Damen med papilotterne

Det hele startede dengang en mand, det var vist en mand, indhegnede et stykke jord og udtalte de efterhånden noget tragiske ord ”Dette stykke jord er mit” og ingen sagde ham imod. Havde de dog bare kæftet lidt op, og måske prikket lidt til hegnet, så var jeg aldrig endt i det her forbandede dilemma. Ja egentlig er det slet ikke mig der er endt der, men fuglene. Men nu er der det med fugle at de intet kender til loven om den private ejendomsret, der er aldrig en solsort der har hegnet et træ ind og påstået at nu var det dens, ikke mig bekendt i hvert fald. Så jeg må vel ligesom tage mig dilemmaet på mig, må jeg ja.

Det stykke jord den her fortælling udspringer af er dog ikke hegnet ind, ikke endnu da. Ikke på den måde. For nu er der det med hegn at de kan antage mange former, og det stykke jord jeg snakker om var hegnet noget så dejligt ind af levende træer og buske, hvilket småfuglene i årevis havde nydt godt af. Og det havde vi andre også der er så heldige at besidde et lille sommerhus der grænser op til hegnet. Men nu er der nogen der har fået placeret noget friværdi på den anden side af hegnet. Altså friværdi materialiseret i form af et splinternyt sommerhus, hvilket jo i sig selv er dejligt.

Og fuglene så heller ikke ud til at synes det var et problem, selvom de godt nok var lidt tyste mens diverse håndværkere rumstere rundt med al friværdien der inde.

Nej det var først da damen med papillotterne, naboen altså, en morgen udtalte de, kan jeg se nu, tragiske ord ”Dette hegn er mit” og begyndte at fælde de dejlige buske og træer at fuglene forsvandt. Jeg tror ikke det var fordi de ikke turde sige hende imod, men nok mere fordi hun virkede meget, meget sikker i sin sag, og var bevæbnet med både kædesav og ørnenæb. Ja og så henvisningen til det juridiske faktum at ejer du et stykke jord så bestemmer du også over liv og død, i hvert fald hvad angår små fugles liv.

Og hvad kunne jeg gøre?

Hvordan argumenterer man mod mange mange århundreres konstruktion af sandheden om at den der ejer noget også er den der bestemmer hvad der skal ske og hvad der er bedst. Så som da det første gang skete, tav også jeg. Ja, jeg prikkede ikke engang til hegnet. Eller retter sagt. Jeg forsøgte ikke engang at forsvare hegnet.

Vi må kultivere vores haver er et budskab der gjalder over det ganske friværdi landskab, efter at køkkenet har fået tilsat en ny gang kultur i form af samtale. Hokus-krokus og din plet på jorden er forvandlet til en steriliseret æstetisk plet, hvor Weber-grill og Trip-Trap møblementet fortryller den nye stenbelægning. Væk med det vilde, det ukontrollerede, det der er der bare fordi det er der og altid har været der. Alt det der er, skal kunne begrunde hvorfor det er. Og det er der jo så meget der ikke kan. Ikke mindst fordi det slet ikke ejer de ord hvor igennem al begrundelse sker, og da slet ikke ejer de økonomiske værdier der altid kan gøre begrundelses ordene overflødige hvis bare der er nok af dem. Og her ville det være alt for billigt at bruge Operaen og Mærks McKenny Møller som begrundelse.

Alt for billigt.

Nyttehaven er skabt.

Ikke nytte i form af grønsager, men nytte i form af et symbol overskud. Hvis jeg viser dig min have, så ved du hvem jeg er. Jeg har kontrol synes at være det væsentligste budskab den moderne haveejer gerne vil kommunikere til omverden. Friværdi og nytteværdi indgår helt åbenlyst i en symbiose, hvor kampens resultat er kontrol. Det menneske der ikke kontrollerer sine omgivelser er ikke noget menneske, men noget andet. En dovenlars, en snylter, en psykisk syg, en klods om benet på alle de damer med papillotter og andet tingel tangel der futter rundt i alverdens små pantebrevs belånte havestykker og gør sig til dommer over liv og død.

Hvis du har kontrol er du noget, hvis du ikke har kontrol er du intet. Således ser spændingen ud mellem væren og intet i det moderne friværdi og ejendoms besatte samfund. Jeg vælger Intet frem for Væren. Men det tror jeg ikke engang damen med papillotterne opdager. Ligesom hun vist heller ikke har opdaget at alle de små fugle forsvandt.

2 kommentarer

Filed under Filosofiske strøtanker

Nulvækst er nulvækst

I øjeblikket kommer der forskellige meldinger omkring væksten i den offentlige sektor fra forskellige politikere. Bag den umiddelbare spin, som i bund og grund handler om at manipulere nulvæksten igennem, viser der sig et et entydigt billede af det offentlige forbrug i de næste 10 år – det skal ikke stige. Altså der skal ikke omfordeles flere midler af de samfundsskabte værdier til de fælles opgaver der varetages under etiketten “velfærd”. Særlig spændende er det at følge med i forskellige SFeres forsøg på at sælge nulvæksten som en særlig form for moderne socialisme. Altså en moderne form for socialisme hvor omfordelingen ikke fortrinsvis sker med statens mellemkomst, hvilket så må betyde at omfordelingen mellem de private skabte værdier og fællesskabets brug af disse så skal ske via markedet. Men det er jo liberalisme.

Og i virkeligheden ligger hunden netop begravet her. Signalerne om nulvæksten i den offentlige sektor har intet med moderne socialisme eller nogen af de andre “newspeak” ord dette søges sælges under. Hunden ligger begravet i EUs Finanspagt der binder den danske økonomiske politik til de krav om nulvækst der er opstillet heri. Altså talen om “nulvækst”, hvad enten den kommer fra Lars Løkke Rasmussen eller Villy Søvndal, kommer i virkeligheden fra Merkels Tyskland. Alt andet er spin.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Politiske kommentarer

Når den virkelige virkelighed trænger sig på

Jeg mødte en mand forleden. Ja, og hvad så? Det at møde en mand er der som sådan ikke noget usædvanligt i, og da slet ikke nok til ligefrem at tilføje Internettet endnu en lille ny sti. Nej, egentlig ikke og så alligevel.

Må hellere starte med at fortælle om omstændighederne omkring mødet, inden jeg går videre til det der udløste dette blog indlæg. Manden jeg mødte i påskeweekenden hedder Erik, er 73 år og har brug for hjemmehjælp til at klare de ting han ikke mere kan klare selv, som foreksempel at hente to flasker billig vermut og 20 smøger i Fakta. Eller lave kaffe og morgenmad. Grunden til han ikke kan det mere er at Eriks ben simpelthen er slidt op, og ikke rigtig kan bære ham mere. Grunden til at benene ikke mere kan bære hans slidte krop behøver man hverken være læge eller andet for at regne ud. Lønarbejdet har slidt dem op. Siden Erik fyldte 17 år har han arbejdet som maskinarbejder, først på B&W, og da værftet på Refshaleøen lukkede i 1996, sled Erik videre på Nilfisk.

At stå ved en drejebænk dag ud og dag ind, time efter time, har slidt bentøjet op. Simpelthen. Nu sidder Erik så i en tarvelig stol, i en tarvelig lejlighed, med fjernsynet, vermutten og smøgerne som eneste adspredelse, mens han venter på at der skal blive plads på plejehjemmet i nærheden. Humøret har han ikke mistet, og glæder sig til at komme på plejehjem fordi han så måske igen kan komme ud og gå en lille tur en gang i mellem. Beskedne krav til livet må man sige, og samtidig yderst tankevækkende når hans virkelighed sammenlignes med den virkelighed den politiske elite snakker ud fra, når den taler om velfærdssamfundet og dets fremtid.

Hvilken virkelighed er den mest virkelige? Eriks slidte smerteplagede krop og hans beskedne krav til livet? Eller politikkernes talregime med dens krav om konstant vækst i profittens størrelse, afskaffelse af efterlønnen, nedskæring i hjælpen til ældre udslidte mennesker, fordømmelse af rygere og vermut drikkende mennesker og så videre? Hvilken virkelighed man vælger er i sidste ende netop et valg.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Noget om vold

Endnu en weekend er væk. Endnu en weekend med meningsløs vold er overstået. Dag for dag hober eksemplerne på meningsløs gadevold sig op. Spredt ud over det ganske land melder medierne igen og igen om det ene tilfælde af meningsløs vold efter det andet. Nat og dag, storby og provins. Alle steder og alle tider er den meningsløse vold til steder i vores bevidsthed, og ikke mindst i vores alles liv. Spild af liv, og en masse bekymringer fører denne meningsløse vold med sig.

