Category Archives: Filosofiske strøtanker

Dumhed på larvefødder…..

Der findes megen dumhed i verden, og desværre findes der også megen dumhed der er så dum, at den end ikke ved den er det. Istedet opfatter og italesætter den sig som klogskab, som viden, som sandhed, endda sandhed med stort S, den ultimative sandhed om alting. En sandhed der opfatter sig selv som gældende til alle tider og alle steder, en form for sandhed der kan spændes ud over alverdens folk, altid.

Det er den type dumhed jeg samler i begrebet “dumhed på larvefødder”. Det er den type dumhed der er imun overfor rationelle argumenter, den type dumhed der på den mest plumpe måde lukker sig inde i sig selv, og nægter at lade sit indhold teste af virkelighedens kritik. Det er den dumhed der lader hånt om andre erfaringer, en dumhed indkapslet i sin egen bedrevidenhed, stum og blind for omverdens andre oplevelser og perspektiver. En dumhed der tromler hen over alt og alle, og netop derfor en dumhed i panser og på larvefødder. En dumhed man støder på overalt, og som desværre synes at vokse betragteligt i denne tid. En dumhed, hvis vigtigste kilde er manglende evne og lyst til at forholde sig kritisk til verden, en dumhed der mest baserer sig på alt det er ikke er lært, fremfor det der er lært. En dumhed der meget ofte iklæder sig de mest højtråbende gevandter, hvor dumheden hældes ud over alle andre, med præcis ligeså meget larm som når en panserdivision rykker frem i felten, og tromler alt på sin vej ned.Måske man ligefrem kan hævde at der er en direkte sammenhæng mellem mængden af tomme ord, lydstyrke og intensitet, disse fremføres med og graden af dumhed på larvefødder der er tale om.

Jeg tror det.

Og så må det bedste råd være; Vogt dig for alle der taler længe, med mange tomme ord, og med et højt lydniveau, der skjuler sig en dumhed på larvefødder et sted. Parat til at nedskyde ethvert ærligt forsøg på at nå frem til nye erkendelser bag al denne støj.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker

Noget om ulydighed og sprog

Ulydigheden er nødvendig for at bringe livet fremad. Intet samfund, intet fællesskab er forandret til det bedre gennem lydighed, ved at menneskene satte sig ned og sagde vi er egentlige tilfredse med tingenes tilstand, og behøver blot i al fremtid at følge de engang vedtagne sandheder. Nu behøver vi ikke mere stille kritiske spørgsmål ved tingenes tilstand. Vi har nået sandheden om den menneskelige tilværelse, og oven i købet sandheden med stort S.
Nej, enhver forandring i menneskeheden historie er kommet i stand ved netop ulydighed, ved at nogle eller nogen stod op og trodsede de nu engang vedtagne sandheder om dette eller hint. Derfor er al menneskelig historie hidtil en historie om kampen mellem lydighed og ulydighed. Det er en konfliktens historie.
Modsætningen mellem lydighed og ulydighed er gennem menneskenes historie blevet italesat under mange forskellige begreber. Kætteri, når ulydigheden handler om kirkens magt over menneskenes tanker og handlinger. Promiskøsitet, når kampen handler om regulering af menneskenes driftliv. Terror, når ulydigheden handler om selve magten over magten. Ord er vold, og ved at sætte ulydigheden på sproglige negative former har magten altid søgt at inddæmme og nedkæmpe modmagten. At læse den menneskelige historie i kritisk lys bliver derfor også altid et spørgsmål om at forholde sig kritisk til begrebernes negative og positive side. Hvem, eller hvad, har interesse i at benævne netop disse mennesker og ideer negativt, med begreber som terrorister, hekse, kættere, eller nogle af de mange andre negative prædikater der kan hæftes på mennesker der ikke lige følger den engang vedtagne norm.
I lyset af dette bliver det derfor beskæmmende at se hvor lidt netop ulydigheden fylder i det daglige sprog verden flyder over med. Beskæmmende at se hvor lidt der lyttes til de der søger at tale et andet sprog, end det sprog hvorigennem magten taler – vækst- og nyttelogikkens sprog. Beskæmmende at se hvordan selv de der italesætter sig som modstandere af den herskende orden, betjener sig at netop samme sprog som den magt de angiveligt søger at bekæmpe.
Magten findes i sproget, den gennemsyrer alt hvad vi siger og skriver. Den er altid tilstede i vores domme om dette eller hint. Derfor starter, og slutter enhver drøm om en bedre tilværelse med en kritisk granskning af sproget hvorigennem denne drøm søges materialiseret.
Oprør i sproget er altid der den nødvendige ulydighed starter. Den der tør tale anderledes om tingene, er også den der tør vise det første skridt ud af lydighedens trange tankefængsel.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Politiske kommentarer

