Tag Archives: eksistentiel angst

Noget om ulydighed og sprog

Ulydigheden er nødvendig for at bringe livet fremad. Intet samfund, intet fællesskab er forandret til det bedre gennem lydighed, ved at menneskene satte sig ned og sagde vi er egentlige tilfredse med tingenes tilstand, og behøver blot i al fremtid at følge de engang vedtagne sandheder. Nu behøver vi ikke mere stille kritiske spørgsmål ved tingenes tilstand. Vi har nået sandheden om den menneskelige tilværelse, og oven i købet sandheden med stort S.
Nej, enhver forandring i menneskeheden historie er kommet i stand ved netop ulydighed, ved at nogle eller nogen stod op og trodsede de nu engang vedtagne sandheder om dette eller hint. Derfor er al menneskelig historie hidtil en historie om kampen mellem lydighed og ulydighed. Det er en konfliktens historie.
Modsætningen mellem lydighed og ulydighed er gennem menneskenes historie blevet italesat under mange forskellige begreber. Kætteri, når ulydigheden handler om kirkens magt over menneskenes tanker og handlinger. Promiskøsitet, når kampen handler om regulering af menneskenes driftliv. Terror, når ulydigheden handler om selve magten over magten. Ord er vold, og ved at sætte ulydigheden på sproglige negative former har magten altid søgt at inddæmme og nedkæmpe modmagten. At læse den menneskelige historie i kritisk lys bliver derfor også altid et spørgsmål om at forholde sig kritisk til begrebernes negative og positive side. Hvem, eller hvad, har interesse i at benævne netop disse mennesker og ideer negativt, med begreber som terrorister, hekse, kættere, eller nogle af de mange andre negative prædikater der kan hæftes på mennesker der ikke lige følger den engang vedtagne norm.
I lyset af dette bliver det derfor beskæmmende at se hvor lidt netop ulydigheden fylder i det daglige sprog verden flyder over med. Beskæmmende at se hvor lidt der lyttes til de der søger at tale et andet sprog, end det sprog hvorigennem magten taler – vækst- og nyttelogikkens sprog. Beskæmmende at se hvordan selv de der italesætter sig som modstandere af den herskende orden, betjener sig at netop samme sprog som den magt de angiveligt søger at bekæmpe.
Magten findes i sproget, den gennemsyrer alt hvad vi siger og skriver. Den er altid tilstede i vores domme om dette eller hint. Derfor starter, og slutter enhver drøm om en bedre tilværelse med en kritisk granskning af sproget hvorigennem denne drøm søges materialiseret.
Oprør i sproget er altid der den nødvendige ulydighed starter. Den der tør tale anderledes om tingene, er også den der tør vise det første skridt ud af lydighedens trange tankefængsel.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Politiske kommentarer

Historisk naivitet

Det kan i en tid hvor krise, krige og andre menneskeskabte stridigheder hærger kloden virke uendeligt naivt at drømme om en fredelig verden. Uendeligt håbløst og uendeligt naivt.
Men så lad mig da være en håbløs uendelig naiv drømmer.
Heldigvis er jeg ikke alene i denne kategori af mennesker der ikke vil lade sig nøjes med verden som den nu er, og som ikke udskyder drømmen til et liv hinsides det menneskelige liv. Når drømmen om den evige fred til tider, og ikke mindst nu, mødes med ordene ”naivt og drømmende” skyldes dette ikke mindst den dømmendes manglende historiske blik. Af de tab menneskeheden er påført gennem en stadig grådigere udsugning i vækstens hellige tjeneste er historiebevidstheden nok et af de største. I den eksistentielle uro ”altings utilstrækkelighed” forbrugssamfundet har lullet hele menneskeheden ind i er blikket blindt rettet mod det næste forbrugsfiks, og dermed skæres det historiske blik over. Fortiden eksisterer ikke, har aldrig fundet sted, og er ubrugelig fordi den ikke er ny, smart og pakket ind i et velgennemtænkt brand. Fortiden sælger lige som ikke rigtig for tiden, hvor kun det nye hidtil usete for en kort stund kan tilfredsstille følelsen af altings utilstrækkelighed.
Men en menneskehed uden historie, er en blind menneskehed dømt til at begå fortidens fejltagelser. Hvilket er dumt. Fuldkommen som på et individuelt plan, gælder det også på et samfundsplan at det ikke er det at lave fejl der er problematisk. Det er derimod problematisk ikke at lære af sine fejl. Og uden det historiske blik stiger sandsynligheden for at gentage allerede gennemlevede fejltagelser sig. Aldrig på samme måde, altid lidt tragikomisk, men trods alt som fejl der kunne være undgået.
Nu er begrebet historie så at sige et vidt begreb. Der findes utallige tilgange til historien, og ligeså mange måder at forsøg at forstå hvad historie overhovedet er for et fænomen. Men disse forskelle i forsøgene på at begrebsliggøre det menneskelige faktum at tiden i går ikke er den samme som i dag, og forsøge at forstå hvad der skaber forskellen mellem i går og i dag er i første omgang ligegyldige. Mere vigtigt er det at få genetableret den historiske bevidsthed, således at det igen bliver almenmenneskelig dannelse at spørge til hvor de menneskelige fænomener egentlig kommer fra. Hvad skabte dem, hvilke ideer lå bag, hvilke kampe blev ført, og hvorfor fik de det udfald de nu gjorde.
Og jeg er overbevist om at gennem en historisk dannelse vil drømmen om en fredelig verden ikke mere forekomme knapt så naiv og håbløs. Den vil pludselig forekomme som fortsættelsen af en drøm menneskeheden til alle tider drømt, og som der findes uendelige mange tanker om tilbage i tiden der kan inspirere til tanken om en fremtidig fredelig verden.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker

Et vildt og poetisk liv….

