Manden og Bjerget

Når han sad der, stille og alene, væltede billederne frem lige foran.
Med bjerget i ryggen, kunne han kigge på dem i timevis. Mærkelige billeder. Sjove billeder. Kedelige billeder. Men kun hvis han sad helt stille, og kun hvis han havde bjerget i ryggen. Vendte han sig om, eller drejede hovedet bare en smule for meget, forsvandt billederne med det samme. Kun med bjerget i ryggen kunne han mane dem frem. Og kun med hans bjerg i ryggen, ingen af de andre bjerge duede.
Han havde ikke altid siddet lige dér. Nej, faktisk havde han først lært bjerget at kende fornyelig, nogen af billederne havde altid været der, men de fleste var helt nye. Og der kom hele tiden nye til.
Med bjerget i ryggen følte han sig tryg. Det var som om den massive væg bag ham, om sluttede hans indre med varme og tryghed. Selvom bjerget ikke i fysik´s forstand var levende, havde det sin egen sjæl. Nogen dage var det truende, og han havde på fornemmelsen at det kunne vælte ned over ham, hvornår det skulle være. Så dukkede han nakken en anelse, for ligesom at vise sin ydmyghed over for bjergets massive væsen.
De dage var de stille dage. Så var det som om verden gik i stå, og det sorte dominerede. Billederne blev og triste og sørgelig de dage, og han selv blev trist og indesluttet.
Men andre dage åbnede bjerget sig for ham, og nærmest omfavnede ham, når han sad der på sin ynglings plads midt på bjerget. Så var det som om verden åbnede sig for ham, og billederne blev lyse og skarpe. Det var de dage han talte med bjerget.
Så væltede minderne op i ham, og bjerget lyttede stille til alle fortidens historier. Om tiden, hvor han ikke kunne sidde stille så længe af gangen som nu, dengang hvor han ikke følte sig ensom blandt mennesker. Om ungdommen, hvor alle hans drømme stadig levede, og truede med at gå i opfyldelse.  Om hans første kærlighed, der aldrig blev til noget. Det var melankolske dage, men ikke triste.
Det var dengang, ja.
Sådan var det ikke nu.
Nu måtte han leve med at drømmene forblev drømme. Og i stedet forsøge at finde ud af hvorfor de aldrig var gået i opfyldelse.
Bjerget kunne ikke give ham svar på dét spørgsmål, selvom han havde spurgt mange gange. Tavst stod det blot bag ham og nægtede at svare. Hellere ikke fuglene der flyver rundt om bjergets top har noget svar på det spørgsmål.
Han selv heller ikke. At sidde her på toppen af livet, og se ned på tiden der forsvandt, gav ham ingen svar. Lige meget hvor meget han kiggede tilbage, lige tåget stod billederne af de tabte drømme. Stedet hvor de var forsvundet hen, kunne han ikke få øje på, deroppe fra bjerget.
Sådan var det ja.
Drømme der forbliver en drøm er en løgn. Og sådan følte han sig også tit. Som en lille ussel løgner. Livsløgnen havde været hans tro følgesvend i alle de år, den havde siddet der og gnavet i hans sind, når han byggede drømmene op. Alt det han gerne ville have ud af livet, alle de muligheder livet bød på, og som han skulle afprøve inden det var for sent. Men den lille tro følgesvend, vidste godt at de drømme aldrig blev andet. Hvornår løgnen havde sneget sig ind i hans sind, vidste han ikke. Ja ikke engang hvem der havde lukket op for den. Nu her på bjergets top føltes det som om den altid havde været der. Og det havde den nok også.
Sådan føltes det, ja.

Men billederne havde han da. Og nogen gange lignede de faktisk hans egne drømme, selvom de godt ind i mellem kunne blive lidt for nærgående.  Men jo mere han kiggede på billederne, jo mere lignede de hans drømme. Godt nok havde de ikke helt samme farve. Hans drømme lyste mere, var mere nuancerede og klare, hvor i mod billederne mest af alt lyste blå. Drømmene havde også mere dybde, eller måske var det drømmenes sjæl der fik dem til at virke dybe. Billederen havde hverken sjæl eller dybde, men de var det eneste han havde tilbage, ja og så bjerget. Det havde ikke dybde, men højde. Hverdag voksede bjerget, næsten helt af sig selv, mens han kiggede på billederne der over fra den anden side. Og hverdag kom der stadig flere fugle til, alle udklækket på hans bjerg. Det havde han ikke noget imod. Fuglene måtte godt bruge hans bjerg. Disse tavse fugle der var de eneste levende væsner han så, når han sad der med bjerget i ryggen og billederne foran, ja lige bortset fra det mylder af mennesker han så på billederne. Dem kunne han jo heller ikke snakke med.

Han så ikke den dag de væltede hans bjerg, og bar det ud i en container på gaden. Han så heller ikke da de smed fjernsynet og hans stol ovenpå bjerget af aviser, madrester og gammel tøj.
Han så slet ikke den dag de smed hans drømme ud.
Den dag havde han været død i fire uger.
Og fuglene døde lidt efter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s