Tag Archives: Panoptikon

Noget om ulydighed og sprog

Ulydigheden er nødvendig for at bringe livet fremad. Intet samfund, intet fællesskab er forandret til det bedre gennem lydighed, ved at menneskene satte sig ned og sagde vi er egentlige tilfredse med tingenes tilstand, og behøver blot i al fremtid at følge de engang vedtagne sandheder. Nu behøver vi ikke mere stille kritiske spørgsmål ved tingenes tilstand. Vi har nået sandheden om den menneskelige tilværelse, og oven i købet sandheden med stort S.
Nej, enhver forandring i menneskeheden historie er kommet i stand ved netop ulydighed, ved at nogle eller nogen stod op og trodsede de nu engang vedtagne sandheder om dette eller hint. Derfor er al menneskelig historie hidtil en historie om kampen mellem lydighed og ulydighed. Det er en konfliktens historie.
Modsætningen mellem lydighed og ulydighed er gennem menneskenes historie blevet italesat under mange forskellige begreber. Kætteri, når ulydigheden handler om kirkens magt over menneskenes tanker og handlinger. Promiskøsitet, når kampen handler om regulering af menneskenes driftliv. Terror, når ulydigheden handler om selve magten over magten. Ord er vold, og ved at sætte ulydigheden på sproglige negative former har magten altid søgt at inddæmme og nedkæmpe modmagten. At læse den menneskelige historie i kritisk lys bliver derfor også altid et spørgsmål om at forholde sig kritisk til begrebernes negative og positive side. Hvem, eller hvad, har interesse i at benævne netop disse mennesker og ideer negativt, med begreber som terrorister, hekse, kættere, eller nogle af de mange andre negative prædikater der kan hæftes på mennesker der ikke lige følger den engang vedtagne norm.
I lyset af dette bliver det derfor beskæmmende at se hvor lidt netop ulydigheden fylder i det daglige sprog verden flyder over med. Beskæmmende at se hvor lidt der lyttes til de der søger at tale et andet sprog, end det sprog hvorigennem magten taler – vækst- og nyttelogikkens sprog. Beskæmmende at se hvordan selv de der italesætter sig som modstandere af den herskende orden, betjener sig at netop samme sprog som den magt de angiveligt søger at bekæmpe.
Magten findes i sproget, den gennemsyrer alt hvad vi siger og skriver. Den er altid tilstede i vores domme om dette eller hint. Derfor starter, og slutter enhver drøm om en bedre tilværelse med en kritisk granskning af sproget hvorigennem denne drøm søges materialiseret.
Oprør i sproget er altid der den nødvendige ulydighed starter. Den der tør tale anderledes om tingene, er også den der tør vise det første skridt ud af lydighedens trange tankefængsel.

Skriv en kommentar

Filed under Demokrati, Filosofiske strøtanker, Politiske kommentarer

Højesteret og Panoptikon

Tirsdag den 21 februar afsiger Højesteret dom i sagen om anvendelsen af skjult kamera på plejecentret Fælledgården i København. Det sker i den gamle sag startende med et indslag i DR’s “21 Søndag” tilbage i maj 2006. Produktionsselskabet Bastard Film havde dengang fået ansat en journalistelev med et skjult kamera som ikke-uddannet social- og sundhedshjælper. Det førte til et indslag, som både bragte ubehagelige optagelser af uprofessionel optræden og overskridelse af grænserne for anvendelsen af skjult kamera. Sagen udløste, udover en masse dæmonisering af plejepersonalet og mytespredning, også en  udløste en straffesag mod journalisteleven Marike Jensen og produktionslederen Miki Mistrati.
Dette takserede Byretten til 20 dages betinget fængsel, 50.000 kr. i godtgørelse til en beboer og godtgørelser til nogle ansatte. Præmisserne bag dommen er tre lovovertrædelser: Fotografering på plejecentret af en række beboere og ansatte, videregivelser af disse samt tilsidesættelse af tavshedspligten som ansat.
Danmarks Radio blev derimod ikke dømt i sagen, angiveligt fordi anklagemyndigheden ikke reagerede indenfor de fastsatte tidsfrister.
Afgørelsen i Byretten blev anket til Østre Landsret. Østre Landsret frikendte på grund af forældelse de to for fotografering og videregivelse. I stedet blev de to dømt for tilsidesættelse af tavshedspligten, og dommen blev nedsat til 10 dagbøder af 500 kr.
Den dom har de to anket til Højesteret, som imorgen afsiger dom i sagen. Så langt så dårligt.

Hvad der ikke er med i domshandlingen i Højesteret er den glidning hen i mod Panoptikon som hele denne, og mange andre lignende sager udtrykker. Altså den glidning hen i mod større og større mistillid til plejepersonalet, en mistillid der så bagefter bruges som argument for at indføre endnu mere kontrol. GPS overvågning, øget krav til dokumentation er blot få eksempler på den mistillidskultur der eksisterer i plejesektoren. Et særligt centralt emne i hele denne udvikling er det jeg kalder panoptikon i praksis. Panoptikon er det fænomen der handler om at minimere omkostninger ved overvågning, og hvor den mindst omkostningstunge overvågning er den overvågning der flytter overvågningen ind i den overvågne. Det er det der sker gennem sager som den der afgøres i Højesteret i morgen. Fordi man som plejepersonale aldrig kan vide hvornår man er overvåget, bliver man sin egen overvåger. Hvilken betydning dette har for arbejdsmiljø og arbejdsklima kan de fleste nok forestille sig. Og jeg er overbevist om at mere end en sygedag blandt plejepersonalet er udløst af denne overvågningsglidning, fordi den udtrykker mistillid til personalet. Rettelig burde det være det der var til domsforhandling i Højesteret i morgen.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Panoptikon folder sig ud