Men er volden i sig selv selve problemet, eller er volden blot et symptom på et større og mere grundlæggende problem?

Det er ikke helt ligegyldigt hvordan vi italesætter volden som problem, fordi enhver italesættelse altid implicit bærer de mulige løsninger i sig. Når den meningsløse vold – og det skal her siges at der kun findes meningsløs vold, vold kan aldrig i sig selv have indbygget noget der kan betegnes som mening i meningsbegrebets rette betydning – italesættes som noget fragmenteret og individualiseret vil de mulige løsninger der kan tales frem også være det. Individuelle og fragmenterede. Hvorimod hvis volden forsøges forstået som noget sammenhængende og dybereliggende vil de løsninger der kan fremtænkes også være det.

Ved konstant at omtale volden i dens enkeltstående tilfælde, isoleret fra de andre tilfælde, gøres volden uforståelig, og gøres dermed umulig at komme til livs, gøres alene til et spørgsmål om straf. Når den meningsløse vold ikke sættes ind i de samfundsmæssige strukturer, bliver den til et problem der alene findes i det enkelte individ, og derfor også kun et problem der kan løses individuelt gennem straf (og måske resocialisering af voldsmanden). Men dermed løses den lige så lidt, som arbejdsløsheden løses ved at tilbyde den enkelte arbejdsløse kurser eller mere kontrol. Dette er den egentlige voldshandling vi alle udsættes for, ikke det enkelte overfald.

I liberalismens tidsalder vil alle samfundsmæssige problemer starte og slutte i individet, hvorved samfundet gøres blindt overfor de mekanismer der producerer de problemer samme samfund forsøger at løses. Og så længe alle efterplaprer liberalismens usande præmis om at ”samfundet ikke findes, kun mennesker og familien findes” vil volden som problem forblive uløst. Seneste eksempel på at det er den kurs der styrer forståelsen af volden og kriminaliteten er Claus Meyers såkaldte resocialiseringsprojekt blandt fanger i Vridsløselille, hvis grundlæggende præmis er at grunden til fangernes voldelige adfærd er at de aldrig har fået foldet deres indre indbyggede kok ud. Men at udfolde alverdens indre kokke løser intet af de problemer der oprindelig førte til volden. Der fører højst til at forretningen Claus Meyer får en masse positiv reklame tid i medierne, og at måltidet kaldet ”fremtiden” fordærves.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Lad foråret komme

Overalt på jordkloden slås mennesker for et bedre liv. Nogen gør det helt åbenlyst, på gaden, i partiforeningen, i fagforeningen, i boligblokken. Andre gør det mindre åbenlyst, i drømmen, i samtalen, i maleriet, i digtene. Men alle gør det. Slås for et bedre liv.

Vi er de 99 pct. For vi er et vi, selvom det ser ud som om vi er de få og de splittede. Vi er et vi fordi vi inden i os alle bærer på den samme drøm, nemlig drømmen om en verden hvor goderne fordeles retfærdigt, hvor alle får mulighed for at yde efter evne, og nyde efter behov. Hvor freden sænker sig, og gør skaberkraften mulig. Hvor ingen mere skal gå sultne i seng. Hvor ingen mere skal frygte morgendagen, frygte sygdommen, arbejdsløsheden, frygte krisen, frygte klima kriser, frygte krig, frygte tortur.

Vi er de mange der er få nok til at ændre verden hvis vi vil. Vi er de 99 pct. der er henvist til tilskuerens rolle, mens den ene procent rager til sig af vores alles resurser.

