Tag Archives: angst

Stilhed

Stilheden synes efterhånden at være en socialt set knap ressource. I det mindste når man som jeg bor i byen. Stilheden er så fraværende, at man for alvor bemærker den når den er der. Pludselig og meget uventet kan den smyge sig ind omkring kroppen som en ven man har savnet længe. Og i det øjeblik åbnes der til det indre univers, og muligheden for at møde ens nøgne jeg er tilstede.
Hvis man tør.
Men at turde dette synes at være et af det senmoderne menneskes angst objekter. Overalt bedøves denne angst med alverdens aflednings tricks. Det senmoderne sind bombarderes med lyde og billeder i sådan en grad at dets fortolkning mekanismer til tider brænder sammen og giver op. Stress, angst og depression er blot nogle af de begreber vi sætter på sådanne sammenbrud. Når, og hvis, det sker rammes man for alvor af stilhed, nemlig den stilhed der eksisterer i det “udenfor” larmen fra samfundets krav om effektivitet skaber. Derude på den anden side af det gode selskab, opleves den væreste form for stilhed. Derude hvor de der er indenfor taler til en som de taler til alle andre der ikke “yder” noget til samfundet– børn, gamle og handicappede.
Fra det larmende midtpunkt sidder de der og taler ned til alle dem derude. Ord som åndelig fattigdom er for eksempel påstande det efterhånden er helt legitimt at anvende om de mennesker der er bukket under for det larmende samfunds krav om effektivitet. Der praksiseres ikke racehygiejne i det senmoderne samfund på et fysisk plan, men men det plan der ofte betegnes som kulturelt er det legitimt gennem sproget at udstøde de mennesker nogen mener ikke yder nok, eller ikke yder det rigtige. Og kigger man efter i sproget vil man opdage at mange af de argumentationskæder der tidligere blev anvendt da udelukkelse mekanismerne antog mere fysisk karakter er de samme.
Det er på tide med en modstandsbevægelse der kæmper mod denne sproglige racehygiejne.

2 kommentarer

Filed under Uncategorized

Højesteret og Panoptikon

Tirsdag den 21 februar afsiger Højesteret dom i sagen om anvendelsen af skjult kamera på plejecentret Fælledgården i København. Det sker i den gamle sag startende med et indslag i DR’s “21 Søndag” tilbage i maj 2006. Produktionsselskabet Bastard Film havde dengang fået ansat en journalistelev med et skjult kamera som ikke-uddannet social- og sundhedshjælper. Det førte til et indslag, som både bragte ubehagelige optagelser af uprofessionel optræden og overskridelse af grænserne for anvendelsen af skjult kamera. Sagen udløste, udover en masse dæmonisering af plejepersonalet og mytespredning, også en  udløste en straffesag mod journalisteleven Marike Jensen og produktionslederen Miki Mistrati.
Dette takserede Byretten til 20 dages betinget fængsel, 50.000 kr. i godtgørelse til en beboer og godtgørelser til nogle ansatte. Præmisserne bag dommen er tre lovovertrædelser: Fotografering på plejecentret af en række beboere og ansatte, videregivelser af disse samt tilsidesættelse af tavshedspligten som ansat.
Danmarks Radio blev derimod ikke dømt i sagen, angiveligt fordi anklagemyndigheden ikke reagerede indenfor de fastsatte tidsfrister.
Afgørelsen i Byretten blev anket til Østre Landsret. Østre Landsret frikendte på grund af forældelse de to for fotografering og videregivelse. I stedet blev de to dømt for tilsidesættelse af tavshedspligten, og dommen blev nedsat til 10 dagbøder af 500 kr.
Den dom har de to anket til Højesteret, som imorgen afsiger dom i sagen. Så langt så dårligt.

Hvad der ikke er med i domshandlingen i Højesteret er den glidning hen i mod Panoptikon som hele denne, og mange andre lignende sager udtrykker. Altså den glidning hen i mod større og større mistillid til plejepersonalet, en mistillid der så bagefter bruges som argument for at indføre endnu mere kontrol. GPS overvågning, øget krav til dokumentation er blot få eksempler på den mistillidskultur der eksisterer i plejesektoren. Et særligt centralt emne i hele denne udvikling er det jeg kalder panoptikon i praksis. Panoptikon er det fænomen der handler om at minimere omkostninger ved overvågning, og hvor den mindst omkostningstunge overvågning er den overvågning der flytter overvågningen ind i den overvågne. Det er det der sker gennem sager som den der afgøres i Højesteret i morgen. Fordi man som plejepersonale aldrig kan vide hvornår man er overvåget, bliver man sin egen overvåger. Hvilken betydning dette har for arbejdsmiljø og arbejdsklima kan de fleste nok forestille sig. Og jeg er overbevist om at mere end en sygedag blandt plejepersonalet er udløst af denne overvågningsglidning, fordi den udtrykker mistillid til personalet. Rettelig burde det være det der var til domsforhandling i Højesteret i morgen.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Noget eller nogen, det er spørgsmålet

Hvem eller hvad vil du være

Noget og leve op til samfundets forventninger til dig om at udfylde de præfabrikerede roller. Glide ind i undertrykkelses stuktuerne, finde din plads i status hierarkiet og slå dig til tåls med den konforme plads livet har reserveret til dig, og givet dig i gave fordi du altid gør som der bliver sagt?

