Category Archives: Panoptikon i praksis

Om at dømme, og sådanne ting

At dømme andre mennesker er en folkesport der dyrkes i al vellystelighed. Uophøreligt fyldes alle platforme, hvorigennem mennesket kan bruge sit sprog, med domme om andre menneskers liv, valg og handlinger. De er sådan og sådan, og derfor er deres måde at leve på forkerte, og nu burde de ærlig talt tage sig sammen. I den snaderende andegård lyder dommene ud fra logikken dem og os fra morgen til aften, ja endda om natten snadres der. Arbejdsløse, de fremmede, de unge mødre, misbrugere, psykiske syge, syge i det hele taget, fjumrende studerende, åh ja listen er næsten uendelig lang. Men en eneste ting kendetegner alle på den liste, uanset hvilket ydre træk de bærer. De opfattes alle som nogen der ikke bidrager nok til væksten i samfundet. Alle der ikke lever op til normen om yde nok er dømt forkerte, det vil sige ikke deltage maksimalt i forbrugssamfundets krav om et stadigt udvidet forbrug. De tilhører alle hvad norm-følgerne opfatter som spild, og kan derfor dømmes som netop spild. Trætheden melder sig i mit indre over alle disse domme, over at skulle høre på alle disse Åh så rigtige mennesker, der ustandseligt ved hvad der er rigtig og forkert, og som ikke er sene til at kæfte op med deres mening om dette. Sprog kan være vold. Sprog er for det meste vold. Volden gemmer sig i sproget.  Hvorfor? Fordi ord betyder noget. Fordi ord kan ændre virkeligheden. Det har betydning for andre menneskers liv hvilke ord du møder dem med, det har betydning for deres liv hvordan du omtaler dem. Den mobning iblandt børn og unge der gøres til fælles bekymring for tiden, er intet andet end børn og unges forsøg på at lege med voksenlivets ansvar. Den er ikke andet end en afspejling af det voksen liv børn og unge oplever hele tiden, og som de forsøger at omsætte i deres egen børne-logik. Og logikken er tilsyneladende at hvis du kan definere de andre som dumme, grimme, forkerte, dovne, unyttige, en byrde, ja, listen over domsprædikater er lang, så er du selv meget bedre. I domslogikken ligger med andre ord selve konkurrence samfundets sorte logik indbygget, og udløses hver gang den anden skal omtales. Målet er hele tiden at fremstille sig selv bedre, og her forstået som mere salgsbar i en konkurrencelogik. Mobning iblandt børn og unge vil aldrig forsvinde, uanset hvor mange velmenende kræfter der igangsætter hvor mange kampagner, før den mekanisme afskaffes der skaber konkurrencen mellem mennesker. Konkurrence logikken er indlejret i sproget, den hæfter sig til alle de domme vi hver især udstikker om de andre. Og mobningen iblandt børn og unge er blot og bar et udtryk for at barnet er ved at lege sig ind i voksenverdens forventninger. Og forventningen til et voksen menneske idag er tilsyneladende at det i bedste liberal stil kan være sin egen lykkes smed, ved at mobbe de andre ud. Og i det spil er den mobning der foregår i blandt børn og unge, den rene leg, hvorimod mobningen på det voksne plan er ramme alvor. En alvor der har mange og store menneskelige konsekvenser – invalidering, misbrugsproblemer, selvmedicinering, selvmord, social eksklusion, krige,.  Ord er vold, og ord kan forandre virkeligheden. Måske værd at tænke over før du dømmer nogen som spild næste gang?

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Panoptikon i praksis, Politiske kommentarer

Højesteret og Panoptikon

Tirsdag den 21 februar afsiger Højesteret dom i sagen om anvendelsen af skjult kamera på plejecentret Fælledgården i København. Det sker i den gamle sag startende med et indslag i DR’s “21 Søndag” tilbage i maj 2006. Produktionsselskabet Bastard Film havde dengang fået ansat en journalistelev med et skjult kamera som ikke-uddannet social- og sundhedshjælper. Det førte til et indslag, som både bragte ubehagelige optagelser af uprofessionel optræden og overskridelse af grænserne for anvendelsen af skjult kamera. Sagen udløste, udover en masse dæmonisering af plejepersonalet og mytespredning, også en  udløste en straffesag mod journalisteleven Marike Jensen og produktionslederen Miki Mistrati.
Dette takserede Byretten til 20 dages betinget fængsel, 50.000 kr. i godtgørelse til en beboer og godtgørelser til nogle ansatte. Præmisserne bag dommen er tre lovovertrædelser: Fotografering på plejecentret af en række beboere og ansatte, videregivelser af disse samt tilsidesættelse af tavshedspligten som ansat.
Danmarks Radio blev derimod ikke dømt i sagen, angiveligt fordi anklagemyndigheden ikke reagerede indenfor de fastsatte tidsfrister.
Afgørelsen i Byretten blev anket til Østre Landsret. Østre Landsret frikendte på grund af forældelse de to for fotografering og videregivelse. I stedet blev de to dømt for tilsidesættelse af tavshedspligten, og dommen blev nedsat til 10 dagbøder af 500 kr.
Den dom har de to anket til Højesteret, som imorgen afsiger dom i sagen. Så langt så dårligt.

Hvad der ikke er med i domshandlingen i Højesteret er den glidning hen i mod Panoptikon som hele denne, og mange andre lignende sager udtrykker. Altså den glidning hen i mod større og større mistillid til plejepersonalet, en mistillid der så bagefter bruges som argument for at indføre endnu mere kontrol. GPS overvågning, øget krav til dokumentation er blot få eksempler på den mistillidskultur der eksisterer i plejesektoren. Et særligt centralt emne i hele denne udvikling er det jeg kalder panoptikon i praksis. Panoptikon er det fænomen der handler om at minimere omkostninger ved overvågning, og hvor den mindst omkostningstunge overvågning er den overvågning der flytter overvågningen ind i den overvågne. Det er det der sker gennem sager som den der afgøres i Højesteret i morgen. Fordi man som plejepersonale aldrig kan vide hvornår man er overvåget, bliver man sin egen overvåger. Hvilken betydning dette har for arbejdsmiljø og arbejdsklima kan de fleste nok forestille sig. Og jeg er overbevist om at mere end en sygedag blandt plejepersonalet er udløst af denne overvågningsglidning, fordi den udtrykker mistillid til personalet. Rettelig burde det være det der var til domsforhandling i Højesteret i morgen.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Panoptikon i praksis

Pia Kjærsgaard og kumpaner er i en eller anden forstand ved at genopføre Muren, og spiller på sin egen tragikomiske facon rollen som Erich Honecker. I en form for national romantisk blodrus bruges en masse energi på at stirre sig blind på det Ulric Beck så rammende har italesat som et zombi begreb – nationalstaten. Zombi begreb fordi begrebet Nationalstat anvendes, selvom den virkelighed begrebet sigter på ikke findes mere. Mørkemænd og kvinder sidder og luner sig ved et begreb, alt imens de lukker alle sanser for at den virkelighed begrebet i sin tid dækkede over ikke mere findes. Lidt skræmmende du. Skræmmende at have en flok politikere rendende rundt der bruger deres magt i forhold til noget der ikke findes. Og oven i købet bygger fysiske og psykiske mure rundt om dette ikke-noget.

Men det er desværre langt fra i den mere larmende del af virkeligheden at tragikomiske forsøg på at efterligne historiske fejltrin foregår. Også i det stille foregår der ting der uhyggeligt meget ligner historiske udviklinger i f.eks. Østtyskland. Godt nok har vi endnu ikke opbygget en variant af Stasi, men er åbenbart i en eller anden form ved at opbygge stikkervirksomheden denne østtyske politimagt baserede sin magt på. Et eksempel på dette har jeg netop fået fortalt, og det stammer ikke fra de forsøg på at inddæmme såkaldt socialt bedrageri som pressen er så fyldt af. Nej, det stammer fra en så ellers fredelig del af verden som ældreplejen. Som konsekvens af de sager der til tider er oprullet i pressen hvor ansatte i ældreplejen har brugt arbejdstiden til at gøre private indkøb er tonen og selvovervågningen for alvor skærpet mellem ledelse og ansatte, og ansatte i mellem. Et eksempel på hvad sådan en betændt arbejdssituation kan føre med sig stammer fra en her unavngiven hjemmeplejeenhed i København. Unavngiven fordi jeg er fuldkommen sikker på at lignede oplevelser kan findes mange andre steder i andre hjemmeplejeenheder, hvilket jeg ved at bitter erfaring gennem mit daglige arbejde i denne branche.

En ansat i hjemmeplejen skal ind og tanke den arbejdsbil hun anvender på sin tur rundt til at servicere borgerne, hvilket jo er helt naturligt da sådanne biler ikke rigtig kan undvære brændstof. Og da vi mennesker på mange måder ligner de maskiner vi omgir os med fungerer hun heller ikke så godt uden brændstof, og da hun skal betale for benzinen køber hun en cola og en Mars bar til sig selv. Og betaler naturligvis selv for sin egen brændstof. Men dette suspekte indkøb bliver observeret af en anden kollega, der senere anmelder den sultne kollega til ledelsen af hjemmepleje enheden for brud på den regel der er udstukket om at der ikke må foretages private indkøb i arbejdstiden. Inden denne sag skal bedømmes udfra en eller anden etisk standard for hvad der er dette rette, skal lige nævnes at når man kører rundt f.eks. om aftenen og servicere ældre borgere er der en række ting der ikke er findes, som normalt forbindes med en arbejdsplads. F.eks. eksisterer der ikke en velassorteret kantine, hvor de ansatte kan spise deres medbragte mad, eller serviceres med en eller anden form for firma mad ordning, som kendes fra mange andre mindre vigtige brancher i dette land. Der findes således heller ikke toilet, hvorfor de ansatte må krydse ben, og suser rundt mellem diverse offentlige toiletter på deres 8 timers lange vagt. Køleskabe i bilerne findes heller ikke, hvorfor det at medbringe mad hjemmefra kan være lidt af en udfordring.

Men oven i disse mere lav praktiske udfordringer, rejser denne historie en række mere dybereliggende problemer/udfordringer. Hvis det i den branche hvor omsorgen for næsten, eller den Anden som jeg foretrækker at kalde det, er den kompetence der om nogen skal være til stede udvikler sig sådan et stikker-overvågnings system, hvordan vil selvsamme omsorg så se ud i fremtiden?. Hvis de mennesker der skal passe på de svageste i det her samfund presses, og lader sig presse, ind i en sådan mistænkeligheds kultur gennem New Public Manegement kulturen, hvordan kommer den omsorg for de svageste til at se ud?

Og ikke mindst, hvordan påvirker sådan en arbejdsklima, skabt i lystet af kravet om øget effektivisering og rationalisering, den åndelige habitus der om noget er det der driver Social og Sundhedsarbejderen i sit daglige virke? Selvovervågning og angst for angiveri virker ikke umiddelbart som noget der er sundt for et ordentlig omsorgsklima.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Filter bobler

