Tag Archives: fattigdom

Stilhed

Stilheden synes efterhånden at være en socialt set knap ressource. I det mindste når man som jeg bor i byen. Stilheden er så fraværende, at man for alvor bemærker den når den er der. Pludselig og meget uventet kan den smyge sig ind omkring kroppen som en ven man har savnet længe. Og i det øjeblik åbnes der til det indre univers, og muligheden for at møde ens nøgne jeg er tilstede.
Hvis man tør.
Men at turde dette synes at være et af det senmoderne menneskes angst objekter. Overalt bedøves denne angst med alverdens aflednings tricks. Det senmoderne sind bombarderes med lyde og billeder i sådan en grad at dets fortolkning mekanismer til tider brænder sammen og giver op. Stress, angst og depression er blot nogle af de begreber vi sætter på sådanne sammenbrud. Når, og hvis, det sker rammes man for alvor af stilhed, nemlig den stilhed der eksisterer i det “udenfor” larmen fra samfundets krav om effektivitet skaber. Derude på den anden side af det gode selskab, opleves den væreste form for stilhed. Derude hvor de der er indenfor taler til en som de taler til alle andre der ikke “yder” noget til samfundet– børn, gamle og handicappede.
Fra det larmende midtpunkt sidder de der og taler ned til alle dem derude. Ord som åndelig fattigdom er for eksempel påstande det efterhånden er helt legitimt at anvende om de mennesker der er bukket under for det larmende samfunds krav om effektivitet. Der praksiseres ikke racehygiejne i det senmoderne samfund på et fysisk plan, men men det plan der ofte betegnes som kulturelt er det legitimt gennem sproget at udstøde de mennesker nogen mener ikke yder nok, eller ikke yder det rigtige. Og kigger man efter i sproget vil man opdage at mange af de argumentationskæder der tidligere blev anvendt da udelukkelse mekanismerne antog mere fysisk karakter er de samme.
Det er på tide med en modstandsbevægelse der kæmper mod denne sproglige racehygiejne.

2 kommentarer

Filed under Uncategorized

Demokratiets vugge brænder

Med billederne af det brændende Athen på nethinden er det svært at ikke at lade tankene glide hen over spørgsmålet – hvad er gået galt? Athen’s gader står i flammer, mens de folkevalgte stemmer omfattende nedskæringsplan igennem. En plan der på uhyggelig vis vil forandre hverdagen for grækerne, og som vanligt vil forandre den mest for de græker der befinder sig nederst på samfundsstigen.

Billederne fra det brændende Athen har et stort betydningsoverskud, der er meget at fortolke. Et af de tegn der står tydeligst i de TV transmitterede billeder fra Athen er grænsen mellem inde og ude. På en af de internet TV-kanaler hvor jeg fulgte afstemningen i det græske parlament var afstanden mellem ude og inde gjort symbolsk tydeligt. I det store billede af parlamentarikernes diskussion og afstemning var indsat et lille billede af gadekampene udenfor det græske parlament. Mere tydeligt kan grænsen mellem inde og ude vel ikke tydeliggøres. Inde i magtens varme, og ud i afmagtens kulde.