Men vi vil ikke mere nøjes med tilskuerens rolle. Vi vil selv spille hovedrollen i vores eget liv, både alene og når det er sammen med andre. At indtage hovedrollen kræver et opgør med såvel scene som instruktør. Vi fornemmer at det er på tide at rive fortidens møre mure ned, og kaste gamle slidte metoder af sig, fordi vi lever i en tid hvor nye metoder må til for at forandre verden. Man kan ikke løse et problem ved hjælp af de samme tanker som producerede problemet i sin tid. En ny scene må sættes, og nye instruktører skabes. Og instruktørerne er overalt. Og du er selv en af dem. Fortidens tro på den suveræne leder, eller ledelse, er forbi. Flygtighedens epoke kalder på nye former for ledelse – nemlig selvledelse i fællesskab med andre. Alle stivnede former for organisering og ledelse vil netop stivne og blive ladt tilbage på anakronismens holdepladser, mens nye kamp og organisationsformer er under udvikling. Det ved ungdommen, og er i fuld gang med at afprøve den globale scenes muligheder.

Lad os alle lære af dem.

At vi er de 99 pct. betyder også at vores kamp ikke, hverken i udgang eller slutpunkt, er national. Når finanskapitalen operer globalt må modstanden også være global. De problemer vi slås med og imod kender ingen nationale grænser, men bevæger sig globalt. Vi lever i en verden hvor det at verden er relationel for alvor viser sig på den politiske scene, hvorfor en midlertidig sejr nationalt set, meget vel kan vise sig at være et nederlag på den globale. Verdensborgerskabet er derfor et af de emner vi de 99 pct nødvendigvis må sætte på dagsordnen, ikke mindst for at overvinde den splittelse den ene 1 pct. opretholder ved stædigt at holde liv i zombi-begrebet ”nation” og ”national”.

Den kamp vi de 99 pct fører er en decenteret kamp, hvor der ikke findes noget hovedkvarter man kan ringe til, ingen steder hvorfra direktiverne til handlinger udspringer. Du er selv centrum for kampen. Ingen ejer bevægelsen, og der findes ingen valgte ledere, intet medlemskontingent, ingen vedtægter og optagelses betingelser. Der findes kun en ting – en drøm om et bedre liv, og så dine handlinger frem mod dette mål. Det er det nye, der skal søge at overvinde alle de problemer verden står overfor. Ingen ved om det lykkes, men i det mindste har verdens 99 pct af befolkningen håbet om at ”noget sker”.

Så lad foråret blomstre, og smid alt gammelt utjent skidt ud.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati

Højesteret og Panoptikon

Tirsdag den 21 februar afsiger Højesteret dom i sagen om anvendelsen af skjult kamera på plejecentret Fælledgården i København. Det sker i den gamle sag startende med et indslag i DR’s “21 Søndag” tilbage i maj 2006. Produktionsselskabet Bastard Film havde dengang fået ansat en journalistelev med et skjult kamera som ikke-uddannet social- og sundhedshjælper. Det førte til et indslag, som både bragte ubehagelige optagelser af uprofessionel optræden og overskridelse af grænserne for anvendelsen af skjult kamera. Sagen udløste, udover en masse dæmonisering af plejepersonalet og mytespredning, også en  udløste en straffesag mod journalisteleven Marike Jensen og produktionslederen Miki Mistrati.
Dette takserede Byretten til 20 dages betinget fængsel, 50.000 kr. i godtgørelse til en beboer og godtgørelser til nogle ansatte. Præmisserne bag dommen er tre lovovertrædelser: Fotografering på plejecentret af en række beboere og ansatte, videregivelser af disse samt tilsidesættelse af tavshedspligten som ansat.
Danmarks Radio blev derimod ikke dømt i sagen, angiveligt fordi anklagemyndigheden ikke reagerede indenfor de fastsatte tidsfrister.
Afgørelsen i Byretten blev anket til Østre Landsret. Østre Landsret frikendte på grund af forældelse de to for fotografering og videregivelse. I stedet blev de to dømt for tilsidesættelse af tavshedspligten, og dommen blev nedsat til 10 dagbøder af 500 kr.
Den dom har de to anket til Højesteret, som imorgen afsiger dom i sagen. Så langt så dårligt.

