Category Archives: Uncategorized

Tag, en pille frøken…

Doping flyder ikke kun i sportsfolks årer. Ind imellem flyder det også rundt i medierne, ikke mindst efter at Lance Armstrong forsøger at skabe sig en ny karriere som global TV stjerne og et dansk padant går i slipstrømmen af dette internationale medie cirkus.
Kvalmende er det at være tilskuere til.
Men ind imellem de sure opstød ankommer der også en række refleksioner der alle peger ud over de enkelte doping skandaler, og langt videre en den enkelte lille medicin misbruger.
Første refleksion. Hvorfor kan en type af medicin misbrugere lykkes med at blive fremstillet som helte, og tiltage sig den globale dagsorden i dagevis, mens der dagligt er langt flere mennesker der kæmper med et medicin misbrug af foreksempel bensodizapiner uden nogensinde at kunne fylde mediedagsordnen i mere end et par minutter?
Anden refleksion. Hvad siger den medicinske udvikling af præstations fremmende midler om samfundets opfattelse af mennesket? Hvilket spørgsmål er disse midler svaret på?
Tredje refleksion. Er doping et symtom, eller selve sygdommen? Og begrænser symptomet sig kun til sportsverdenen, eller peger symptomet hen mod et større patologi?
Fjerde refleksion. Hvilke andre refleksioner fører svarene på de foregående spørgsmål frem til.
Men uanset hvad peger doping problematikken på at vi lever i en tid hvor mange problemer søges løst med kemiske midler, men spørgsmålet er om alle problemer kan forstås i en kemisk, eller biologisk kontekst?
Jeg tror det ikke.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Stilhed

Stilheden synes efterhånden at være en socialt set knap ressource. I det mindste når man som jeg bor i byen. Stilheden er så fraværende, at man for alvor bemærker den når den er der. Pludselig og meget uventet kan den smyge sig ind omkring kroppen som en ven man har savnet længe. Og i det øjeblik åbnes der til det indre univers, og muligheden for at møde ens nøgne jeg er tilstede.
Hvis man tør.
Men at turde dette synes at være et af det senmoderne menneskes angst objekter. Overalt bedøves denne angst med alverdens aflednings tricks. Det senmoderne sind bombarderes med lyde og billeder i sådan en grad at dets fortolkning mekanismer til tider brænder sammen og giver op. Stress, angst og depression er blot nogle af de begreber vi sætter på sådanne sammenbrud. Når, og hvis, det sker rammes man for alvor af stilhed, nemlig den stilhed der eksisterer i det “udenfor” larmen fra samfundets krav om effektivitet skaber. Derude på den anden side af det gode selskab, opleves den væreste form for stilhed. Derude hvor de der er indenfor taler til en som de taler til alle andre der ikke “yder” noget til samfundet– børn, gamle og handicappede.
Fra det larmende midtpunkt sidder de der og taler ned til alle dem derude. Ord som åndelig fattigdom er for eksempel påstande det efterhånden er helt legitimt at anvende om de mennesker der er bukket under for det larmende samfunds krav om effektivitet. Der praksiseres ikke racehygiejne i det senmoderne samfund på et fysisk plan, men men det plan der ofte betegnes som kulturelt er det legitimt gennem sproget at udstøde de mennesker nogen mener ikke yder nok, eller ikke yder det rigtige. Og kigger man efter i sproget vil man opdage at mange af de argumentationskæder der tidligere blev anvendt da udelukkelse mekanismerne antog mere fysisk karakter er de samme.
Det er på tide med en modstandsbevægelse der kæmper mod denne sproglige racehygiejne.

2 kommentarer

Filed under Uncategorized

Når den virkelige virkelighed trænger sig på

Jeg mødte en mand forleden. Ja, og hvad så? Det at møde en mand er der som sådan ikke noget usædvanligt i, og da slet ikke nok til ligefrem at tilføje Internettet endnu en lille ny sti. Nej, egentlig ikke og så alligevel.

Må hellere starte med at fortælle om omstændighederne omkring mødet, inden jeg går videre til det der udløste dette blog indlæg. Manden jeg mødte i påskeweekenden hedder Erik, er 73 år og har brug for hjemmehjælp til at klare de ting han ikke mere kan klare selv, som foreksempel at hente to flasker billig vermut og 20 smøger i Fakta. Eller lave kaffe og morgenmad. Grunden til han ikke kan det mere er at Eriks ben simpelthen er slidt op, og ikke rigtig kan bære ham mere. Grunden til at benene ikke mere kan bære hans slidte krop behøver man hverken være læge eller andet for at regne ud. Lønarbejdet har slidt dem op. Siden Erik fyldte 17 år har han arbejdet som maskinarbejder, først på B&W, og da værftet på Refshaleøen lukkede i 1996, sled Erik videre på Nilfisk.

At stå ved en drejebænk dag ud og dag ind, time efter time, har slidt bentøjet op. Simpelthen. Nu sidder Erik så i en tarvelig stol, i en tarvelig lejlighed, med fjernsynet, vermutten og smøgerne som eneste adspredelse, mens han venter på at der skal blive plads på plejehjemmet i nærheden. Humøret har han ikke mistet, og glæder sig til at komme på plejehjem fordi han så måske igen kan komme ud og gå en lille tur en gang i mellem. Beskedne krav til livet må man sige, og samtidig yderst tankevækkende når hans virkelighed sammenlignes med den virkelighed den politiske elite snakker ud fra, når den taler om velfærdssamfundet og dets fremtid.

Hvilken virkelighed er den mest virkelige? Eriks slidte smerteplagede krop og hans beskedne krav til livet? Eller politikkernes talregime med dens krav om konstant vækst i profittens størrelse, afskaffelse af efterlønnen, nedskæring i hjælpen til ældre udslidte mennesker, fordømmelse af rygere og vermut drikkende mennesker og så videre? Hvilken virkelighed man vælger er i sidste ende netop et valg.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Noget om vold

Endnu en weekend er væk. Endnu en weekend med meningsløs vold er overstået. Dag for dag hober eksemplerne på meningsløs gadevold sig op. Spredt ud over det ganske land melder medierne igen og igen om det ene tilfælde af meningsløs vold efter det andet. Nat og dag, storby og provins. Alle steder og alle tider er den meningsløse vold til steder i vores bevidsthed, og ikke mindst i vores alles liv. Spild af liv, og en masse bekymringer fører denne meningsløse vold med sig.

Men er volden i sig selv selve problemet, eller er volden blot et symptom på et større og mere grundlæggende problem?

Det er ikke helt ligegyldigt hvordan vi italesætter volden som problem, fordi enhver italesættelse altid implicit bærer de mulige løsninger i sig. Når den meningsløse vold – og det skal her siges at der kun findes meningsløs vold, vold kan aldrig i sig selv have indbygget noget der kan betegnes som mening i meningsbegrebets rette betydning – italesættes som noget fragmenteret og individualiseret vil de mulige løsninger der kan tales frem også være det. Individuelle og fragmenterede. Hvorimod hvis volden forsøges forstået som noget sammenhængende og dybereliggende vil de løsninger der kan fremtænkes også være det.

Ved konstant at omtale volden i dens enkeltstående tilfælde, isoleret fra de andre tilfælde, gøres volden uforståelig, og gøres dermed umulig at komme til livs, gøres alene til et spørgsmål om straf. Når den meningsløse vold ikke sættes ind i de samfundsmæssige strukturer, bliver den til et problem der alene findes i det enkelte individ, og derfor også kun et problem der kan løses individuelt gennem straf (og måske resocialisering af voldsmanden). Men dermed løses den lige så lidt, som arbejdsløsheden løses ved at tilbyde den enkelte arbejdsløse kurser eller mere kontrol. Dette er den egentlige voldshandling vi alle udsættes for, ikke det enkelte overfald.

I liberalismens tidsalder vil alle samfundsmæssige problemer starte og slutte i individet, hvorved samfundet gøres blindt overfor de mekanismer der producerer de problemer samme samfund forsøger at løses. Og så længe alle efterplaprer liberalismens usande præmis om at ”samfundet ikke findes, kun mennesker og familien findes” vil volden som problem forblive uløst. Seneste eksempel på at det er den kurs der styrer forståelsen af volden og kriminaliteten er Claus Meyers såkaldte resocialiseringsprojekt blandt fanger i Vridsløselille, hvis grundlæggende præmis er at grunden til fangernes voldelige adfærd er at de aldrig har fået foldet deres indre indbyggede kok ud. Men at udfolde alverdens indre kokke løser intet af de problemer der oprindelig førte til volden. Der fører højst til at forretningen Claus Meyer får en masse positiv reklame tid i medierne, og at måltidet kaldet ”fremtiden” fordærves.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Demokratiets vugge brænder

Med billederne af det brændende Athen på nethinden er det svært at ikke at lade tankene glide hen over spørgsmålet – hvad er gået galt? Athen’s gader står i flammer, mens de folkevalgte stemmer omfattende nedskæringsplan igennem. En plan der på uhyggelig vis vil forandre hverdagen for grækerne, og som vanligt vil forandre den mest for de græker der befinder sig nederst på samfundsstigen.

