Brevet

Når man endelig har fået en lejlighed, er der ting der skal til før det hele bliver rigtig. Som f.eks. når det første brev dumper ind af brevsprækken med ens eget navn på. Så er det ligesom at de nye omgivelser er taget i besiddelse, man hører til et nyt sted, når selv det kgl.danske postvæsen ved at man bor et andet sted, selvom dette væsen ikke er så kongeligt mere, er det dog et eller andet slags vidne. Man findes og kan findes. Hvilket både har fordele og ulemper. Men sådan er jo livet.
Jens Peter havde det sådan, nu her hvor flyttekasserne var båret ind og han gik rundt i den nye lejlighed. Alene i den 4 værelses lejlighed, der stadig lugtede ny. Som i lugten af en ny start.
Stille var der. Sådan på en underlig facon. Den der stilhed, hvor man godt kan høre naboen støj, men kun som en umærkelig baggrund, til den egentlige støj, nemlig den støj man selv laver.
Alle gutterne var smuttet, efter at de havde siddet og drukket de traditionelle flytte øl, og snakket om indretning, fremtid og fodbold. Og damer, mest fordi det ligesom hørte sig til at snakke om damer, når de var alene. Ikke fordi der var nogen af dem der mente noget med det, men det hørte ligesom med. Det der med damer.
Underligt tomt blev der da de brød op, og hver for sig gik hjem til deres familier for at nyde resten af søndagen inde arbejdsugen meldte sig i morgen.
Det ville gå nogle dage inden han havde præget lejligheden med sin egen lugt. Det vidste han fra alle de andre gange han havde flyttet før, selvom han aldrig før var flyttet til en hel ny lejlighed. Men flyttet det havde han unægtelig prøvet før, alt for mange gange før. Og de fleste gange væk fra sig selv.
Men nu skulle det være slut med det omflakkende liv fra værelse til værelse. Ja, nu skulle han havde sit eget, og nu skulle han ikke være alene mere. For det var jo ikke hans egen skyld at han endelig havde fået taget sig sammen til at få styr på tilværelsen. Nej, og han kunne jo ikke sidde her alene i en 4 værelses lejlighed. Nej, selvfølelig ikke.
Mona hed hun. Mona Hansen fra Ålborg. Mona Hansen havde samlet ham op og sammen. Alt sammen var det Mona´s skyld. Det var hende der havde fået ham tilbage på ret køl, efter at han en del tid havde vaklet på kanten af den store rutjesetur. Han havde mødt hende inde i den indre by. Hun var på kursus i storbyen, og skulle lige nyde den sidste aften i byen sammen med nogle af hendes kollegaer, inden turen tilbage til provinsens hovedstad.
De havde taget den helt store tur. Han havde ført sig frem med kender miner på den indre bys værtshuse, hvor de nyslåede dagpenge hurtigt fik ben at gå på. Mange ben, endda. Men det var jo ikke hver dag man mødte kvinden i sit liv. Det vidste han nu ikke på det tidspunkt.
Hvornår ved man egentlig det.
Nej, selv da de skiltes ud på natten, var det ikke sikkerhed der var det rette ord. De havde godt nok udvekslet telefon nummerer, men det sker jo så tit, uden det fører noget med sig.
Han skulle da godt nok også tage mod til sig før han fik ringet til Mona.

Nu ville han gå i seng og glæde sig til at stå op i morgen i en ny lejlighed, og glæde sig til at tage hul på den sidste uge alene. Glæde sig til at den blev overstået, og nå frem til weekenden hvor Mona´s flyttekasser pludselig ville fylde lejligheden. Hans og hendes lejlighed.

Da han stod op mandag morgen, var det lige tidsnok til at høre brevsprækken klappe og hans første brev dumpe ind i hans og Monas nye lejlighed. Det gav et lille gisp i ham, da han hørte den uvante lyd. Han plejede ikke at få breve på den måde.
Han stod med det første brev med hans navn og den nye adresse på.
Jens Peter Olsen stod der, så det var helt i orden at flå det op.
Alligevel tøvede han lidt. Gik ud i det nye køkken og lavede sin første kop kaffe, med lidt besvær. Han havde ikke fået sat tingene på plads endnu. Hvorfor skulle han også det. Når Mona kom skulle hendes ting jo alligevel stoppes ind, og hun var også meget bedre til der med indretning. Sådan er kvinder jo. De har hele deres barndoms dukkelege at trække på, når de skifter dukkekøkkenet ud med et rigtige Kvik-køkken.
Nå, men det lykkes da at få brygget en kop kaffe.
Det første brev i hans nye tilværelse skulle nydes, så han satte sig ind i stuen til spisebordet og tændte for transistoren. Så lige ild på en smøg, og en slurk kaffe.
Nu var han klar til at flå den hvide kuvert op.

Kære Jens Peter.
Vores forhold må stoppe, jeg kan ikke flytte til København. Hils dine børn.
Ha´det godt i resten af dit liv.
Kærlig hilsen Mona.

Det var han nu ikke så sikker på han kunne love nogen.
Og da mindst af alle sig selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s