Om at dømme, og sådanne ting

At dømme andre mennesker er en folkesport der dyrkes i al vellystelighed. Uophøreligt fyldes alle platforme, hvorigennem mennesket kan bruge sit sprog, med domme om andre menneskers liv, valg og handlinger. De er sådan og sådan, og derfor er deres måde at leve på forkerte, og nu burde de ærlig talt tage sig sammen. I den snaderende andegård lyder dommene ud fra logikken dem og os fra morgen til aften, ja endda om natten snadres der. Arbejdsløse, de fremmede, de unge mødre, misbrugere, psykiske syge, syge i det hele taget, fjumrende studerende, åh ja listen er næsten uendelig lang. Men en eneste ting kendetegner alle på den liste, uanset hvilket ydre træk de bærer. De opfattes alle som nogen der ikke bidrager nok til væksten i samfundet. Alle der ikke lever op til normen om yde nok er dømt forkerte, det vil sige ikke deltage maksimalt i forbrugssamfundets krav om et stadigt udvidet forbrug. De tilhører alle hvad norm-følgerne opfatter som spild, og kan derfor dømmes som netop spild. Trætheden melder sig i mit indre over alle disse domme, over at skulle høre på alle disse Åh så rigtige mennesker, der ustandseligt ved hvad der er rigtig og forkert, og som ikke er sene til at kæfte op med deres mening om dette. Sprog kan være vold. Sprog er for det meste vold. Volden gemmer sig i sproget.  Hvorfor? Fordi ord betyder noget. Fordi ord kan ændre virkeligheden. Det har betydning for andre menneskers liv hvilke ord du møder dem med, det har betydning for deres liv hvordan du omtaler dem. Den mobning iblandt børn og unge der gøres til fælles bekymring for tiden, er intet andet end børn og unges forsøg på at lege med voksenlivets ansvar. Den er ikke andet end en afspejling af det voksen liv børn og unge oplever hele tiden, og som de forsøger at omsætte i deres egen børne-logik. Og logikken er tilsyneladende at hvis du kan definere de andre som dumme, grimme, forkerte, dovne, unyttige, en byrde, ja, listen over domsprædikater er lang, så er du selv meget bedre. I domslogikken ligger med andre ord selve konkurrence samfundets sorte logik indbygget, og udløses hver gang den anden skal omtales. Målet er hele tiden at fremstille sig selv bedre, og her forstået som mere salgsbar i en konkurrencelogik. Mobning iblandt børn og unge vil aldrig forsvinde, uanset hvor mange velmenende kræfter der igangsætter hvor mange kampagner, før den mekanisme afskaffes der skaber konkurrencen mellem mennesker. Konkurrence logikken er indlejret i sproget, den hæfter sig til alle de domme vi hver især udstikker om de andre. Og mobningen iblandt børn og unge er blot og bar et udtryk for at barnet er ved at lege sig ind i voksenverdens forventninger. Og forventningen til et voksen menneske idag er tilsyneladende at det i bedste liberal stil kan være sin egen lykkes smed, ved at mobbe de andre ud. Og i det spil er den mobning der foregår i blandt børn og unge, den rene leg, hvorimod mobningen på det voksne plan er ramme alvor. En alvor der har mange og store menneskelige konsekvenser – invalidering, misbrugsproblemer, selvmedicinering, selvmord, social eksklusion, krige,.  Ord er vold, og ord kan forandre virkeligheden. Måske værd at tænke over før du dømmer nogen som spild næste gang?

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Panoptikon i praksis, Politiske kommentarer

Noget med vand

Vand! Denne livsgivende kombination af H2O viser at verden er meget meget mere end hvad naturvidenskaben´s simple formler kan beskrive, nemlig stemninger. Og de kan ikke sættes på formel, de kan kun opleves. Hvis man vil, og tør.

https://secure.flickr.com//photos/jehdk/sets/72157628626028183/show/

Skriv en kommentar

Filed under Billeder, Filosofiske strøtanker

Damen med papilotterne

Det hele startede dengang en mand, det var vist en mand, indhegnede et stykke jord og udtalte de efterhånden noget tragiske ord ”Dette stykke jord er mit” og ingen sagde ham imod. Havde de dog bare kæftet lidt op, og måske prikket lidt til hegnet, så var jeg aldrig endt i det her forbandede dilemma. Ja egentlig er det slet ikke mig der er endt der, men fuglene. Men nu er der det med fugle at de intet kender til loven om den private ejendomsret, der er aldrig en solsort der har hegnet et træ ind og påstået at nu var det dens, ikke mig bekendt i hvert fald. Så jeg må vel ligesom tage mig dilemmaet på mig, må jeg ja.

