Tag Archives: liberalisme

Noget om vold

Endnu en weekend er væk. Endnu en weekend med meningsløs vold er overstået. Dag for dag hober eksemplerne på meningsløs gadevold sig op. Spredt ud over det ganske land melder medierne igen og igen om det ene tilfælde af meningsløs vold efter det andet. Nat og dag, storby og provins. Alle steder og alle tider er den meningsløse vold til steder i vores bevidsthed, og ikke mindst i vores alles liv. Spild af liv, og en masse bekymringer fører denne meningsløse vold med sig.

Men er volden i sig selv selve problemet, eller er volden blot et symptom på et større og mere grundlæggende problem?

Det er ikke helt ligegyldigt hvordan vi italesætter volden som problem, fordi enhver italesættelse altid implicit bærer de mulige løsninger i sig. Når den meningsløse vold – og det skal her siges at der kun findes meningsløs vold, vold kan aldrig i sig selv have indbygget noget der kan betegnes som mening i meningsbegrebets rette betydning – italesættes som noget fragmenteret og individualiseret vil de mulige løsninger der kan tales frem også være det. Individuelle og fragmenterede. Hvorimod hvis volden forsøges forstået som noget sammenhængende og dybereliggende vil de løsninger der kan fremtænkes også være det.

Ved konstant at omtale volden i dens enkeltstående tilfælde, isoleret fra de andre tilfælde, gøres volden uforståelig, og gøres dermed umulig at komme til livs, gøres alene til et spørgsmål om straf. Når den meningsløse vold ikke sættes ind i de samfundsmæssige strukturer, bliver den til et problem der alene findes i det enkelte individ, og derfor også kun et problem der kan løses individuelt gennem straf (og måske resocialisering af voldsmanden). Men dermed løses den lige så lidt, som arbejdsløsheden løses ved at tilbyde den enkelte arbejdsløse kurser eller mere kontrol. Dette er den egentlige voldshandling vi alle udsættes for, ikke det enkelte overfald.

I liberalismens tidsalder vil alle samfundsmæssige problemer starte og slutte i individet, hvorved samfundet gøres blindt overfor de mekanismer der producerer de problemer samme samfund forsøger at løses. Og så længe alle efterplaprer liberalismens usande præmis om at ”samfundet ikke findes, kun mennesker og familien findes” vil volden som problem forblive uløst. Seneste eksempel på at det er den kurs der styrer forståelsen af volden og kriminaliteten er Claus Meyers såkaldte resocialiseringsprojekt blandt fanger i Vridsløselille, hvis grundlæggende præmis er at grunden til fangernes voldelige adfærd er at de aldrig har fået foldet deres indre indbyggede kok ud. Men at udfolde alverdens indre kokke løser intet af de problemer der oprindelig førte til volden. Der fører højst til at forretningen Claus Meyer får en masse positiv reklame tid i medierne, og at måltidet kaldet ”fremtiden” fordærves.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Uncategorized

Historisk naivitet

Det kan i en tid hvor krise, krige og andre menneskeskabte stridigheder hærger kloden virke uendeligt naivt at drømme om en fredelig verden. Uendeligt håbløst og uendeligt naivt.
Men så lad mig da være en håbløs uendelig naiv drømmer.
Heldigvis er jeg ikke alene i denne kategori af mennesker der ikke vil lade sig nøjes med verden som den nu er, og som ikke udskyder drømmen til et liv hinsides det menneskelige liv. Når drømmen om den evige fred til tider, og ikke mindst nu, mødes med ordene ”naivt og drømmende” skyldes dette ikke mindst den dømmendes manglende historiske blik. Af de tab menneskeheden er påført gennem en stadig grådigere udsugning i vækstens hellige tjeneste er historiebevidstheden nok et af de største. I den eksistentielle uro ”altings utilstrækkelighed” forbrugssamfundet har lullet hele menneskeheden ind i er blikket blindt rettet mod det næste forbrugsfiks, og dermed skæres det historiske blik over. Fortiden eksisterer ikke, har aldrig fundet sted, og er ubrugelig fordi den ikke er ny, smart og pakket ind i et velgennemtænkt brand. Fortiden sælger lige som ikke rigtig for tiden, hvor kun det nye hidtil usete for en kort stund kan tilfredsstille følelsen af altings utilstrækkelighed.
Men en menneskehed uden historie, er en blind menneskehed dømt til at begå fortidens fejltagelser. Hvilket er dumt. Fuldkommen som på et individuelt plan, gælder det også på et samfundsplan at det ikke er det at lave fejl der er problematisk. Det er derimod problematisk ikke at lære af sine fejl. Og uden det historiske blik stiger sandsynligheden for at gentage allerede gennemlevede fejltagelser sig. Aldrig på samme måde, altid lidt tragikomisk, men trods alt som fejl der kunne være undgået.
Nu er begrebet historie så at sige et vidt begreb. Der findes utallige tilgange til historien, og ligeså mange måder at forsøg at forstå hvad historie overhovedet er for et fænomen. Men disse forskelle i forsøgene på at begrebsliggøre det menneskelige faktum at tiden i går ikke er den samme som i dag, og forsøge at forstå hvad der skaber forskellen mellem i går og i dag er i første omgang ligegyldige. Mere vigtigt er det at få genetableret den historiske bevidsthed, således at det igen bliver almenmenneskelig dannelse at spørge til hvor de menneskelige fænomener egentlig kommer fra. Hvad skabte dem, hvilke ideer lå bag, hvilke kampe blev ført, og hvorfor fik de det udfald de nu gjorde.
Og jeg er overbevist om at gennem en historisk dannelse vil drømmen om en fredelig verden ikke mere forekomme knapt så naiv og håbløs. Den vil pludselig forekomme som fortsættelsen af en drøm menneskeheden til alle tider drømt, og som der findes uendelige mange tanker om tilbage i tiden der kan inspirere til tanken om en fremtidig fredelig verden.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker

Demokratiets vugge brænder

Med billederne af det brændende Athen på nethinden er det svært at ikke at lade tankene glide hen over spørgsmålet – hvad er gået galt? Athen’s gader står i flammer, mens de folkevalgte stemmer omfattende nedskæringsplan igennem. En plan der på uhyggelig vis vil forandre hverdagen for grækerne, og som vanligt vil forandre den mest for de græker der befinder sig nederst på samfundsstigen.

Billederne fra det brændende Athen har et stort betydningsoverskud, der er meget at fortolke. Et af de tegn der står tydeligst i de TV transmitterede billeder fra Athen er grænsen mellem inde og ude. På en af de internet TV-kanaler hvor jeg fulgte afstemningen i det græske parlament var afstanden mellem ude og inde gjort symbolsk tydeligt. I det store billede af parlamentarikernes diskussion og afstemning var indsat et lille billede af gadekampene udenfor det græske parlament. Mere tydeligt kan grænsen mellem inde og ude vel ikke tydeliggøres. Inde i magtens varme, og ud i afmagtens kulde.

Volden i gaderne er altid symtom på vold et andet sted i den samfundsmæssige struktur. At mennesker pludselig bryder grænsen mellem det tilladelige og det ikke-tilladelige ved at brænde huse af er udtryk for en reaktion på symbolsk vold andre steder i det samfundsmæssige hiraki. Gadens vold, uanset om man har sympati med dette eller ej, er altid udtryk for en modmagt hvis årsager er produceret andre steder. Konfrontationen mellem politi og demonstranter er ikke udtryk for den egentlige kamp, men udtryk for at nogle underliggende konflikter antager en bestemt symbolform – ildens symbol. Men selvnår den fysiske brændende ild er slukket med vand, eksisterer disse konflikter fortsat. Og kampene på hver sin side af linjerne i denne konflikt vil blot antage andre former, måske mere skjulte, men de vil være der. Dette er vigtigt at huske på i frustrationen over at bålene i gaderne ikke fik liberalisternes kolonisering af de græske værdier fejet af bordet. Ilden bæres videre ind i det mikrokosmos den menneskelige hverdag består af. Oprørets ild vil være der i hver eneste møde i den græske virkelighed. Intet møde mellem abejder og arbejdsgiver vil antage samme form som før, erfaringen fra den sorte søndag vil altid være til stede et sted i bevidstheden. Billederne af det brændende Athen vil også symbolsk være til stede langt ud over de kunstige nationalgrænser borgerskabet søger at inddæmme den græske virkelighed i. Billederne vil være til stede som en konkret virkelig erfaring om hvori afstanden mellem inde og ude egentlig består – mellem inde i liberalismens hærgen over fællesskabte værdier, og ude i afmagtens forsøg på at bekæmpe denne ødelæggende umennskelig profitjagt. Indtil næstegang ilden blusser op igen og nye erfaringer gøres.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Uncategorized

Spildte liv

Når noget defineres som noget, defineres noget andet som noget andet. Denne banale pointe har trods sin simpelthed vidtrækkende konsekvenser i det menneskelige liv. Når noget defineres som godt, defineres noget andet som dårligt.