Volden i gaderne er altid symtom på vold et andet sted i den samfundsmæssige struktur. At mennesker pludselig bryder grænsen mellem det tilladelige og det ikke-tilladelige ved at brænde huse af er udtryk for en reaktion på symbolsk vold andre steder i det samfundsmæssige hiraki. Gadens vold, uanset om man har sympati med dette eller ej, er altid udtryk for en modmagt hvis årsager er produceret andre steder. Konfrontationen mellem politi og demonstranter er ikke udtryk for den egentlige kamp, men udtryk for at nogle underliggende konflikter antager en bestemt symbolform – ildens symbol. Men selvnår den fysiske brændende ild er slukket med vand, eksisterer disse konflikter fortsat. Og kampene på hver sin side af linjerne i denne konflikt vil blot antage andre former, måske mere skjulte, men de vil være der. Dette er vigtigt at huske på i frustrationen over at bålene i gaderne ikke fik liberalisternes kolonisering af de græske værdier fejet af bordet. Ilden bæres videre ind i det mikrokosmos den menneskelige hverdag består af. Oprørets ild vil være der i hver eneste møde i den græske virkelighed. Intet møde mellem abejder og arbejdsgiver vil antage samme form som før, erfaringen fra den sorte søndag vil altid være til stede et sted i bevidstheden. Billederne af det brændende Athen vil også symbolsk være til stede langt ud over de kunstige nationalgrænser borgerskabet søger at inddæmme den græske virkelighed i. Billederne vil være til stede som en konkret virkelig erfaring om hvori afstanden mellem inde og ude egentlig består – mellem inde i liberalismens hærgen over fællesskabte værdier, og ude i afmagtens forsøg på at bekæmpe denne ødelæggende umennskelig profitjagt. Indtil næstegang ilden blusser op igen og nye erfaringer gøres.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Uncategorized

Forhånelsens anatomi III

Der visse ting der vender tilbage år efter år i cyklisk rundgang. Jul, fødselsdage, vinterkulden for nu at blot at nævne nogle få. Men åbenbart er forhånelsen af hjemløse også en af de årlige tilbagevendende ting der giver året en cyklisk gang. Det er helt åbenlyst legalt, både i juridisk og hvad værre er, moralsk forstand, at fremkomme med hånende tale om hjemløse der risikere at lide kuldedøden i vinterkuldene. Blot skal du bare udnævne dem som kriminelle fremmede først, så er det tilladt at sige og gøre hvad som helst. Det sidste bliver så i høj grad brugt til netop ikke at gøre noget, og samtidig håne de der forsøger at hjælpe de frysende til lidt varme. Mest forhånende er det dog, både i juridisk og moralsk forstand, at staten ikke forlængst har løst denne problematik, således der var sikrede varme til de frysende, allerede inde vinterkulden satte ind. En vinterkulde der er lige så tilbagvendende som visse dele af middklassens forhånelse af de frysende.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Forhånelsens anatomi II

At Joachim B Olsens udsagn om fattigdom er torskedumme er helt åbenlyst. Hans fuldkommen ubelagte påstande skriger til himmelen, og det eneste positive der er at sige om ham og dem er at angrebet på “de fattige” er så tydeligt at alene andre med samme evner ud i reflektionens svære kunst kan give manden ret. Mindre åbenlyse er andre angreb på “de fattige” og deres behov for en ekstra økonomisk hånd her i juletiden desværre, men ikke desto mindre mindst lige så virkningsfulde. I en situation, hvor tungt-ting-kasteren har gødet jorden og middelklassens sind, således at hjælpen til “de fattige” udebliver, er det mindst ligeså torskedumt at bringe den historie Berlingske Tidende bragte i går under overskriften “Velstående familier vil have de fattiges julehjælp”. Torskedumt fordi den alt andet lige er med til mistænkeliggøre hele systemet omkring julehjælp, idet historien planter endnu et et argument til påstanden om at der ikke findes fattige i Danmark. Spørgsmålet til Berlingske Tidende må lyde – hvad er det lige præcis vi skal bruge den historie til?. Var det ikke bedre at lade hjælpeorganisationer om at sortere de grådige og velbjærgede ansøger fra i fred og ro, og så bruge spaltepladsen på at skaffe flere midler til organisationerne og deres arbejde for at hjælpe”de fattige”.?

Spørgsmålet til alle de der i øjeblikket, ukritisk, deler Berlingske Tidende´s historie på Facebook må være – hvorfor?