Det stykke jord den her fortælling udspringer af er dog ikke hegnet ind, ikke endnu da. Ikke på den måde. For nu er der det med hegn at de kan antage mange former, og det stykke jord jeg snakker om var hegnet noget så dejligt ind af levende træer og buske, hvilket småfuglene i årevis havde nydt godt af. Og det havde vi andre også der er så heldige at besidde et lille sommerhus der grænser op til hegnet. Men nu er der nogen der har fået placeret noget friværdi på den anden side af hegnet. Altså friværdi materialiseret i form af et splinternyt sommerhus, hvilket jo i sig selv er dejligt.

Og fuglene så heller ikke ud til at synes det var et problem, selvom de godt nok var lidt tyste mens diverse håndværkere rumstere rundt med al friværdien der inde.

Nej det var først da damen med papillotterne, naboen altså, en morgen udtalte de, kan jeg se nu, tragiske ord ”Dette hegn er mit” og begyndte at fælde de dejlige buske og træer at fuglene forsvandt. Jeg tror ikke det var fordi de ikke turde sige hende imod, men nok mere fordi hun virkede meget, meget sikker i sin sag, og var bevæbnet med både kædesav og ørnenæb. Ja og så henvisningen til det juridiske faktum at ejer du et stykke jord så bestemmer du også over liv og død, i hvert fald hvad angår små fugles liv.

Og hvad kunne jeg gøre?

Hvordan argumenterer man mod mange mange århundreres konstruktion af sandheden om at den der ejer noget også er den der bestemmer hvad der skal ske og hvad der er bedst. Så som da det første gang skete, tav også jeg. Ja, jeg prikkede ikke engang til hegnet. Eller retter sagt. Jeg forsøgte ikke engang at forsvare hegnet.

Vi må kultivere vores haver er et budskab der gjalder over det ganske friværdi landskab, efter at køkkenet har fået tilsat en ny gang kultur i form af samtale. Hokus-krokus og din plet på jorden er forvandlet til en steriliseret æstetisk plet, hvor Weber-grill og Trip-Trap møblementet fortryller den nye stenbelægning. Væk med det vilde, det ukontrollerede, det der er der bare fordi det er der og altid har været der. Alt det der er, skal kunne begrunde hvorfor det er. Og det er der jo så meget der ikke kan. Ikke mindst fordi det slet ikke ejer de ord hvor igennem al begrundelse sker, og da slet ikke ejer de økonomiske værdier der altid kan gøre begrundelses ordene overflødige hvis bare der er nok af dem. Og her ville det være alt for billigt at bruge Operaen og Mærks McKenny Møller som begrundelse.

Alt for billigt.

Nyttehaven er skabt.

Ikke nytte i form af grønsager, men nytte i form af et symbol overskud. Hvis jeg viser dig min have, så ved du hvem jeg er. Jeg har kontrol synes at være det væsentligste budskab den moderne haveejer gerne vil kommunikere til omverden. Friværdi og nytteværdi indgår helt åbenlyst i en symbiose, hvor kampens resultat er kontrol. Det menneske der ikke kontrollerer sine omgivelser er ikke noget menneske, men noget andet. En dovenlars, en snylter, en psykisk syg, en klods om benet på alle de damer med papillotter og andet tingel tangel der futter rundt i alverdens små pantebrevs belånte havestykker og gør sig til dommer over liv og død.

Hvis du har kontrol er du noget, hvis du ikke har kontrol er du intet. Således ser spændingen ud mellem væren og intet i det moderne friværdi og ejendoms besatte samfund. Jeg vælger Intet frem for Væren. Men det tror jeg ikke engang damen med papillotterne opdager. Ligesom hun vist heller ikke har opdaget at alle de små fugle forsvandt.

2 kommentarer

Filed under Filosofiske strøtanker

Når den virkelige virkelighed trænger sig på

Jeg mødte en mand forleden. Ja, og hvad så? Det at møde en mand er der som sådan ikke noget usædvanligt i, og da slet ikke nok til ligefrem at tilføje Internettet endnu en lille ny sti. Nej, egentlig ikke og så alligevel.

