Tag Archives: sprog

Om at dømme, og sådanne ting

At dømme andre mennesker er en folkesport der dyrkes i al vellystelighed. Uophøreligt fyldes alle platforme, hvorigennem mennesket kan bruge sit sprog, med domme om andre menneskers liv, valg og handlinger. De er sådan og sådan, og derfor er deres måde at leve på forkerte, og nu burde de ærlig talt tage sig sammen. I den snaderende andegård lyder dommene ud fra logikken dem og os fra morgen til aften, ja endda om natten snadres der. Arbejdsløse, de fremmede, de unge mødre, misbrugere, psykiske syge, syge i det hele taget, fjumrende studerende, åh ja listen er næsten uendelig lang. Men en eneste ting kendetegner alle på den liste, uanset hvilket ydre træk de bærer. De opfattes alle som nogen der ikke bidrager nok til væksten i samfundet. Alle der ikke lever op til normen om yde nok er dømt forkerte, det vil sige ikke deltage maksimalt i forbrugssamfundets krav om et stadigt udvidet forbrug. De tilhører alle hvad norm-følgerne opfatter som spild, og kan derfor dømmes som netop spild. Trætheden melder sig i mit indre over alle disse domme, over at skulle høre på alle disse Åh så rigtige mennesker, der ustandseligt ved hvad der er rigtig og forkert, og som ikke er sene til at kæfte op med deres mening om dette. Sprog kan være vold. Sprog er for det meste vold. Volden gemmer sig i sproget.  Hvorfor? Fordi ord betyder noget. Fordi ord kan ændre virkeligheden. Det har betydning for andre menneskers liv hvilke ord du møder dem med, det har betydning for deres liv hvordan du omtaler dem. Den mobning iblandt børn og unge der gøres til fælles bekymring for tiden, er intet andet end børn og unges forsøg på at lege med voksenlivets ansvar. Den er ikke andet end en afspejling af det voksen liv børn og unge oplever hele tiden, og som de forsøger at omsætte i deres egen børne-logik. Og logikken er tilsyneladende at hvis du kan definere de andre som dumme, grimme, forkerte, dovne, unyttige, en byrde, ja, listen over domsprædikater er lang, så er du selv meget bedre. I domslogikken ligger med andre ord selve konkurrence samfundets sorte logik indbygget, og udløses hver gang den anden skal omtales. Målet er hele tiden at fremstille sig selv bedre, og her forstået som mere salgsbar i en konkurrencelogik. Mobning iblandt børn og unge vil aldrig forsvinde, uanset hvor mange velmenende kræfter der igangsætter hvor mange kampagner, før den mekanisme afskaffes der skaber konkurrencen mellem mennesker. Konkurrence logikken er indlejret i sproget, den hæfter sig til alle de domme vi hver især udstikker om de andre. Og mobningen iblandt børn og unge er blot og bar et udtryk for at barnet er ved at lege sig ind i voksenverdens forventninger. Og forventningen til et voksen menneske idag er tilsyneladende at det i bedste liberal stil kan være sin egen lykkes smed, ved at mobbe de andre ud. Og i det spil er den mobning der foregår i blandt børn og unge, den rene leg, hvorimod mobningen på det voksne plan er ramme alvor. En alvor der har mange og store menneskelige konsekvenser – invalidering, misbrugsproblemer, selvmedicinering, selvmord, social eksklusion, krige,.  Ord er vold, og ord kan forandre virkeligheden. Måske værd at tænke over før du dømmer nogen som spild næste gang?

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske strøtanker, Panoptikon i praksis, Politiske kommentarer

Et hav af udstrakte hænder……..

Kunstens beretigelse er at synliggøre det usynlige, eller sætte sprog på det usigelige – på alt det der befinder sig på den anden side at sprogets grænse. At gå ind i kunsten er på mange måde at forlade et sprog, og finde et andet. Det er at gå ind, eller ud, til der hvor begreberne ikke helt kan række ud, eller ind. Dette sted der tilsyneladende er ikke-eksisterende fordi normalsprogets usigelseskraft ikke rækker der hen, og derfor lader stedet usynligt, lader stedet ligge hen i åndelig mørke. Når normalsprogets begreber ikke oplyser verden for det fortolkende sind, forbliver fænomenerne usynlige, eller ikke-eksisterende. Og uden kunstens sprog ville den oplyste verden være et meget mørkt sted at være, hvor kun små vage   lyskegler fejede hen over mørket i små glimt. At synliggøre det der ligger mellem ordene, den virkelighed der ofte virker uvirkelig, men alligevel altid er tilstede i virkeligheden er det kunst kan.

Disse tanker er udløst af teksten til Søren Huss sang “Et hav af udstrakte hænder”, som er en sang der har berørt mig meget, fordi den på en utrolig flot måde fremskriver en masse følelser der ellers næsten aldrig sættes ord på. Eller som det kræver et helt særligt sprog at sætte ord på, fordi det kræver et helt særligt sprog at udtrykke disse følelser. Hvordan beskrive, med ordenes fattige evne følelsen af eksistentiel angst? Meget få er det lykkes for at sætte ord på den følelse af livsangst som vi alle lever med, men det lykkes for Søren Huss.

Og at det lykkes for ham på denne fornemme måde skyldes ikke de ord han sætter på den gennem sangen, men skyldes i høj grad at han har oplevet angsten OG har modet til at erkende den for offentligheden. For der skal mod til i dag at erkende og synliggøre at man ikke er perfekt og ufejlbarlig. Vi lever i en tid der på en fuldkommen overfladisk måde dyrker det perfekte og ufejlbarlige – e verden hvor diverse Amalier ophæves til guder og helte. Hvor det perfekte ydre, det perfekte ufejlbarlige liv, er normsættende – har sat sig som den hegenomiske diskurs, alle andre diskurser må legitimere sig i forhold til. Og i denne hegenomiske proces udstødes det uperfekte det fejlbarlige og synker ned på bunden af virkeligheden, men værst af alt det gøres usynligt. Et hav af udstrakte hænder skal der til for at trække det tilbage i lyset, og Søren Huss har slået tonen an på fornemste vis og hans ord rækker langt ind i mørket.

2 kommentarer

Filed under Filosofiske strøtanker, Uncategorized