Tag Archives: modstand

Om at dømme, og sådanne ting

At dømme andre mennesker er en folkesport der dyrkes i al vellystelighed. Uophøreligt fyldes alle platforme, hvorigennem mennesket kan bruge sit sprog, med domme om andre menneskers liv, valg og handlinger. De er sådan og sådan, og derfor er deres måde at leve på forkerte, og nu burde de ærlig talt tage sig sammen. I den snaderende andegård lyder dommene ud fra logikken dem og os fra morgen til aften, ja endda om natten snadres der. Arbejdsløse, de fremmede, de unge mødre, misbrugere, psykiske syge, syge i det hele taget, fjumrende studerende, åh ja listen er næsten uendelig lang. Men en eneste ting kendetegner alle på den liste, uanset hvilket ydre træk de bærer. De opfattes alle som nogen der ikke bidrager nok til væksten i samfundet. Alle der ikke lever op til normen om yde nok er dømt forkerte, det vil sige ikke deltage maksimalt i forbrugssamfundets krav om et stadigt udvidet forbrug. De tilhører alle hvad norm-følgerne opfatter som spild, og kan derfor dømmes som netop spild. Trætheden melder sig i mit indre over alle disse domme, over at skulle høre på alle disse Åh så rigtige mennesker, der ustandseligt ved hvad der er rigtig og forkert, og som ikke er sene til at kæfte op med deres mening om dette. Sprog kan være vold. Sprog er for det meste vold. Volden gemmer sig i sproget.  Hvorfor? Fordi ord betyder noget. Fordi ord kan ændre virkeligheden. Det har betydning for andre menneskers liv hvilke ord du møder dem med, det har betydning for deres liv hvordan du omtaler dem. Den mobning iblandt børn og unge der gøres til fælles bekymring for tiden, er intet andet end børn og unges forsøg på at lege med voksenlivets ansvar. Den er ikke andet end en afspejling af det voksen liv børn og unge oplever hele tiden, og som de forsøger at omsætte i deres egen børne-logik. Og logikken er tilsyneladende at hvis du kan definere de andre som dumme, grimme, forkerte, dovne, unyttige, en byrde, ja, listen over domsprædikater er lang, så er du selv meget bedre. I domslogikken ligger med andre ord selve konkurrence samfundets sorte logik indbygget, og udløses hver gang den anden skal omtales. Målet er hele tiden at fremstille sig selv bedre, og her forstået som mere salgsbar i en konkurrencelogik. Mobning iblandt børn og unge vil aldrig forsvinde, uanset hvor mange velmenende kræfter der igangsætter hvor mange kampagner, før den mekanisme afskaffes der skaber konkurrencen mellem mennesker. Konkurrence logikken er indlejret i sproget, den hæfter sig til alle de domme vi hver især udstikker om de andre. Og mobningen iblandt børn og unge er blot og bar et udtryk for at barnet er ved at lege sig ind i voksenverdens forventninger. Og forventningen til et voksen menneske idag er tilsyneladende at det i bedste liberal stil kan være sin egen lykkes smed, ved at mobbe de andre ud. Og i det spil er den mobning der foregår i blandt børn og unge, den rene leg, hvorimod mobningen på det voksne plan er ramme alvor. En alvor der har mange og store menneskelige konsekvenser – invalidering, misbrugsproblemer, selvmedicinering, selvmord, social eksklusion, krige,.  Ord er vold, og ord kan forandre virkeligheden. Måske værd at tænke over før du dømmer nogen som spild næste gang?

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Panoptikon i praksis, Politiske kommentarer

Stilhed

Stilheden synes efterhånden at være en socialt set knap ressource. I det mindste når man som jeg bor i byen. Stilheden er så fraværende, at man for alvor bemærker den når den er der. Pludselig og meget uventet kan den smyge sig ind omkring kroppen som en ven man har savnet længe. Og i det øjeblik åbnes der til det indre univers, og muligheden for at møde ens nøgne jeg er tilstede.
Hvis man tør.
Men at turde dette synes at være et af det senmoderne menneskes angst objekter. Overalt bedøves denne angst med alverdens aflednings tricks. Det senmoderne sind bombarderes med lyde og billeder i sådan en grad at dets fortolkning mekanismer til tider brænder sammen og giver op. Stress, angst og depression er blot nogle af de begreber vi sætter på sådanne sammenbrud. Når, og hvis, det sker rammes man for alvor af stilhed, nemlig den stilhed der eksisterer i det “udenfor” larmen fra samfundets krav om effektivitet skaber. Derude på den anden side af det gode selskab, opleves den væreste form for stilhed. Derude hvor de der er indenfor taler til en som de taler til alle andre der ikke “yder” noget til samfundet– børn, gamle og handicappede.
Fra det larmende midtpunkt sidder de der og taler ned til alle dem derude. Ord som åndelig fattigdom er for eksempel påstande det efterhånden er helt legitimt at anvende om de mennesker der er bukket under for det larmende samfunds krav om effektivitet. Der praksiseres ikke racehygiejne i det senmoderne samfund på et fysisk plan, men men det plan der ofte betegnes som kulturelt er det legitimt gennem sproget at udstøde de mennesker nogen mener ikke yder nok, eller ikke yder det rigtige. Og kigger man efter i sproget vil man opdage at mange af de argumentationskæder der tidligere blev anvendt da udelukkelse mekanismerne antog mere fysisk karakter er de samme.
Det er på tide med en modstandsbevægelse der kæmper mod denne sproglige racehygiejne.

2 kommentarer

Filed under Uncategorized