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati

Forhånelsens anatomi

At det er blevet legitimt at anvende det mest forhånende sprog overfor mennesker der befinder sig i en meget udsat og meget sårbar position i samfundet er ikke kun helt åbenlyst, men samtidig også noget der skal stoppes! Ikke kun ved at hænge kontanthjælpsmodtagere ud som dovne og samfundsnasser, ja som mennesker der alene har det mål i livet at snyde alle andre, bliver mennesker i der for de fleste befinder sig i en samfundsmæssig position meget få mennesker frivilligt vælger, gjort til skydeskiver for den mest forhånende tale. “jeg brækker mig”, eller “»Ingen skal kunne vælge mellem kontanthjælp og at påtage sig et arbejde« er begge sætninger der udtrykker den samme forhånende tale om mennesker der befinder sig på samfundets laveste trin, en plads der er blevet udset til den plads hvor det helt legalt for alle at sparke til mennesker der ligger ned.

At det nu i dagens Danmark, uden nogen risiko for retlige sanktioner eller moralsk fordømmelse, er legalt at sparke til mennesker der ligger ned skyldes en lang glidende bevægelse hvor modstandens sprog er frarøvet de underste i samfundet. Efterhånden som modstandens sprog, det sprog hvori de underste tidligere kun gøre oprør mod forhånelsen er forsvundet, har småborgerskabets forhånelse taget til i styrke. Blandt andet gennem satire serier som “Skråplan” “Krysters Kartel”, såkaldte dokumentar udsendelser som “De unge mødre” etc, er der skabt et kulturelt billede af “underklassen” som selvforskyldte dovne og dumme, et kulturelt billede der danner bagtæppe for Joacim B.Olsens udtalelser og Helle Thorning Schmidt´s småborgelige variant af samme følelse.

At skyde alene på Joacim.B.Olsen er derfor både dumt og forkert, han er blot et symptom på noget der stikker dybere – nemlig at det stort set overalt i kulturfællesskabet der benævnes Danmark er fuldt ud legalt at mene at de svage er dumme og latterlige, og at det er helt i orden at gøre andres ulykke til genstand for lørdags underholdning. Med en parfrasering af Bush kan det siges “Den der griner med, samtykker”. Joachim B.Olsen, og med han andre, skaber blot politik på baggrund af denne latter. Så spørgsmålet er “Hvor længe griner du med?”, Og Hvorfor?

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati

27.december 2010

Læste søndag morgen interessant interview med den afgående formand for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, i dagens Politiken. “Vi lever i et samfund med et overskud af eksistentiel angst, som gør, at vi støder andre mennesker ud”. Dette er ifølge ham den grundlæggende mekanisme bag det post-solidariske samfund vi lever i nu. På grund af eksistentiel angst støder vi alle der ikke ligner os selv fra os, og gemmer os i “forstillede fællesskaber” med dem der ligner os selv. Og, tilføjer jeg for egen regning, dem der ligner os selv er dem der forbruger som os selv.

Eksistentiel angst er angsten for tilværelsens meningsløshed. Og dermed må formanden for Kirkens Korshær mene at overvindelsen af fremmedhadet sker gennem det at tilføre mening til livet. Og snublende nær er jo Gud, og kristendommen, som det der kan give tilværelsen mening og løfte mennesket ud af sin eksistentielle angst. Jeg er desværre bange for at tingene ser lidt mere nuanceret ud, og at løsningen ikke ligger gemt i det kristne fællesskab, men ligger gemt i hvad man med en parfrasering af Ulrich Bech kunne kaldes det kosmopolitiske fællesskab.I bogen “Magt og modmagt i den globale tidsalder” analysere Ulrich Bech de politiske og økonomiske konsekvenser af globaliseringen. Og en af pointerne i denne analyse er at de grænser – af fysisk, eller psykisk art – moderniteten opbyggede er under opløsning, eller forandring. Distinktionen mellem national/international giver i hans optik ikke mere mening, grænsen mellem disse to er opløst. Og på samme måder er mange af de gamle kendte grænser under opløsning/forandring. Eller de er med Ulrich Beck´s ord sat til genforhandling. Og på den måde kan Henrik Lenau Henriksen udsagn om den eksistentielle angst forstås – forholdet, eller grænsen, til næsten er sat til forhandling.

