At forlade et liv

En uomgængelig ting i den del af omsorgsbranchen hvor jeg har slået mine folder i den del år efterhånden er mødet med døden. Mange udtryk og andre krumspring foldes ud i forsøget på at omtolke det faktum at alle mennesker skal forlade denne jord på et tidspunkt. Mors og terminal er de to centrale begreber der søger at slå bro mellem liv og døden. Men uanset hvordan det uomgængelige faktum at tiden på jorden er afmålt, og alt andet derefter er behæftet med overordentlig stor usikkerhed, bliver man altid på en eller anden måde påvirket af mødet med den dødende. Positivt og negativt. Livsgivende og livstagende.

Et af mine mange møder med døden og den dødende var netop sådan et møde jeg altid vil bære et sted i mit hjerte fordi det var en afspejling af et levet liv. Et liv der på trods af alle mulige forhindringer og modgang var blevet fyldt helt ud til randen, og derfor også var et liv der kunne forlades med god samvittighed.

Jeg mødte Alfred første gang da han på mange måder bar alle de synlige ydre tegn på at afslutningen lå lige om hjørnet. Afkræftet, set i forhold til fordums manddomskraft, lå han der i sin sygeseng i en villa i en forstad til København. Mødet med ham handlede på papiret – altså det der kommunale stykke reguleringspapir der definere hvad hjælp og omsorg er – om hjælp til at få bleen skiftet, og blive lagt ordentlig i sengen. Men heldigvis handlede mødet for Alfred om mange andre ting, end de der statsdefinerede omsorgs opgaver, visse omsorgspersoner mener er det mest centrale i mødet mellem hjælper og hjulpne. Det handlede om at få fortalt om det rige liv han havde levet. Om på, måske et ubevist plan, at give livsgnisten videre og på den måde sikre sig selv en del af udødeligheden. Ikke den uddødelighed der tales en del om i dødens hus – kirken. Men den uddødelighed der kommer fra at have levet et liv man kan se tilbage på med tilfredshed, fordi man har forsøgt at bruge det og sine evner på bedste vis. Og det havde han, forsøgt at bruge sine evner på bedste vis. Cykelrytter havde han været, og kunne fortælle mange historier om de strabadser denne last havde været underlagt i knaphedens tyranni under anden verdenskrig. Sit liv som maler fyldte også en del, og værkstedshumoren fra det liv havde han stadig intakt. Ja, faktisk så meget at tonen der udvikler sig i de fællesskaber der er defineret ved hårdt ensidigt arbejde stadig var hans tone, selvom det nu var mange år siden han sidst havde sat sine ben på en byggeplads. De daglige gå ture med hans elskede kone gennem mange år, og arbejdet med at holde hus og have i fornuftig stand fyldte også.

Men ingen af de ting var det der fyldte mest i mødet med Alfred. Det var tallet 3420.

Bag dette helt centrale tal, hvorigennem Alfreds liv på mange måder kan opsummeres, gemmer sig ikke hans medlemsnummer i Malernes Fagforening, selvom han havde været medlem her siden sin læretid. Ej heller gemmer der sig det første telefonnummer han og konen fik da de sidst i halvfjerdserne fik installeret talerør til omgivelser i murmester villaen.

Tallet 3420 gemmer på en hemmelighed det har taget Alfred et helt liv at samle sammen, men som så tilgengæld også har givet ham så mange glæder. Den bedste måde at afsløre hemmeligheden bag tallet er vel nok at fortælle hvordan han indvidede mig i det tal han bar så tæt på sit hjerte, at det var noget af de sidste han huskede der på randen af livet.

Tallet 3420 er svaret på et ved første øjekast ret simpelt, og vil nogen nok mene, ligegyldigt spørgsmål. Men ikke for Alfred. For ham er det svaret på hvor mange bøger han havde læst gennem sit længe liv, siden den dag han for mange år siden knækkede den semiotiske kode.

– 3420, svarede han promte da jeg første gang bemærkede alle de bøger der beklædte hans lille værelse, hvor dødslejet var etableret. Gennem et langt liv med litteraturen som den mest trofaste følgesvend, måske lige bortset fra han kone Karen, havde Alfred ført nøje regnskab med hver eneste bog han havde læst. Og hans øjne afslørede, da han afslørede tallet, at dette tal langt fra kun havde en nummerisk værdi for ham. Bag tallet skjuler sig gud ved hvor mange timer i kontakt med litteraturens stemme. Timer der havde beriget Alfreds liv langt udover nogen form for rigdom penge kan købe. At høre tallet fra hans mund der på randen af livet var som at høre hele denne litterære verden tale med en stemme – læs mig. Og med den rigdom som ballast er jeg sikker på at Alfred ikke havde så svært ved at forlade sit liv – men det er jo kun noget jeg kan gisne om.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s