden nok et af de største. I den eksistentielle uro ”altings utilstrækkelighed” forbrugssamfundet har lullet hele menneskeheden ind i er blikket blindt rettet mod det næste forbrugsfiks, og dermed skæres det historiske blik over. Fortiden eksisterer ikke, har aldrig fundet sted, og er ubrugelig fordi den ikke er ny, smart og pakket ind i et velgennemtænkt brand. Fortiden sælger lige som ikke rigtig for tiden, hvor kun det nye hidtil usete for en kort stund kan tilfredsstille følelsen af altings utilstrækkelighed.
Men en menneskehed uden historie, er en blind menneskehed dømt til at begå fortidens fejltagelser. Hvilket er dumt. Fuldkommen som på et individuelt plan, gælder det også på et samfundsplan at det ikke er det at lave fejl der er problematisk. Det er derimod problematisk ikke at lære af sine fejl. Og uden det historiske blik stiger sandsynligheden for at gentage allerede gennemlevede fejltagelser sig. Aldrig på samme måde, altid lidt tragikomisk, men trods alt som fejl der kunne være undgået.
Nu er begrebet historie så at sige et vidt begreb. Der findes utallige tilgange til historien, og ligeså mange måder at forsøg at forstå hvad historie overhovedet er for et fænomen. Men disse forskelle i forsøgene på at begrebsliggøre det menneskelige faktum at tiden i går ikke er den samme som i dag, og forsøge at forstå hvad der skaber forskellen mellem i går og i dag er i første omgang ligegyldige. Mere vigtigt er det at få genetableret den historiske bevidsthed, således at det igen bliver almenmenneskelig dannelse at spørge til hvor de menneskelige fænomener egentlig kommer fra. Hvad skabte dem, hvilke ideer lå bag, hvilke kampe blev ført, og hvorfor fik de det udfald de nu gjorde.
Og jeg er overbevist om at gennem en historisk dannelse vil drømmen om en fredelig verden ikke mere forekomme knapt så naiv og håbløs. Den vil pludselig forekomme som fortsættelsen af en drøm menneskeheden til alle tider drømt, og som der findes uendelige mange tanker om tilbage i tiden der kan inspirere til tanken om en fremtidig fredelig verden.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker

Demokratiets vugge brænder

Med billederne af det brændende Athen på nethinden er det svært at ikke at lade tankene glide hen over spørgsmålet – hvad er gået galt? Athen’s gader står i flammer, mens de folkevalgte stemmer omfattende nedskæringsplan igennem. En plan der på uhyggelig vis vil forandre hverdagen for grækerne, og som vanligt vil forandre den mest for de græker der befinder sig nederst på samfundsstigen.

Billederne fra det brændende Athen har et stort betydningsoverskud, der er meget at fortolke. Et af de tegn der står tydeligst i de TV transmitterede billeder fra Athen er grænsen mellem inde og ude. På en af de internet TV-kanaler hvor jeg fulgte afstemningen i det græske parlament var afstanden mellem ude og inde gjort symbolsk tydeligt. I det store billede af parlamentarikernes diskussion og afstemning var indsat et lille billede af gadekampene udenfor det græske parlament. Mere tydeligt kan grænsen mellem inde og ude vel ikke tydeliggøres. Inde i magtens varme, og ud i afmagtens kulde.

Volden i gaderne er altid symtom på vold et andet sted i den samfundsmæssige struktur. At mennesker pludselig bryder grænsen mellem det tilladelige og det ikke-tilladelige ved at brænde huse af er udtryk for en reaktion på symbolsk vold andre steder i det samfundsmæssige hiraki. Gadens vold, uanset om man har sympati med dette eller ej, er altid udtryk for en modmagt hvis årsager er produceret andre steder. Konfrontationen mellem politi og demonstranter er ikke udtryk for den egentlige kamp, men udtryk for at nogle underliggende konflikter antager en bestemt symbolform – ildens symbol. Men selvnår den fysiske brændende ild er slukket med vand, eksisterer disse konflikter fortsat. Og kampene på hver sin side af linjerne i denne konflikt vil blot antage andre former, måske mere skjulte, men de vil være der. Dette er vigtigt at huske på i frustrationen over at bålene i gaderne ikke fik liberalisternes kolonisering af de græske værdier fejet af bordet. Ilden bæres videre ind i det mikrokosmos den menneskelige hverdag består af. Oprørets ild vil være der i hver eneste møde i den græske virkelighed. Intet møde mellem abejder og arbejdsgiver vil antage samme form som før, erfaringen fra den sorte søndag vil altid være til stede et sted i bevidstheden. Billederne af det brændende Athen vil også symbolsk være til stede langt ud over de kunstige nationalgrænser borgerskabet søger at inddæmme den græske virkelighed i. Billederne vil være til stede som en konkret virkelig erfaring om hvori afstanden mellem inde og ude egentlig består – mellem inde i liberalismens hærgen over fællesskabte værdier, og ude i afmagtens forsøg på at bekæmpe denne ødelæggende umennskelig profitjagt. Indtil næstegang ilden blusser op igen og nye erfaringer gøres.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Uncategorized

Apropos Grækenland, EU og IMF

“De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. – Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintegørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forberede endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne”.

Bortset fra at vi ikke anvender begrebet bourgeoisiet mere er det sgu meget godt forudsagt tilbage i 1848,og ja det var Marx der kom med denne forudsigelsei Det Kommunistsike Partis Manifest…

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker