Tag Archives: modstandens sprog

Om at dømme, og sådanne ting

At dømme andre mennesker er en folkesport der dyrkes i al vellystelighed. Uophøreligt fyldes alle platforme, hvorigennem mennesket kan bruge sit sprog, med domme om andre menneskers liv, valg og handlinger. De er sådan og sådan, og derfor er deres måde at leve på forkerte, og nu burde de ærlig talt tage sig sammen. I den snaderende andegård lyder dommene ud fra logikken dem og os fra morgen til aften, ja endda om natten snadres der. Arbejdsløse, de fremmede, de unge mødre, misbrugere, psykiske syge, syge i det hele taget, fjumrende studerende, åh ja listen er næsten uendelig lang. Men en eneste ting kendetegner alle på den liste, uanset hvilket ydre træk de bærer. De opfattes alle som nogen der ikke bidrager nok til væksten i samfundet. Alle der ikke lever op til normen om yde nok er dømt forkerte, det vil sige ikke deltage maksimalt i forbrugssamfundets krav om et stadigt udvidet forbrug. De tilhører alle hvad norm-følgerne opfatter som spild, og kan derfor dømmes som netop spild. Trætheden melder sig i mit indre over alle disse domme, over at skulle høre på alle disse Åh så rigtige mennesker, der ustandseligt ved hvad der er rigtig og forkert, og som ikke er sene til at kæfte op med deres mening om dette. Sprog kan være vold. Sprog er for det meste vold. Volden gemmer sig i sproget.  Hvorfor? Fordi ord betyder noget. Fordi ord kan ændre virkeligheden. Det har betydning for andre menneskers liv hvilke ord du møder dem med, det har betydning for deres liv hvordan du omtaler dem. Den mobning iblandt børn og unge der gøres til fælles bekymring for tiden, er intet andet end børn og unges forsøg på at lege med voksenlivets ansvar. Den er ikke andet end en afspejling af det voksen liv børn og unge oplever hele tiden, og som de forsøger at omsætte i deres egen børne-logik. Og logikken er tilsyneladende at hvis du kan definere de andre som dumme, grimme, forkerte, dovne, unyttige, en byrde, ja, listen over domsprædikater er lang, så er du selv meget bedre. I domslogikken ligger med andre ord selve konkurrence samfundets sorte logik indbygget, og udløses hver gang den anden skal omtales. Målet er hele tiden at fremstille sig selv bedre, og her forstået som mere salgsbar i en konkurrencelogik. Mobning iblandt børn og unge vil aldrig forsvinde, uanset hvor mange velmenende kræfter der igangsætter hvor mange kampagner, før den mekanisme afskaffes der skaber konkurrencen mellem mennesker. Konkurrence logikken er indlejret i sproget, den hæfter sig til alle de domme vi hver især udstikker om de andre. Og mobningen iblandt børn og unge er blot og bar et udtryk for at barnet er ved at lege sig ind i voksenverdens forventninger. Og forventningen til et voksen menneske idag er tilsyneladende at det i bedste liberal stil kan være sin egen lykkes smed, ved at mobbe de andre ud. Og i det spil er den mobning der foregår i blandt børn og unge, den rene leg, hvorimod mobningen på det voksne plan er ramme alvor. En alvor der har mange og store menneskelige konsekvenser – invalidering, misbrugsproblemer, selvmedicinering, selvmord, social eksklusion, krige,.  Ord er vold, og ord kan forandre virkeligheden. Måske værd at tænke over før du dømmer nogen som spild næste gang?

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Panoptikon i praksis, Politiske kommentarer

Forhånelsens anatomi

At det er blevet legitimt at anvende det mest forhånende sprog overfor mennesker der befinder sig i en meget udsat og meget sårbar position i samfundet er ikke kun helt åbenlyst, men samtidig også noget der skal stoppes! Ikke kun ved at hænge kontanthjælpsmodtagere ud som dovne og samfundsnasser, ja som mennesker der alene har det mål i livet at snyde alle andre, bliver mennesker i der for de fleste befinder sig i en samfundsmæssig position meget få mennesker frivilligt vælger, gjort til skydeskiver for den mest forhånende tale. “jeg brækker mig”, eller “»Ingen skal kunne vælge mellem kontanthjælp og at påtage sig et arbejde« er begge sætninger der udtrykker den samme forhånende tale om mennesker der befinder sig på samfundets laveste trin, en plads der er blevet udset til den plads hvor det helt legalt for alle at sparke til mennesker der ligger ned.

At det nu i dagens Danmark, uden nogen risiko for retlige sanktioner eller moralsk fordømmelse, er legalt at sparke til mennesker der ligger ned skyldes en lang glidende bevægelse hvor modstandens sprog er frarøvet de underste i samfundet. Efterhånden som modstandens sprog, det sprog hvori de underste tidligere kun gøre oprør mod forhånelsen er forsvundet, har småborgerskabets forhånelse taget til i styrke. Blandt andet gennem satire serier som “Skråplan” “Krysters Kartel”, såkaldte dokumentar udsendelser som “De unge mødre” etc, er der skabt et kulturelt billede af “underklassen” som selvforskyldte dovne og dumme, et kulturelt billede der danner bagtæppe for Joacim B.Olsens udtalelser og Helle Thorning Schmidt´s småborgelige variant af samme følelse.

At skyde alene på Joacim.B.Olsen er derfor både dumt og forkert, han er blot et symptom på noget der stikker dybere – nemlig at det stort set overalt i kulturfællesskabet der benævnes Danmark er fuldt ud legalt at mene at de svage er dumme og latterlige, og at det er helt i orden at gøre andres ulykke til genstand for lørdags underholdning. Med en parfrasering af Bush kan det siges “Den der griner med, samtykker”. Joachim B.Olsen, og med han andre, skaber blot politik på baggrund af denne latter. Så spørgsmålet er “Hvor længe griner du med?”, Og Hvorfor?

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati