Mine digte

Mine forsøg udi poesiens univers. Og et forsøg på at skabe en poetik, som langt fra er færdig, men er under konstant konstruktion.

En poetik

Digte er åbninger i det intersubjektive tankermønster der udgør det Jürgen Habermas kalder livsverden. Digte er sproglige manifestationer af det usagte, af det der ikke kan siges i andre sprog, i det mindste ikke uden at blive underlagt system-logikken. Når et digt forlades, er det for at overlade ordene til livsverden´s intersubjektive forhandling af mening. Og kun de digte der giver denne intersubjektive verden mulighed for fortolkning er digte.
Alt andet er noget andet.
Det er kun de digte der overlever denne meningsforhandling, og tilfører livsverdnen ny mening, der med rette kan bære betegnelsen digte. Hvorvidt noget er et digt kan derfor ikke afgøres a-priori, før fortolkningen. Det er kun gennem fortolkningen, menings forhandlingen, et digt bliver et digt. Digtning er ikke en bestemt form, en gold form for rytme i ordene. At bestemme digte som en bestem form er system-logikkens forsøg på at kolonisere livsverdens frie energier. Det er rationalitettens forsøg på at kolonisere det irrationelle. Så når, eller hvis, nogen fortæller dig at du kun må skrive i en bestemt form, så tror dem ikke – de taler fra system-logikkens perspektiv.
Digte er et intersubjektivt sprog hvor igennem det er muligt at undslippe system-logikkens kolde kyniske sprog, og objektivere de utopiske energier der strømmer gennem det mellemmenneskelige fællesskab. Og hvad der gælder for digte, gælder for alle andre kunstneriske frembringelser. Og der er kun kunst hvis de åbner for livsverdens energier at der er tale om kunst – dette er kunstens brugsværdi. Der er sådan relationen mellem brugs – og bytteværdi ser ud i den kunstneriske sfære. De der fokuserer på bytteværdien – et værks pengemæssige værdi, eller omsætbarhed på et marked, fokuserer alene på system-siden af genstanden, og overser, eller er ikke i stand til at se, genstandens egentlige brugsværdi – som referent til en intersubjektiv meningsforhandling.
At skrive handler derfor om at åbne op for den intersubjektive meningsforhandling. At etablerer nogle kanaler fra det empiriske overfladesprog ned til ”folke”dybets sprog. Det er ”dernede” moralen dannes, der hvor rigtig og forkert så at sige skabes. Der hvor forhandlingen mellem rigtig og forkert foregår på et ikke-diskursivt plan. Og på den anden side af rigtig og forkert findes et sted – der vil jeg møde dig, som Nietzsche skriver. Det sted er i kunsten.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s