Vil du som en fisk resten af dit korte liv svømme derhen hvor stimen nu svømmer, fordi trygheden der midt i den blinde flok reducerer livets kompleksitet. Her i den grå masse slipper du for at tænke yderligere over livet, her kan du lade din krop styre af massens bevægelser. Den lille fisk i det kolde vand, der altid blot kan trække på skulderne når livets etiske paradokser melder sig, og sige; Jeg gør blot som jeg får besked på. Tankeløshedens tyranni skabt af den robotagtige symbiose du indgår i med stimen af grå kolde fisk der ukritisk tilpasser sig hinandens bevægelser. Angststyret svømmer stimen rundt uden andet mål end at dæmpe frihedens angst.

Alt kunne være anderledes, og dog er det så ens.

Nogen og dermed leve op til den frihed du fødes med. Tage livet på dig fuldt og helt, og have mod til at betjene dig af din egen fornuft. Have som mål at danne din fornuft, og ikke lade noget i livet uprøvet. Bruge livets gave til at folde tilværelsen ud i al dens paradoksale mangfoldighed. Have mod til at forholde dig kritisk når de kommer og siger; sådan er det, og derfor skal du gøre sådan og sådan. Have mod til at gøre oprør mod slavemoralen den blinde svømmen rundt i det kolde vand lever af. Vide at du ikke har en chance, men at det handler om at gribe den. Vide at de hele tiden vil søge at lægge din frihed i lænker, men at det hele tiden er muligt at undslippe disse ved at holde tanken fri. Din frihed vokser i det øjeblik du indser at alene du har definitionsmagten i dit liv. Du bestemmer alene hvordan situationerne i dit liv skal fortolkes, og jo rigere din begrebsverden er jo rigere kan du fortolke og definere dit liv. Din frihed vokser når du indser at livet altid er både negativt og positivt, forskellen er alene hvor du retter dit fokus her og nu.

Alt kan være anderledes, og du har friheden til at se det.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Rejsen mod mig selv

Et hav af udstrakte hænder……..

Kunstens beretigelse er at synliggøre det usynlige, eller sætte sprog på det usigelige – på alt det der befinder sig på den anden side at sprogets grænse. At gå ind i kunsten er på mange måde at forlade et sprog, og finde et andet. Det er at gå ind, eller ud, til der hvor begreberne ikke helt kan række ud, eller ind. Dette sted der tilsyneladende er ikke-eksisterende fordi normalsprogets usigelseskraft ikke rækker der hen, og derfor lader stedet usynligt, lader stedet ligge hen i åndelig mørke. Når normalsprogets begreber ikke oplyser verden for det fortolkende sind, forbliver fænomenerne usynlige, eller ikke-eksisterende. Og uden kunstens sprog ville den oplyste verden være et meget mørkt sted at være, hvor kun små vage   lyskegler fejede hen over mørket i små glimt. At synliggøre det der ligger mellem ordene, den virkelighed der ofte virker uvirkelig, men alligevel altid er tilstede i virkeligheden er det kunst kan.

Disse tanker er udløst af teksten til Søren Huss sang “Et hav af udstrakte hænder”, som er en sang der har berørt mig meget, fordi den på en utrolig flot måde fremskriver en masse følelser der ellers næsten aldrig sættes ord på. Eller som det kræver et helt særligt sprog at sætte ord på, fordi det kræver et helt særligt sprog at udtrykke disse følelser. Hvordan beskrive, med ordenes fattige evne følelsen af eksistentiel angst? Meget få er det lykkes for at sætte ord på den følelse af livsangst som vi alle lever med, men det lykkes for Søren Huss.

Og at det lykkes for ham på denne fornemme måde skyldes ikke de ord han sætter på den gennem sangen, men skyldes i høj grad at han har oplevet angsten OG har modet til at erkende den for offentligheden. For der skal mod til i dag at erkende og synliggøre at man ikke er perfekt og ufejlbarlig. Vi lever i en tid der på en fuldkommen overfladisk måde dyrker det perfekte og ufejlbarlige – e verden hvor diverse Amalier ophæves til guder og helte. Hvor det perfekte ydre, det perfekte ufejlbarlige liv, er normsættende – har sat sig som den hegenomiske diskurs, alle andre diskurser må legitimere sig i forhold til. Og i denne hegenomiske proces udstødes det uperfekte det fejlbarlige og synker ned på bunden af virkeligheden, men værst af alt det gøres usynligt. Et hav af udstrakte hænder skal der til for at trække det tilbage i lyset, og Søren Huss har slået tonen an på fornemste vis og hans ord rækker langt ind i mørket.