En konsekvens af effektivitet er at noget må defineres som ineffektivt. Og det giver ikke mening at tænke effektivitet, uden at tænke over hvad det ineffektive er. Alt der ikke er effektivt opfattes som spild. I takt med at  liberalismen ruller ud over virkeligheden stiger kravet om at menneskes liv skal være effektivt. At være effektiv og udnytte sin tid maksimalt, til grænsen, har sat sig som den centrale værdi i det superliberale samfund – er du ikke effektiv er du ikke noget. Alt skal ske hurtigere, end i går. Ingen tid må gå til spilde, al tid skal bruges i jagten på vækst. Står du stille, må du hurtigst mulig se at komme i gang igen. Al tid bliver opslugt, og defineret ud fra, hvordan den bruges i forhold til kravet om vækst. Kravet om vækst har om noget sat sig som den hegenomiske værdi hvorom al liv drejer sig. Det gode liv er defineret som det effektive liv, det dårlige liv er defineret som det liv der ikke er effektivt – det liv der spilder tiden. Det spildte liv.

Ovenstående er der som sådan ikke noget nyt i. Det er beskrevet af mange og i mange forbindelser. Grunden til at bringe disse pointer frem endnu engang er den at kampen om at definere “det gode liv” for mig at se bør spille en central rolle i den valgkamp der netop er gået ind i sin sidste afgørende fase. Er valget mellem Rød og Blå blok blot et valg om hvilken økonomisk politik der skal styres efter i de kommende år? Eller skal der i forbindelse med valget artikuleres at valget også bør handle om hvordan det gode liv skal defineres?. Jeg mener naturligvis det sidste.

Tankerne om dette blev aktualiseret forleden da jeg hørte et program på P1 hvor en tese om at der bag “optøjerne” i London fornylig skjuler sig definitionskampen om “Det gode liv”. Tesen, der blandt andet er udviklet af Owen Jones i bogen “Chavs: The Demonization of the Working Class”, handler om det forhold at middelklassen i den britiske samfund gennem sin definition af det gode liv så at sige “mobber” underklassen. Altså ved at artikulere synet på det gode og rigtige liv overalt i medierne og andre steder ved at se ned på underklassen sker der en systematisk underkendelse af det liv underklassen lever. Det mest sigende eksempel på hvordan denne definitionskamp ser ud er satire serien “Little Britain”, hvor underklassen fremstilles som dovne, stupide, moralsk anløbne etc. På hjemlig grund kan nævnes lignende mediekonstruede billeder af underklassens liv – “Kryster Kartel”, “Skråplan”, “Piger på prøveløsladelse” for blot at nævne de mest oplagte.

En af de væsentligste konsekvenser, blandt mange, af denne systematiske kamp om at definere det gode liv, er at underklassen defineres som værende selvforskyldt i sin situation. Ja faktisk defineres skylden for fattigdom, arbejdsløshed, misbrugs problemer og så videre som værende noget der alene eksistere inden i det enkelte individ. Pist væk er de samfundsmæssige strukturerer som årsag til noget som helst. Er du arbejdsløs, misbruger, eller spilder du på anden måde dit liv, er det alene din egen skyld er det billede der tegnes af en meget kompliceret virkelighed. Samtidig med dette fratages underklassen sin stemme som netop klasse, og dermed fratages den også muligheden for at artikulere sin vrede på en “demokratisk” måde. Tilbage er kun voldens sprog, eller tavsheden.

Hvis valget mellem Rød og Blå blok på nogen måde skal være et reelt valg, mener jeg at den Røde blok seriøst må adressere ovenstående problem. Og spørgsmålet til Rød blok må være – Hvordan vil du/I give stemme til Underklassen? Hvordan defineres Det Gode Liv i jeres optik?Og på hvilken måde skal Det Gode Liv defineres? Og af hvem?

Svaret på disse spørgsmål vil afsløre i hvor høj grad der er tale om at forlade liberalismens blinde vækst spor, og dermed vil det afsløre sig i hvor høj grad der er tale om et reelt valg mellem Rød og Blå, eller om der bare er tale om et valg om i hvilket tempo liberalismens blinde udvikling skal adlydes.
http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2011/08/09125229_1.htm

http://www.bbc.co.uk/comedy/littlebritain/

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofi, Filosofiske strøtanker