Hvad der ikke er med i domshandlingen i Højesteret er den glidning hen i mod Panoptikon som hele denne, og mange andre lignende sager udtrykker. Altså den glidning hen i mod større og større mistillid til plejepersonalet, en mistillid der så bagefter bruges som argument for at indføre endnu mere kontrol. GPS overvågning, øget krav til dokumentation er blot få eksempler på den mistillidskultur der eksisterer i plejesektoren. Et særligt centralt emne i hele denne udvikling er det jeg kalder panoptikon i praksis. Panoptikon er det fænomen der handler om at minimere omkostninger ved overvågning, og hvor den mindst omkostningstunge overvågning er den overvågning der flytter overvågningen ind i den overvågne. Det er det der sker gennem sager som den der afgøres i Højesteret i morgen. Fordi man som plejepersonale aldrig kan vide hvornår man er overvåget, bliver man sin egen overvåger. Hvilken betydning dette har for arbejdsmiljø og arbejdsklima kan de fleste nok forestille sig. Og jeg er overbevist om at mere end en sygedag blandt plejepersonalet er udløst af denne overvågningsglidning, fordi den udtrykker mistillid til personalet. Rettelig burde det være det der var til domsforhandling i Højesteret i morgen.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Historisk naivitet

Det kan i en tid hvor krise, krige og andre menneskeskabte stridigheder hærger kloden virke uendeligt naivt at drømme om en fredelig verden. Uendeligt håbløst og uendeligt naivt.
Men så lad mig da være en håbløs uendelig naiv drømmer.
Heldigvis er jeg ikke alene i denne kategori af mennesker der ikke vil lade sig nøjes med verden som den nu er, og som ikke udskyder drømmen til et liv hinsides det menneskelige liv. Når drømmen om den evige fred til tider, og ikke mindst nu, mødes med ordene ”naivt og drømmende” skyldes dette ikke mindst den dømmendes manglende historiske blik. Af de tab menneskeheden er påført gennem en stadig grådigere udsugning i vækstens hellige tjeneste er historiebevidstheden nok et af de største. I den eksistentielle uro ”altings utilstrækkelighed” forbrugssamfundet har lullet hele menneskeheden ind i er blikket blindt rettet mod det næste forbrugsfiks, og dermed skæres det historiske blik over. Fortiden eksisterer ikke, har aldrig fundet sted, og er ubrugelig fordi den ikke er ny, smart og pakket ind i et velgennemtænkt brand. Fortiden sælger lige som ikke rigtig for tiden, hvor kun det nye hidtil usete for en kort stund kan tilfredsstille følelsen af altings utilstrækkelighed.
Men en menneskehed uden historie, er en blind menneskehed dømt til at begå fortidens fejltagelser. Hvilket er dumt. Fuldkommen som på et individuelt plan, gælder det også på et samfundsplan at det ikke er det at lave fejl der er problematisk. Det er derimod problematisk ikke at lære af sine fejl. Og uden det historiske blik stiger sandsynligheden for at gentage allerede gennemlevede fejltagelser sig. Aldrig på samme måde, altid lidt tragikomisk, men trods alt som fejl der kunne være undgået.
Nu er begrebet historie så at sige et vidt begreb. Der findes utallige tilgange til historien, og ligeså mange måder at forsøg at forstå hvad historie overhovedet er for et fænomen. Men disse forskelle i forsøgene på at begrebsliggøre det menneskelige faktum at tiden i går ikke er den samme som i dag, og forsøge at forstå hvad der skaber forskellen mellem i går og i dag er i første omgang ligegyldige. Mere vigtigt er det at få genetableret den historiske bevidsthed, således at det igen bliver almenmenneskelig dannelse at spørge til hvor de menneskelige fænomener egentlig kommer fra. Hvad skabte dem, hvilke ideer lå bag, hvilke kampe blev ført, og hvorfor fik de det udfald de nu gjorde.
Og jeg er overbevist om at gennem en historisk dannelse vil drømmen om en fredelig verden ikke mere forekomme knapt så naiv og håbløs. Den vil pludselig forekomme som fortsættelsen af en drøm menneskeheden til alle tider drømt, og som der findes uendelige mange tanker om tilbage i tiden der kan inspirere til tanken om en fremtidig fredelig verden.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker