I den menneskelige verden findes mange forskelle. Nogle af dem er givet fra naturens side, andre skaber vi selv. Den her skrøne er vist mest af alt en fortælling om en af de menneskeskabte forskelle.
For alt for mange år siden arbejdede jeg sammen med Torben i et lille to-mands sjak, hvis fornemmeste opgave det var at forsyne diverse forretninger i Odense og omegn med et nyt udsyn. Eller mere præcist – Mester mente at vores arbejde bestod i at montere nye vinduer og døre, som han og svenden producerede hjemme på værkstedet. Det var da også det der fyldte Torben og min arbejdsdag, for det meste i hvert fald. Og i det mindste sådan set udefra. Det der med at smække nogle aluminiumsrammer ind i nogle huller i diverse facader rundt om i byen.
Sådan set udefra.
Set indefra fyldte humoren mere. Og Torben var en af de der smede med en veludviklet humor, den der humor der er udviklet gennem generationer i et forsøg på at overleve selv de mest slidsomme arbejdsdage. Og den, lidt underspillede humor, reddede os igennem mere end en kold våd arbejdsdag på diverse byggepladser.
Som f.eks dengang hvor vi i ugevis havde monteret nye flotte brune vinduer i en hæderkronet dansk bank, der for længst er opslugt af grådighedens rovmund. I flere uger monterede vi de her skide vinduer, og trætheden over at gå på den samme byggeplads havde for længst indfundet sig, og lettelsen over endelig at være færdig var derfor stor da det sidste vindue var monteret.
Og det var nok stadig den følelse der sad i kroppen på Torben da vi 14 dage senere kom tilbage på den nu nedlagte byggeplads for at efterjustere alle vinduerne i kontoerne der nu var fyldt med mennesker og møbler – bortset fra bankdirektørens kontor.
Her var der kun møbler. Eller retter sagt ét møbel. Til gengæld et stort et af slagsen. Et meget stort maghoni skrivebord med blankpudset overflade dominerede hele rummet, og stemningen.
Og meget passende var dette magtinstrument skubbet helt op mod de nye vinduer, hvilket gjorde magtens symbol fuldt ud anvendelig som trappestige da Torben skulle op og justere de øverste skruer i bankdirektørens udsigt. Så var vi også fri for at flytte skrumlet først.
Men bedst som Torben står der på den blankpolerede overflade med sine ikke alt for pæne arbejdsstøvler, og noget slidte blå Kansas tøj og forsøger at rette på direktørens udsyn til verden, ryger døren op og kontorets ejermand kommer ind ad døren.
– Øh, vil du ikke ha´en avis at stå på, siger denne pengenes vogter, da han ser Torbens støvler plantet der midt på magtens skinnede overflade.
Torben kunne være både hurtig og langsom, men her vælger han den mere langsomme stil, og vender sig mod denne fine mand, og siger:
– Nej, tak det er ikke nødvendigt. Jeg kan sagtens nå uden…..
Ind imellem kan det være godt at skifte perspektiv på verden, ved at ændre betragtnings højde.
Jim.Eglin.Hansen 