At leve et vildt og poetisk liv er kernen i Tomas Espedal´s bog “Gå”. Men hvad vil det egentlig sige at leve et vildt og poetisk liv,  ja eller mere præcist hvad vil det sige for mig at leve sådan et liv? Vil jeg overhovedet et sådant liv?

Ærlighed er vel en af de essentielle fænomener der må være til stede i sådant et liv? Altså ærlighed overfor mine egne værdier, således det er muligt at leve gennem dem, og ikke leve gennem andre værdier. Det er vel også derfor at Nietzche´s herremoral fylder så meget i alle de tekster der er skrevet om det at vandre, om det at rejse mod sig selv. For som han skriver; “On ne peut pas penser et écrire qu´assis (Man kan kun tænke og skrive siddende) (G.Flaubert) – Her har jeg dig, nihilist! At sidde på sin flade røv er netop synden mod den hellige ånd. Kun de tanker, man har gået sig sig til, har værdi.”

Gået sig til kan naturligvis opfattes helt bogstaveligt, og det skal de også. Men jeg læser nu den ældre mands anbefaling lidt dybere, som en metafor. At gå sig til tanker, i modsætning til at sidde sig til tanker, vil sige at kæmpe sig frem til erkendelsen. At sidde behageligt er her en metafor for det at leve et velbehageligt trygt liv omgivet af alle sine trygge fordomme. et bedsteborgerligt liv hvor intet sættes på spil, hvor tankevirksomheden aldrig bliver farligt, hvor tanken aldrig bevæger sig udenfor det kendte land. Modsætningen her til er at lade tanken udenfor de kendte ramme, bevæge sig ud i det åbne ukendte land. Derud hvor det uafgjorte hersker. Der hvor den begreblige logik endnu ikke har fortolket verden for dig, men hvor du selv er nødt til at yde noget for at skabe mening i tilværelsen. Kun derude kan du skabe dine egne værdier, og kun de værdier du således har gået dig til kan benævnes værdier. Alle de andre tanker er udtryk for nihilisme i ånden. Og kun der kan du besvare det eneste alvorlige filosofiske problem, der ifølge Camus, findes; Selvmordet. “Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål”. Og svaret på dét spørgsmål findes kun ved at gå sig til sine tanker, ved at sætte mageligheden på spil og vove sig ud i det åbne land hvor uafklaretheden hersker. Derud kommer du ikke siddende…..

Skriv en kommentar

Filed under Rejsen mod mig selv

27.december 2010

Læste søndag morgen interessant interview med den afgående formand for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, i dagens Politiken. “Vi lever i et samfund med et overskud af eksistentiel angst, som gør, at vi støder andre mennesker ud”. Dette er ifølge ham den grundlæggende mekanisme bag det post-solidariske samfund vi lever i nu. På grund af eksistentiel angst støder vi alle der ikke ligner os selv fra os, og gemmer os i “forstillede fællesskaber” med dem der ligner os selv. Og, tilføjer jeg for egen regning, dem der ligner os selv er dem der forbruger som os selv.

Eksistentiel angst er angsten for tilværelsens meningsløshed. Og dermed må formanden for Kirkens Korshær mene at overvindelsen af fremmedhadet sker gennem det at tilføre mening til livet. Og snublende nær er jo Gud, og kristendommen, som det der kan give tilværelsen mening og løfte mennesket ud af sin eksistentielle angst. Jeg er desværre bange for at tingene ser lidt mere nuanceret ud, og at løsningen ikke ligger gemt i det kristne fællesskab, men ligger gemt i hvad man med en parfrasering af Ulrich Bech kunne kaldes det kosmopolitiske fællesskab.I bogen “Magt og modmagt i den globale tidsalder” analysere Ulrich Bech de politiske og økonomiske konsekvenser af globaliseringen. Og en af pointerne i denne analyse er at de grænser – af fysisk, eller psykisk art – moderniteten opbyggede er under opløsning, eller forandring. Distinktionen mellem national/international giver i hans optik ikke mere mening, grænsen mellem disse to er opløst. Og på samme måder er mange af de gamle kendte grænser under opløsning/forandring. Eller de er med Ulrich Beck´s ord sat til genforhandling. Og på den måde kan Henrik Lenau Henriksen udsagn om den eksistentielle angst forstås – forholdet, eller grænsen, til næsten er sat til forhandling.

Man kan kun være enig med Henrik Lenau Henriksen´s diagnose, men det kniber lidt for mig at erklære mig enig i hans løsning. Diskussionen handler rigtig nok om hvor man sætter grænsen for sin næstekærlighed, hos sig selv, sin familie, nationen eller videre ud i verden. Desværre tror jeg at et af de mekanismer der skaber den nuværende indsnævring af fællesskaberne er at grænsen for disse sættes for tæt på en selv. Ja ofte sættes grænsen ved en selv. Eller den sættes i ens umiddelbare nærhed, rundt om det man umiddelbart kan overskue. Men måske er det største problem spørgsmålet om hvem der deltager i forhandlingen af de nye grænser for næstekærlighed. Alt ære være for at de kristne sætter forholdet til diskussion, men det bliver en fattig forhandling hvis de alene skal diskutere med Pia Kjærsgaard. Så opfordringen kan kun lyde – deltag i forhandlingen af de nye fællesskaber. Selv lægger jeg min stemme i det kosmopolitiske fællesskab baseret på demokratiske principper og samtale.

Skriv en kommentar

Filed under Dagbog, Demokrati