Må hellere starte med at fortælle om omstændighederne omkring mødet, inden jeg går videre til det der udløste dette blog indlæg. Manden jeg mødte i påskeweekenden hedder Erik, er 73 år og har brug for hjemmehjælp til at klare de ting han ikke mere kan klare selv, som foreksempel at hente to flasker billig vermut og 20 smøger i Fakta. Eller lave kaffe og morgenmad. Grunden til han ikke kan det mere er at Eriks ben simpelthen er slidt op, og ikke rigtig kan bære ham mere. Grunden til at benene ikke mere kan bære hans slidte krop behøver man hverken være læge eller andet for at regne ud. Lønarbejdet har slidt dem op. Siden Erik fyldte 17 år har han arbejdet som maskinarbejder, først på B&W, og da værftet på Refshaleøen lukkede i 1996, sled Erik videre på Nilfisk.

At stå ved en drejebænk dag ud og dag ind, time efter time, har slidt bentøjet op. Simpelthen. Nu sidder Erik så i en tarvelig stol, i en tarvelig lejlighed, med fjernsynet, vermutten og smøgerne som eneste adspredelse, mens han venter på at der skal blive plads på plejehjemmet i nærheden. Humøret har han ikke mistet, og glæder sig til at komme på plejehjem fordi han så måske igen kan komme ud og gå en lille tur en gang i mellem. Beskedne krav til livet må man sige, og samtidig yderst tankevækkende når hans virkelighed sammenlignes med den virkelighed den politiske elite snakker ud fra, når den taler om velfærdssamfundet og dets fremtid.

Hvilken virkelighed er den mest virkelige? Eriks slidte smerteplagede krop og hans beskedne krav til livet? Eller politikkernes talregime med dens krav om konstant vækst i profittens størrelse, afskaffelse af efterlønnen, nedskæring i hjælpen til ældre udslidte mennesker, fordømmelse af rygere og vermut drikkende mennesker og så videre? Hvilken virkelighed man vælger er i sidste ende netop et valg.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Noget om vold

Endnu en weekend er væk. Endnu en weekend med meningsløs vold er overstået. Dag for dag hober eksemplerne på meningsløs gadevold sig op. Spredt ud over det ganske land melder medierne igen og igen om det ene tilfælde af meningsløs vold efter det andet. Nat og dag, storby og provins. Alle steder og alle tider er den meningsløse vold til steder i vores bevidsthed, og ikke mindst i vores alles liv. Spild af liv, og en masse bekymringer fører denne meningsløse vold med sig.

Men er volden i sig selv selve problemet, eller er volden blot et symptom på et større og mere grundlæggende problem?

Det er ikke helt ligegyldigt hvordan vi italesætter volden som problem, fordi enhver italesættelse altid implicit bærer de mulige løsninger i sig. Når den meningsløse vold – og det skal her siges at der kun findes meningsløs vold, vold kan aldrig i sig selv have indbygget noget der kan betegnes som mening i meningsbegrebets rette betydning – italesættes som noget fragmenteret og individualiseret vil de mulige løsninger der kan tales frem også være det. Individuelle og fragmenterede. Hvorimod hvis volden forsøges forstået som noget sammenhængende og dybereliggende vil de løsninger der kan fremtænkes også være det.

Ved konstant at omtale volden i dens enkeltstående tilfælde, isoleret fra de andre tilfælde, gøres volden uforståelig, og gøres dermed umulig at komme til livs, gøres alene til et spørgsmål om straf. Når den meningsløse vold ikke sættes ind i de samfundsmæssige strukturer, bliver den til et problem der alene findes i det enkelte individ, og derfor også kun et problem der kan løses individuelt gennem straf (og måske resocialisering af voldsmanden). Men dermed løses den lige så lidt, som arbejdsløsheden løses ved at tilbyde den enkelte arbejdsløse kurser eller mere kontrol. Dette er den egentlige voldshandling vi alle udsættes for, ikke det enkelte overfald.

I liberalismens tidsalder vil alle samfundsmæssige problemer starte og slutte i individet, hvorved samfundet gøres blindt overfor de mekanismer der producerer de problemer samme samfund forsøger at løses. Og så længe alle efterplaprer liberalismens usande præmis om at ”samfundet ikke findes, kun mennesker og familien findes” vil volden som problem forblive uløst. Seneste eksempel på at det er den kurs der styrer forståelsen af volden og kriminaliteten er Claus Meyers såkaldte resocialiseringsprojekt blandt fanger i Vridsløselille, hvis grundlæggende præmis er at grunden til fangernes voldelige adfærd er at de aldrig har fået foldet deres indre indbyggede kok ud. Men at udfolde alverdens indre kokke løser intet af de problemer der oprindelig førte til volden. Der fører højst til at forretningen Claus Meyer får en masse positiv reklame tid i medierne, og at måltidet kaldet ”fremtiden” fordærves.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Uncategorized