Tag Archives: Ord

Dumhed på larvefødder…..

Der findes megen dumhed i verden, og desværre findes der også megen dumhed der er så dum, at den end ikke ved den er det. Istedet opfatter og italesætter den sig som klogskab, som viden, som sandhed, endda sandhed med stort S, den ultimative sandhed om alting. En sandhed der opfatter sig selv som gældende til alle tider og alle steder, en form for sandhed der kan spændes ud over alverdens folk, altid.

Det er den type dumhed jeg samler i begrebet “dumhed på larvefødder”. Det er den type dumhed der er imun overfor rationelle argumenter, den type dumhed der på den mest plumpe måde lukker sig inde i sig selv, og nægter at lade sit indhold teste af virkelighedens kritik. Det er den dumhed der lader hånt om andre erfaringer, en dumhed indkapslet i sin egen bedrevidenhed, stum og blind for omverdens andre oplevelser og perspektiver. En dumhed der tromler hen over alt og alle, og netop derfor en dumhed i panser og på larvefødder. En dumhed man støder på overalt, og som desværre synes at vokse betragteligt i denne tid. En dumhed, hvis vigtigste kilde er manglende evne og lyst til at forholde sig kritisk til verden, en dumhed der mest baserer sig på alt det er ikke er lært, fremfor det der er lært. En dumhed der meget ofte iklæder sig de mest højtråbende gevandter, hvor dumheden hældes ud over alle andre, med præcis ligeså meget larm som når en panserdivision rykker frem i felten, og tromler alt på sin vej ned.Måske man ligefrem kan hævde at der er en direkte sammenhæng mellem mængden af tomme ord, lydstyrke og intensitet, disse fremføres med og graden af dumhed på larvefødder der er tale om.

Jeg tror det.

Og så må det bedste råd være; Vogt dig for alle der taler længe, med mange tomme ord, og med et højt lydniveau, der skjuler sig en dumhed på larvefødder et sted. Parat til at nedskyde ethvert ærligt forsøg på at nå frem til nye erkendelser bag al denne støj.

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker

Noget om ulydighed og sprog

Ulydigheden er nødvendig for at bringe livet fremad. Intet samfund, intet fællesskab er forandret til det bedre gennem lydighed, ved at menneskene satte sig ned og sagde vi er egentlige tilfredse med tingenes tilstand, og behøver blot i al fremtid at følge de engang vedtagne sandheder. Nu behøver vi ikke mere stille kritiske spørgsmål ved tingenes tilstand. Vi har nået sandheden om den menneskelige tilværelse, og oven i købet sandheden med stort S.
Nej, enhver forandring i menneskeheden historie er kommet i stand ved netop ulydighed, ved at nogle eller nogen stod op og trodsede de nu engang vedtagne sandheder om dette eller hint. Derfor er al menneskelig historie hidtil en historie om kampen mellem lydighed og ulydighed. Det er en konfliktens historie.
Modsætningen mellem lydighed og ulydighed er gennem menneskenes historie blevet italesat under mange forskellige begreber. Kætteri, når ulydigheden handler om kirkens magt over menneskenes tanker og handlinger. Promiskøsitet, når kampen handler om regulering af menneskenes driftliv. Terror, når ulydigheden handler om selve magten over magten. Ord er vold, og ved at sætte ulydigheden på sproglige negative former har magten altid søgt at inddæmme og nedkæmpe modmagten. At læse den menneskelige historie i kritisk lys bliver derfor også altid et spørgsmål om at forholde sig kritisk til begrebernes negative og positive side. Hvem, eller hvad, har interesse i at benævne netop disse mennesker og ideer negativt, med begreber som terrorister, hekse, kættere, eller nogle af de mange andre negative prædikater der kan hæftes på mennesker der ikke lige følger den engang vedtagne norm.
I lyset af dette bliver det derfor beskæmmende at se hvor lidt netop ulydigheden fylder i det daglige sprog verden flyder over med. Beskæmmende at se hvor lidt der lyttes til de der søger at tale et andet sprog, end det sprog hvorigennem magten taler – vækst- og nyttelogikkens sprog. Beskæmmende at se hvordan selv de der italesætter sig som modstandere af den herskende orden, betjener sig at netop samme sprog som den magt de angiveligt søger at bekæmpe.
Magten findes i sproget, den gennemsyrer alt hvad vi siger og skriver. Den er altid tilstede i vores domme om dette eller hint. Derfor starter, og slutter enhver drøm om en bedre tilværelse med en kritisk granskning af sproget hvorigennem denne drøm søges materialiseret.
Oprør i sproget er altid der den nødvendige ulydighed starter. Den der tør tale anderledes om tingene, er også den der tør vise det første skridt ud af lydighedens trange tankefængsel.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Politiske kommentarer