Billederne fra det brændende Athen har et stort betydningsoverskud, der er meget at fortolke. Et af de tegn der står tydeligst i de TV transmitterede billeder fra Athen er grænsen mellem inde og ude. På en af de internet TV-kanaler hvor jeg fulgte afstemningen i det græske parlament var afstanden mellem ude og inde gjort symbolsk tydeligt. I det store billede af parlamentarikernes diskussion og afstemning var indsat et lille billede af gadekampene udenfor det græske parlament. Mere tydeligt kan grænsen mellem inde og ude vel ikke tydeliggøres. Inde i magtens varme, og ud i afmagtens kulde.

Volden i gaderne er altid symtom på vold et andet sted i den samfundsmæssige struktur. At mennesker pludselig bryder grænsen mellem det tilladelige og det ikke-tilladelige ved at brænde huse af er udtryk for en reaktion på symbolsk vold andre steder i det samfundsmæssige hiraki. Gadens vold, uanset om man har sympati med dette eller ej, er altid udtryk for en modmagt hvis årsager er produceret andre steder. Konfrontationen mellem politi og demonstranter er ikke udtryk for den egentlige kamp, men udtryk for at nogle underliggende konflikter antager en bestemt symbolform – ildens symbol. Men selvnår den fysiske brændende ild er slukket med vand, eksisterer disse konflikter fortsat. Og kampene på hver sin side af linjerne i denne konflikt vil blot antage andre former, måske mere skjulte, men de vil være der. Dette er vigtigt at huske på i frustrationen over at bålene i gaderne ikke fik liberalisternes kolonisering af de græske værdier fejet af bordet. Ilden bæres videre ind i det mikrokosmos den menneskelige hverdag består af. Oprørets ild vil være der i hver eneste møde i den græske virkelighed. Intet møde mellem abejder og arbejdsgiver vil antage samme form som før, erfaringen fra den sorte søndag vil altid være til stede et sted i bevidstheden. Billederne af det brændende Athen vil også symbolsk være til stede langt ud over de kunstige nationalgrænser borgerskabet søger at inddæmme den græske virkelighed i. Billederne vil være til stede som en konkret virkelig erfaring om hvori afstanden mellem inde og ude egentlig består – mellem inde i liberalismens hærgen over fællesskabte værdier, og ude i afmagtens forsøg på at bekæmpe denne ødelæggende umennskelig profitjagt. Indtil næstegang ilden blusser op igen og nye erfaringer gøres.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Uncategorized

Forhånelsens anatomi III

Der visse ting der vender tilbage år efter år i cyklisk rundgang. Jul, fødselsdage, vinterkulden for nu at blot at nævne nogle få. Men åbenbart er forhånelsen af hjemløse også en af de årlige tilbagevendende ting der giver året en cyklisk gang. Det er helt åbenlyst legalt, både i juridisk og hvad værre er, moralsk forstand, at fremkomme med hånende tale om hjemløse der risikere at lide kuldedøden i vinterkuldene. Blot skal du bare udnævne dem som kriminelle fremmede først, så er det tilladt at sige og gøre hvad som helst. Det sidste bliver så i høj grad brugt til netop ikke at gøre noget, og samtidig håne de der forsøger at hjælpe de frysende til lidt varme. Mest forhånende er det dog, både i juridisk og moralsk forstand, at staten ikke forlængst har løst denne problematik, således der var sikrede varme til de frysende, allerede inde vinterkulden satte ind. En vinterkulde der er lige så tilbagvendende som visse dele af middklassens forhånelse af de frysende.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Billeder der stemmer

Billeder der stemmer: http://www.flickr.com//photos/jehdk/sets/72157628562365943/show/

Hver gang mennesket skifter position, skifter det også stemning. Vi stemmes på forskellige måde alt efter hvor vi befinder os. Ting, temperatur, rolleforventninger, magtpositioner, materialer, årstid, farver, livsforhold, køn, relationer. Alt dette, og meget meget mere påvirker den måde vores sind stemmes på. Nogle gange i alt ubemærkethed, andre gange dramatisk.

”Stemthed” betegner et forhold mellem mennesket og verden i en bestemt situation. Mennesket står altid i forhold til verden i en given situation og er derved altid i en form for stemthed i forhold til det sansende element. Stemtheden, der ofte ikke bemærkes spiller ikke desto mindre en rolle for hvordan vi erkender verden. Løgstrup formulere det sådan:

”Dyrkelsen af sanseelementet, der endda kan være en rendyrkning,

 sker for følelsesvirkningens skyld. Men hvad har det at gøre med erkendelse?

Svaret er at det stemte indtryk indeholder en erkendelse der vil artikuleres”

(Løgstrup;1976:10)

Litteratur:

Løgstrup, K. E. (1976). Kunst og erkendelse: Kunstfilosofiske betragtninger (2. udgave). København: Nordisk Forlag A/S

Skriv en kommentar

Filed under Stilhed, Uncategorized