Tag Archives: Stilhed

Stilhed

Stilheden synes efterhånden at være en socialt set knap ressource. I det mindste når man som jeg bor i byen. Stilheden er så fraværende, at man for alvor bemærker den når den er der. Pludselig og meget uventet kan den smyge sig ind omkring kroppen som en ven man har savnet længe. Og i det øjeblik åbnes der til det indre univers, og muligheden for at møde ens nøgne jeg er tilstede.
Hvis man tør.
Men at turde dette synes at være et af det senmoderne menneskes angst objekter. Overalt bedøves denne angst med alverdens aflednings tricks. Det senmoderne sind bombarderes med lyde og billeder i sådan en grad at dets fortolkning mekanismer til tider brænder sammen og giver op. Stress, angst og depression er blot nogle af de begreber vi sætter på sådanne sammenbrud. Når, og hvis, det sker rammes man for alvor af stilhed, nemlig den stilhed der eksisterer i det “udenfor” larmen fra samfundets krav om effektivitet skaber. Derude på den anden side af det gode selskab, opleves den væreste form for stilhed. Derude hvor de der er indenfor taler til en som de taler til alle andre der ikke “yder” noget til samfundet– børn, gamle og handicappede.
Fra det larmende midtpunkt sidder de der og taler ned til alle dem derude. Ord som åndelig fattigdom er for eksempel påstande det efterhånden er helt legitimt at anvende om de mennesker der er bukket under for det larmende samfunds krav om effektivitet. Der praksiseres ikke racehygiejne i det senmoderne samfund på et fysisk plan, men men det plan der ofte betegnes som kulturelt er det legitimt gennem sproget at udstøde de mennesker nogen mener ikke yder nok, eller ikke yder det rigtige. Og kigger man efter i sproget vil man opdage at mange af de argumentationskæder der tidligere blev anvendt da udelukkelse mekanismerne antog mere fysisk karakter er de samme.
Det er på tide med en modstandsbevægelse der kæmper mod denne sproglige racehygiejne.

2 kommentarer

Filed under Uncategorized

Noget om stilhed og sådan

Tilsyneladende er stilhed blevet en mangelvare i det moderne menneskes liv. Blandt de mange nye trend og modeluner det moderne liv er fyldt af er stilheds guruer ved at blive en populær flugt fra larmen. Fremmedgørelse er det begreb der først popper op når jeg tænker over hvilke bevæggrunde der ligger bag denne tendens. Et, eller faktisk mange, mennesker der midt i al larmen søger hjælp til at finde en smule stilhed, men som fremmedgjort over sin egen tilværelse ikke selv er i stand til at indse problemet. Midt i al larmen, der åbenlyst bruges til at dumle et kulturelt ubehag, sidder alle disse mennesker og længes efter ro. Som Storm P udtrykte det da fredsbudskabet gjalde udover det ganske land i maj måned 1945 “Nu har vi fået fred. Spørgsmålet er hvornår vi får ro”. Og intet kunne være mere rigtigt. Det moderne forbrugersamfund larmer om ørerne på dets mennesker, der fanget der midt i det hele ikke kan finde kræfter til at forlade det støjende univers fordi larmen netop gør det umuligt at tænke en fornuftig tanke. Tidens største problem hvad angår bedøvelse er hverken rygning, overspisning, narkotika. Nej det er larmen i alle dens afskygninger. Uophørlig bombaderes det menneskelige sind med udefrakommende indtryk. Konstant rettes opmærksomheden væk fra mennesket selv, så ubehaget ikke mærkes. Sindet sænkes ned i larmens frådende hav, hvor det forgæves forsøger at samle sig om sig selv. Men det er umuligt, og det er netop larmens essens. Tænk hvad der ville ske hvis der blev slukket for strømmen et par dage eller tre….angsten ville brede sig. Den eksistentielle angst ville boble op, men mennesket mødte sig selv i al sin kulturelle nøgenhed. Så det sker ikke. Det der sker er at endnu en gang bliver et af menneskets behov gjort til en vare. Varen stilhed er skabt, og markedet ligger der ude og venter på at der profiteres på endnu et menneskeligt behov.

Skriv en kommentar

Filed under Stilhed