Man kan kun være enig med Henrik Lenau Henriksen´s diagnose, men det kniber lidt for mig at erklære mig enig i hans løsning. Diskussionen handler rigtig nok om hvor man sætter grænsen for sin næstekærlighed, hos sig selv, sin familie, nationen eller videre ud i verden. Desværre tror jeg at et af de mekanismer der skaber den nuværende indsnævring af fællesskaberne er at grænsen for disse sættes for tæt på en selv. Ja ofte sættes grænsen ved en selv. Eller den sættes i ens umiddelbare nærhed, rundt om det man umiddelbart kan overskue. Men måske er det største problem spørgsmålet om hvem der deltager i forhandlingen af de nye grænser for næstekærlighed. Alt ære være for at de kristne sætter forholdet til diskussion, men det bliver en fattig forhandling hvis de alene skal diskutere med Pia Kjærsgaard. Så opfordringen kan kun lyde – deltag i forhandlingen af de nye fællesskaber. Selv lægger jeg min stemme i det kosmopolitiske fællesskab baseret på demokratiske principper og samtale.

Skriv en kommentar

Filed under Dagbog, Demokrati

Bispebjerg på vrangen

I en lille port har en kunstner smykket væggene med billedet af paradis, som åbenbart heller ikke ligger her, men et andet sted.

26.december; I den høje sne blev det til en vandretur rundt om Bispebjerg Kirke, og rundt på Kirkegården. Turen derud er en tur gennem “fattigdomens tegn” hvor tankerne vandrer omkring de store forskelle der er sat i det her samfund, tegn der ikke altid er lige synlige men på trods af dette giver en særlig stemthed når man sådan vandrer gennem gaderne. Sol-centre og spillebuler ligger tæt som en slags flugt ventiler. En gammel sandhed siger at hvis man bygger et fængsel der 100 pct. flugtsikkert bliver de indsatte sindssyge, og måske er spillebulerne tegn på at flugten ud af dette fattigdomens fængsel mulig. Det er muligt at score den store gevinst og dermed skabe muligheden for flugt. Flugten ud af de trøstesløse omgivelser mulig. Du skal bare score gevinsten i et af de mange lotterier. Tankevækkende er det da også at reklamerne for disse spil også altid er iklædt  billeder af fremmede eksotiske steder – fremmede turkis grønne strande står der er og lyser op i de sneklædte kolde Nordvest vendte gader.  Sådan ser stedets semiologi ud der i Nordvest på en blæsende kold december søndag hvor sneen lægger tungt over det hele. Selv der hvor kvarteret italesætter sig selv gennem et kæmpe vægmaleri afslører drømmen om “det andet sted” sig. Sneklædte bjerge og en stille bjergsø toner frem under overskriften “Nordvest”, og vægmaleriet kunne ikke være længere væk fra sine egne omgivelser end netop disse imaginære bjerge er fra den flade sneklædte jord muren hviler på. Betegneren og det betegnede. Hvad er det der her betegnes? Drømmen om flugten væk fra det de der ikke bor her betegner for ghetto. De utopiske energier strømmer direkte fra Thomas Moore´s Utopia, hvor drømmen om et bedre liv for alle også knyttes til et fremmed sted langt væk. Aldrig til det sted hvor den drømmende befinder sig. Hvornår flytter drømmen om Utopia ind der hvor menneskene rent faktisk befinder sig? Hvornår knyttes drømmen til konkrete mulige handlinger, og fjernes fra tilfældighedernes individuelle handlinger i Lotto lykkehjulet? Tegn på denne forandring så jeg desværre ikke meget til på min vandring rundt i Bispebjerg på denne højhellige søndag. Tilgengæld så jeg en del bærer rundt på deres drømme, pakket ind i brudt julepapir.

Skriv en kommentar

Filed under Vandreture