Har lige lært et nyt begreb – filterboble. Begrebet er på en gang tankevækkende og lidt foruroligende. Eller måske er det lidt mere end foruroligende. Filterboble søger at indfange det fænomen at da flere og flere mennesker får deres viden om verden via nettet er denne viden underlagt sofistikerede algoritmer. Altså det fænomen at hver gang du søger en eller anden form for viden på nettet husker søgemaskiner, f.eks. Google, hvad du søgte efter, og filtrer i fremtiden dine søgninger ud fra denne viden. Det betyder at det du finde når du søger efterhånden snævres ind, og efterhånden vikles du ind i en filter-boble, hvor verden centerrer sig om den viden du tidligere har søgt. Så når du tror at du via søgen efter viden, eller måske snarer informationer, på nettet udvider din horisont er der faktisk tale om det modsatte – din informations horisont indsnævres, og dermed dine kilder til viden. Horisont indsnævring kunne denne foruroligende tilstand også benævnes. Og hvad så, kunne man spørge. Umiddelbart ikke noget, men på den anden side skal dette liv i filterboblerne ses i sammenhængen med andre udviklinger i samfundet. F.eks. genificering, som handler om den udvikling der ikke mindst virker kraftigt i de moderne storbyer hvor der gennem sofistikerede processer sker en udskillelse af “det der ikke ligner mig selv”. I hele kvarterer fortrænges de kategorier af menneskegrupper der ikke ligner den dominerende gruppes værdier. Ensartheden og de homogene breder sig i flere og flere sfærer af samfundet, og en masse processer der iklæder sig frasen “politik” handler i virkeligheden om grænsekampe mellem “dem og os” – mellem det der ligner mig selv og min informationshorisont, og så alt det andet der befinder sig udenfor denne stadig snævre horisont.

Eli Pariser, der har udviklet begrebet Filterboble i bogen “The Filter Bubble – What the Internet Is Hiding From You” har helt sikkert fat i den lange ende med sin analyse af hvordan de mere og mere sofistikerede algoritmer generere stadig snævre informations horisonter. Helt sikkert. Men jeg er desværre bange for at mekanismerne bag filterboblerne rækker langt udover Internettes indflydelse på videndannelsen i samfundet, og dermed på indflydelse på det grundlag hvorpå ethvert menneske træffer sine beslutninger om hvordan det skal handle – ikke-handle, i det moderne demokrati. Ud fra min dagligdag oplever jeg mange former for informationsindsnævring. F.eks. oplever jeg mennesker hvis eneste form for information om det omkringliggende samfunds problematikker f.eks. stammer fra bestemte blade og magasiner. Og det kan vel hævdes, at selv om der ikke ligger et stykke avanceret software bag, sker der også i disse blade og magasiner en filtrering af informationerne. At læse BilledBladet ukritisk vil hurtig føre til at verden efterhånden kun er befolket af kongelige og deres efter stræbere. Og sådan bærer enhver beskrivelse af verden et bestemt perspektiv i sig. Så for mig at se er det nye Eli Pariser har opdaget er at denne perspektivering af verden nu er automatiseret i et stykke avanceret software og sker uden umiddelbar menneskelig indblanding. Se det er foruroligende.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Panoptikon i praksis, Uncategorized

Panoptikon folder sig ud

Har netop hørt rygter om at der i en hjemmeplejeenhed i København nu for alvor tages hul på Panoptikon i praksis. I denne hjemmeplejeenhed skal det efter sigende være besluttet at sende en bil rundt og overvåge de ansatte. I følge rygtet skal denne overvågningsbil notere tidspunkt for ankomst og afgang hos borgeren. Herefter ringer “overvågeren” til borgeren og spørger til om borgeren har fået den ydelse(r) vedkommende er visteret til. Udover det tankevækkende i at spørge f.eks. demente på denne måde, og måske oven i købet tage svaret for sandhed, rejser denne overvågnings praksis en række andre spørgsmål. Naturligvis spørgsmålet om hvad der ønskes opnået med sådan en mistillidskultur? Det kunne være spændende at få udfoldet de tanker der ligger bag en ledelses strategi der i så høj grad tager udgangspunkt i mistillid som den centrale værdi, som den centrale styrings mekanisme. F.eks. hvilke kompetencer er det hos de ansatte der søges udviklet gennem mistillid?.