Har netop hørt rygter om at der i en hjemmeplejeenhed i København nu for alvor tages hul på Panoptikon i praksis. I denne hjemmeplejeenhed skal det efter sigende være besluttet at sende en bil rundt og overvåge de ansatte. I følge rygtet skal denne overvågningsbil notere tidspunkt for ankomst og afgang hos borgeren. Herefter ringer “overvågeren” til borgeren og spørger til om borgeren har fået den ydelse(r) vedkommende er visteret til. Udover det tankevækkende i at spørge f.eks. demente på denne måde, og måske oven i købet tage svaret for sandhed, rejser denne overvågnings praksis en række andre spørgsmål. Naturligvis spørgsmålet om hvad der ønskes opnået med sådan en mistillidskultur? Det kunne være spændende at få udfoldet de tanker der ligger bag en ledelses strategi der i så høj grad tager udgangspunkt i mistillid som den centrale værdi, som den centrale styrings mekanisme. F.eks. hvilke kompetencer er det hos de ansatte der søges udviklet gennem mistillid?.

I disse dage åbenbares også det hvordan den nye Iphone konstant sender oplyser om telefonens placering til en central server. I den forbindelse kan en jo heller ikke lade være med at spekulere om der er indbygget ligende software i de håndholdte computere de fleste ansatte i hjemmeplejen er udstyret med. Teknisk set er det ikke noget problem. Og teknisk er netop her kodeordet. Af egen erfaring ved jeg at noget af det der opnåes med en ledelses strategi der bygger på mistillid udført gennem tekniske dimse-dutter er at den sunde dømmekraft eroderes. Relationen mellem borger og hjælper bliver en teknisk/mekanisk relation hvor det menneskelige alt for let forsvinder og drukner i teknik, og reduceres til det binære talsystems kolde kyniske logik. Hvad der burde være en menneskelig relation, med alt hvad det indebærere af etiske forhandlinger om hvilken hjælp der er brug for lige nu, reduceres til en relation der skal kunne forudses på ethvert tidspunkt af en exell-logik. Alt hver der ikke kan proppes ned i et Exell ark, er ikke-eksisterende i denne kolde system logik der ligger bag overvågnings-teknikerne. Den social-sundheds faglighed der udvikler sig i ud af dette arbejdsklima kan næppe betegnes som menneskelig. Blandt de store filosofer der gennem tiden har spekuleret over hvordan etikken (det at gøre det rette) lyser Kant op. En af hans etiske aksiomer var at for at udvikle en etik for den menneskelige verden måtte en sådan leve op til følgende “Intet menneske må aldrig blot være et middel, men skal altid være et mål”. Oven i købet skal det andet menneske være et mål i sig selv. Den social-sundhedsfaglige dømmekraft der vokser ud af mistillidskulturen kommer næppe til at kunne leve op til denne etiske fordring.

Skriv en kommentar

Filed under Panoptikon i praksis

Panoptikon i praksis

Det er ikke altid rart at opleve de teorier men har læst sig ind på, i praksis, nej det er ej. For tiden er det en erkendelsen jeg har fået helt tæt på livet, og den handler om Foucaults teori om Panoptikon. Dette fænomen, eller denne djævleske maskine, der er sat i verden for at nedsætte omkostningerne ved overvågning ved at gøre den overvågede til sin egen overvåger. Eller måske mere præcis; nedsætte omkostningerne ved kontrol, ved at gøre den kontrollerede til sin egen kontrollør. Metoden er lige så djævelsk som den er simpel. Og trods sin simpelhed så uhyggelig svær at slippe ud af. Ved at fortælle en gruppe mennesker at de er overvågede med en af de mange nye moderne tekniker, uden samme gruppe menneske har nogen chance for at kontrollere dette, har man etableret den simple mekanisme – Panoptikon. Ved at gøre kontroløren usynlig for den kontrollerede rykkes kontrollen ind i den kontrolleredes eget sind, og er som sådan altid tilstedeværende. Du ved aldrig hvornår du er overvåget og er derfor nød til at agere som om hele tiden. Ikke engang når jeg skriver dette, eller i det mindste når jeg senere offentliggør dette indlæg, ved jeg om de der i forbindelse med mit arbejde har etableret den djævelske maskine kigger med. Derfor kan jeg ikke afsløre navnet på mine navnløse vogtere. Usynlige og navnløse svæver de et sted “derude”, samtidig med at de har står effekt på mine tanker og handlinger i hverdagen. Big brother er ikke noget præcis begreb at hæfte på denne situation, fordi dette begreb viser hen til en stor stærk stat der overvåger alle sine indbygger. Men i dagens danmark er der snarer tale om at en masse mindre brødre der snager rundt med alverdens moderne teknologi og søger at kontrollere den sociale virkelighed. I modsætning til når staten agere Big Brother, hvilket også sker, er hele denne snagen og adfærds kontrol ude af demokratisk kontrol og debat.

Hvilken betydning for det moderne sind har alle disse små djævel maskiner? Hvad betyder al denne snagen, og organiseret mistillid for det moderne arbejdsliv? Jeg ved det ikke, men vil i al beskedenhed forsøge at bidrage til en opklaring af dette ved at nedskrive mine oplevelser i Panoptikon.

2 kommentarer

Filed under Panoptikon i praksis