2 kommentarer

Filed under Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Panoptikon i praksis

Pia Kjærsgaard og kumpaner er i en eller anden forstand ved at genopføre Muren, og spiller på sin egen tragikomiske facon rollen som Erich Honecker. I en form for national romantisk blodrus bruges en masse energi på at stirre sig blind på det Ulric Beck så rammende har italesat som et zombi begreb – nationalstaten. Zombi begreb fordi begrebet Nationalstat anvendes, selvom den virkelighed begrebet sigter på ikke findes mere. Mørkemænd og kvinder sidder og luner sig ved et begreb, alt imens de lukker alle sanser for at den virkelighed begrebet i sin tid dækkede over ikke mere findes. Lidt skræmmende du. Skræmmende at have en flok politikere rendende rundt der bruger deres magt i forhold til noget der ikke findes. Og oven i købet bygger fysiske og psykiske mure rundt om dette ikke-noget.

Men det er desværre langt fra i den mere larmende del af virkeligheden at tragikomiske forsøg på at efterligne historiske fejltrin foregår. Også i det stille foregår der ting der uhyggeligt meget ligner historiske udviklinger i f.eks. Østtyskland. Godt nok har vi endnu ikke opbygget en variant af Stasi, men er åbenbart i en eller anden form ved at opbygge stikkervirksomheden denne østtyske politimagt baserede sin magt på. Et eksempel på dette har jeg netop fået fortalt, og det stammer ikke fra de forsøg på at inddæmme såkaldt socialt bedrageri som pressen er så fyldt af. Nej, det stammer fra en så ellers fredelig del af verden som ældreplejen. Som konsekvens af de sager der til tider er oprullet i pressen hvor ansatte i ældreplejen har brugt arbejdstiden til at gøre private indkøb er tonen og selvovervågningen for alvor skærpet mellem ledelse og ansatte, og ansatte i mellem. Et eksempel på hvad sådan en betændt arbejdssituation kan føre med sig stammer fra en her unavngiven hjemmeplejeenhed i København. Unavngiven fordi jeg er fuldkommen sikker på at lignede oplevelser kan findes mange andre steder i andre hjemmeplejeenheder, hvilket jeg ved at bitter erfaring gennem mit daglige arbejde i denne branche.

En ansat i hjemmeplejen skal ind og tanke den arbejdsbil hun anvender på sin tur rundt til at servicere borgerne, hvilket jo er helt naturligt da sådanne biler ikke rigtig kan undvære brændstof. Og da vi mennesker på mange måder ligner de maskiner vi omgir os med fungerer hun heller ikke så godt uden brændstof, og da hun skal betale for benzinen køber hun en cola og en Mars bar til sig selv. Og betaler naturligvis selv for sin egen brændstof. Men dette suspekte indkøb bliver observeret af en anden kollega, der senere anmelder den sultne kollega til ledelsen af hjemmepleje enheden for brud på den regel der er udstukket om at der ikke må foretages private indkøb i arbejdstiden. Inden denne sag skal bedømmes udfra en eller anden etisk standard for hvad der er dette rette, skal lige nævnes at når man kører rundt f.eks. om aftenen og servicere ældre borgere er der en række ting der ikke er findes, som normalt forbindes med en arbejdsplads. F.eks. eksisterer der ikke en velassorteret kantine, hvor de ansatte kan spise deres medbragte mad, eller serviceres med en eller anden form for firma mad ordning, som kendes fra mange andre mindre vigtige brancher i dette land. Der findes således heller ikke toilet, hvorfor de ansatte må krydse ben, og suser rundt mellem diverse offentlige toiletter på deres 8 timers lange vagt. Køleskabe i bilerne findes heller ikke, hvorfor det at medbringe mad hjemmefra kan være lidt af en udfordring.

Men oven i disse mere lav praktiske udfordringer, rejser denne historie en række mere dybereliggende problemer/udfordringer. Hvis det i den branche hvor omsorgen for næsten, eller den Anden som jeg foretrækker at kalde det, er den kompetence der om nogen skal være til stede udvikler sig sådan et stikker-overvågnings system, hvordan vil selvsamme omsorg så se ud i fremtiden?. Hvis de mennesker der skal passe på de svageste i det her samfund presses, og lader sig presse, ind i en sådan mistænkeligheds kultur gennem New Public Manegement kulturen, hvordan kommer den omsorg for de svageste til at se ud?

Og ikke mindst, hvordan påvirker sådan en arbejdsklima, skabt i lystet af kravet om øget effektivisering og rationalisering, den åndelige habitus der om noget er det der driver Social og Sundhedsarbejderen i sit daglige virke? Selvovervågning og angst for angiveri virker ikke umiddelbart som noget der er sundt for et ordentlig omsorgsklima.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

27.december 2010

Læste søndag morgen interessant interview med den afgående formand for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, i dagens Politiken. “Vi lever i et samfund med et overskud af eksistentiel angst, som gør, at vi støder andre mennesker ud”. Dette er ifølge ham den grundlæggende mekanisme bag det post-solidariske samfund vi lever i nu. På grund af eksistentiel angst støder vi alle der ikke ligner os selv fra os, og gemmer os i “forstillede fællesskaber” med dem der ligner os selv. Og, tilføjer jeg for egen regning, dem der ligner os selv er dem der forbruger som os selv.

Eksistentiel angst er angsten for tilværelsens meningsløshed. Og dermed må formanden for Kirkens Korshær mene at overvindelsen af fremmedhadet sker gennem det at tilføre mening til livet. Og snublende nær er jo Gud, og kristendommen, som det der kan give tilværelsen mening og løfte mennesket ud af sin eksistentielle angst. Jeg er desværre bange for at tingene ser lidt mere nuanceret ud, og at løsningen ikke ligger gemt i det kristne fællesskab, men ligger gemt i hvad man med en parfrasering af Ulrich Bech kunne kaldes det kosmopolitiske fællesskab.I bogen “Magt og modmagt i den globale tidsalder” analysere Ulrich Bech de politiske og økonomiske konsekvenser af globaliseringen. Og en af pointerne i denne analyse er at de grænser – af fysisk, eller psykisk art – moderniteten opbyggede er under opløsning, eller forandring. Distinktionen mellem national/international giver i hans optik ikke mere mening, grænsen mellem disse to er opløst. Og på samme måder er mange af de gamle kendte grænser under opløsning/forandring. Eller de er med Ulrich Beck´s ord sat til genforhandling. Og på den måde kan Henrik Lenau Henriksen udsagn om den eksistentielle angst forstås – forholdet, eller grænsen, til næsten er sat til forhandling.

Man kan kun være enig med Henrik Lenau Henriksen´s diagnose, men det kniber lidt for mig at erklære mig enig i hans løsning. Diskussionen handler rigtig nok om hvor man sætter grænsen for sin næstekærlighed, hos sig selv, sin familie, nationen eller videre ud i verden. Desværre tror jeg at et af de mekanismer der skaber den nuværende indsnævring af fællesskaberne er at grænsen for disse sættes for tæt på en selv. Ja ofte sættes grænsen ved en selv. Eller den sættes i ens umiddelbare nærhed, rundt om det man umiddelbart kan overskue. Men måske er det største problem spørgsmålet om hvem der deltager i forhandlingen af de nye grænser for næstekærlighed. Alt ære være for at de kristne sætter forholdet til diskussion, men det bliver en fattig forhandling hvis de alene skal diskutere med Pia Kjærsgaard. Så opfordringen kan kun lyde – deltag i forhandlingen af de nye fællesskaber. Selv lægger jeg min stemme i det kosmopolitiske fællesskab baseret på demokratiske principper og samtale.

Skriv en kommentar

Filed under Dagbog, Demokrati

27.november 2010

Sidder og kigger ud på sneen der daler så fint, og lader alt ens. P1 kører i baggrunden, og kaffen er stadig varm i koppen. Hvad mere kan et menneske ønske sig? Og hvorfor er det så svært at stille sig tilfreds, hvorfor er det man ikke tør udbryde “Jeg er faktisk godt tilfreds med det jeg har, jeg behøver ikke mere”.

Er grunden til denne kulturelle rastløshed alene Forbrugersamfundets indtrængen i alle menneskelige porer? Eller kan der udpeges andre, og måske endda mere grundlæggende, mekanismer der skaber al denne menneskelige rastløshed og blinde skraben sammen. Status angst, eller angsten for at være udenfor det gode forbrugsselskab, er naturligvis en væsentlig mekanisme der generer megen utilfredshed, som blandt andet beskrevet af Alain De Botton i bogen “Statusangst”, eller flere gange af Zygmunt Baumann i hans beskrivelser af forbrugersamfundets ambivalenser. Ja, hvilket begreb begriber bedst denne tingslige rastløshed der på denne årstid når sit toppunkt i takt med at julehøjtiden nærmer sig. Mobilitetsmani er et andet begreb der byder sig til, men vist heller ikke indfanger det hele. Spørgsmålet er om der overhovdet er noget enkelt begreb der indfanger denne kulturelle rastløshed, og blinde sammenskraben.

Skriv en kommentar

Filed under Dagbog