I disse dage åbenbares også det hvordan den nye Iphone konstant sender oplyser om telefonens placering til en central server. I den forbindelse kan en jo heller ikke lade være med at spekulere om der er indbygget ligende software i de håndholdte computere de fleste ansatte i hjemmeplejen er udstyret med. Teknisk set er det ikke noget problem. Og teknisk er netop her kodeordet. Af egen erfaring ved jeg at noget af det der opnåes med en ledelses strategi der bygger på mistillid udført gennem tekniske dimse-dutter er at den sunde dømmekraft eroderes. Relationen mellem borger og hjælper bliver en teknisk/mekanisk relation hvor det menneskelige alt for let forsvinder og drukner i teknik, og reduceres til det binære talsystems kolde kyniske logik. Hvad der burde være en menneskelig relation, med alt hvad det indebærere af etiske forhandlinger om hvilken hjælp der er brug for lige nu, reduceres til en relation der skal kunne forudses på ethvert tidspunkt af en exell-logik. Alt hver der ikke kan proppes ned i et Exell ark, er ikke-eksisterende i denne kolde system logik der ligger bag overvågnings-teknikerne. Den social-sundheds faglighed der udvikler sig i ud af dette arbejdsklima kan næppe betegnes som menneskelig. Blandt de store filosofer der gennem tiden har spekuleret over hvordan etikken (det at gøre det rette) lyser Kant op. En af hans etiske aksiomer var at for at udvikle en etik for den menneskelige verden måtte en sådan leve op til følgende “Intet menneske må aldrig blot være et middel, men skal altid være et mål”. Oven i købet skal det andet menneske være et mål i sig selv. Den social-sundhedsfaglige dømmekraft der vokser ud af mistillidskulturen kommer næppe til at kunne leve op til denne etiske fordring.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Panoptikon i praksis

Det er ikke altid rart at opleve de teorier men har læst sig ind på, i praksis, nej det er ej. For tiden er det en erkendelsen jeg har fået helt tæt på livet, og den handler om Foucaults teori om Panoptikon. Dette fænomen, eller denne djævleske maskine, der er sat i verden for at nedsætte omkostningerne ved overvågning ved at gøre den overvågede til sin egen overvåger. Eller måske mere præcis; nedsætte omkostningerne ved kontrol, ved at gøre den kontrollerede til sin egen kontrollør. Metoden er lige så djævelsk som den er simpel. Og trods sin simpelhed så uhyggelig svær at slippe ud af. Ved at fortælle en gruppe mennesker at de er overvågede med en af de mange nye moderne tekniker, uden samme gruppe menneske har nogen chance for at kontrollere dette, har man etableret den simple mekanisme – Panoptikon. Ved at gøre kontroløren usynlig for den kontrollerede rykkes kontrollen ind i den kontrolleredes eget sind, og er som sådan altid tilstedeværende. Du ved aldrig hvornår du er overvåget og er derfor nød til at agere som om hele tiden. Ikke engang når jeg skriver dette, eller i det mindste når jeg senere offentliggør dette indlæg, ved jeg om de der i forbindelse med mit arbejde har etableret den djævelske maskine kigger med. Derfor kan jeg ikke afsløre navnet på mine navnløse vogtere. Usynlige og navnløse svæver de et sted “derude”, samtidig med at de har står effekt på mine tanker og handlinger i hverdagen. Big brother er ikke noget præcis begreb at hæfte på denne situation, fordi dette begreb viser hen til en stor stærk stat der overvåger alle sine indbygger. Men i dagens danmark er der snarer tale om at en masse mindre brødre der snager rundt med alverdens moderne teknologi og søger at kontrollere den sociale virkelighed. I modsætning til når staten agere Big Brother, hvilket også sker, er hele denne snagen og adfærds kontrol ude af demokratisk kontrol og debat.

Hvilken betydning for det moderne sind har alle disse små djævel maskiner? Hvad betyder al denne snagen, og organiseret mistillid for det moderne arbejdsliv? Jeg ved det ikke, men vil i al beskedenhed forsøge at bidrage til en opklaring af dette ved at nedskrive mine oplevelser i Panoptikon.

2 kommentarer

Filed under Panoptikon i praksis