Ordensprojektet

“Alle folketingsvalgs moder”. Sådan betegnede Bertel Haarder det tilstundende folketingsvalg umiddelbart efter det var udskrevet fredag. “Alle folketingsvalgs moder” er en udtalelse der sådan set godt kan få det til at løbe en koldt ned af ryggen. Et skæbnevalg altså. Et valg der afgør fremtiden for rigtig mange mennesker i rigtig lang tid. Alle valgs moder.

Hvis denne opfattelse af folketingsvalget sættes som præmis, hvad er det så valget egentlig står imellem? Hvad er det for en skæbne vi skal vælge mellem? Og findes  overhovedet det der abstrakte VI der vælger, eller er der mere tale om at en masse mennesker vælger ud fra en masse forskellige perspektiver?

Valget handler tilsyneladende, hvis man lægger alle kandidaternes udmeldinger til grund, om økonomi og vækst. Altså alle vags moder der reducerer den menneskelige virkelighed til et spørgsmål om på hvilken måde, i hvilket tempo, og med hvilke metoder den blinde vækst skal fortsætte.

Hvis der er tale om et skæbnevalg mener jeg der må være god grund til at stoppe op og overveje om ikke der er flere mulige skæbner at vælge mellem end den blinde vækst, hvis tro følgesvend er forbrugersamfundets kolde forskelsskabende logik.

Hvornår er nok nok? Hvornår har vi nået grænsen for hvor mange ting det er nødvendig at være i besiddelse af for at ha et liv der kan kaldes menneskeligt?

For mig at se eksisterer der bag alle valgkampens argumenter for vækst, boligpakke, etc et bagvedliggende værdisystem, kun meget få kandidater stiller spørgsmålstegn ved, endsige trækker frem i lyset – middelklassens forbrugsfest. Det valget handler om er at sikre de værdikoder der klistre til dette perspektiv på livet – et perspektiv hvor den menneskelige identitet skabes gennem forbruget. Dine ting fortæller hvem du er, og har du ingen ting, er du ingen ting. Og ting er i denne forbindelse lig med alt hvad der er omsættelig på et marked. Tøj, biler, bolig, ja alt hvad der i dag fungere som identitets markører. Det er skæbnen for dette værdisystem Bertel Haarder usagt sigter til når han benævner valget som alle valgs moder. Jeg mener nu har trækker situationen alt for hårdt op. Valget mellem Rød og Blå blok er IKKE et valg mellem forskellige værdisystemer, ikke et valg mellem forbrugsfest eller ej.

At Helle Thorning-Schmidt går med Gucci taske er ikke i sig selv et problem, problemet er at hun dermed indskriver sig i middelklassens forbrugs virkelighed, der har sat sig som hegenomisk værdi i samfundet. Hun bliver dermed en identitetsmarkør der er med til at holde gang i forbrugsamfundet, og netop ikke et opgør med dette værdisystem. Det uanset om hun kalder sig rød eller blå, eller hvilken som helst anden farve.

Et af de særlige problemer der knytter sig til det faktum at forbrugerismen har sat sig som hegenomisk værdi – altså værdien hvorudfra alle andre værdier får værdi – er det problem der handler om hvordan mennesker tilskrives værdi i samfundet. I kraft af forbrugerismens hærgen ændrer den måde mennesker tillægges værdi i samfundet, ændre den måde mennesker indskrives i samfundet på. At være fattig i et samfund hvor den hegenomiske værdi er produktion, er ikke det samme som at være fattig i et samfund hvor værdien er forbrug. Denne skelnen er værd at tænke over når de forskellige folketingskandidater taler om “de svage” og alt det gode de vil gøre for dem. Handler det om at få “de svage” gjort til gode forbrugere, eller handler det om noget andet. Se det er for mig det valget handler om.

Spildte liv

Når noget defineres som noget, defineres noget andet som noget andet. Denne banale pointe har trods sin simpelthed vidtrækkende konsekvenser i det menneskelige liv. Når noget defineres som godt, defineres noget andet som dårligt.

En konsekvens af effektivitet er at noget må defineres som ineffektivt. Og det giver ikke mening at tænke effektivitet, uden at tænke over hvad det ineffektive er. Alt der ikke er effektivt opfattes som spild. I takt med at  liberalismen ruller ud over virkeligheden stiger kravet om at menneskes liv skal være effektivt. At være effektiv og udnytte sin tid maksimalt, til grænsen, har sat sig som den centrale værdi i det superliberale samfund – er du ikke effektiv er du ikke noget. Alt skal ske hurtigere, end i går. Ingen tid må gå til spilde, al tid skal bruges i jagten på vækst. Står du stille, må du hurtigst mulig se at komme i gang igen. Al tid bliver opslugt, og defineret ud fra, hvordan den bruges i forhold til kravet om vækst. Kravet om vækst har om noget sat sig som den hegenomiske værdi hvorom al liv drejer sig. Det gode liv er defineret som det effektive liv, det dårlige liv er defineret som det liv der ikke er effektivt – det liv der spilder tiden. Det spildte liv.

Ovenstående er der som sådan ikke noget nyt i. Det er beskrevet af mange og i mange forbindelser. Grunden til at bringe disse pointer frem endnu engang er den at kampen om at definere “det gode liv” for mig at se bør spille en central rolle i den valgkamp der netop er gået ind i sin sidste afgørende fase. Er valget mellem Rød og Blå blok blot et valg om hvilken økonomisk politik der skal styres efter i de kommende år? Eller skal der i forbindelse med valget artikuleres at valget også bør handle om hvordan det gode liv skal defineres?. Jeg mener naturligvis det sidste.

Tankerne om dette blev aktualiseret forleden da jeg hørte et program på P1 hvor en tese om at der bag “optøjerne” i London fornylig skjuler sig definitionskampen om “Det gode liv”. Tesen, der blandt andet er udviklet af Owen Jones i bogen “Chavs: The Demonization of the Working Class”, handler om det forhold at middelklassen i den britiske samfund gennem sin definition af det gode liv så at sige “mobber” underklassen. Altså ved at artikulere synet på det gode og rigtige liv overalt i medierne og andre steder ved at se ned på underklassen sker der en systematisk underkendelse af det liv underklassen lever. Det mest sigende eksempel på hvordan denne definitionskamp ser ud er satire serien “Little Britain”, hvor underklassen fremstilles som dovne, stupide, moralsk anløbne etc. På hjemlig grund kan nævnes lignende mediekonstruede billeder af underklassens liv – “Kryster Kartel”, “Skråplan”, “Piger på prøveløsladelse” for blot at nævne de mest oplagte.

En af de væsentligste konsekvenser, blandt mange, af denne systematiske kamp om at definere det gode liv, er at underklassen defineres som værende selvforskyldt i sin situation. Ja faktisk defineres skylden for fattigdom, arbejdsløshed, misbrugs problemer og så videre som værende noget der alene eksistere inden i det enkelte individ. Pist væk er de samfundsmæssige strukturerer som årsag til noget som helst. Er du arbejdsløs, misbruger, eller spilder du på anden måde dit liv, er det alene din egen skyld er det billede der tegnes af en meget kompliceret virkelighed. Samtidig med dette fratages underklassen sin stemme som netop klasse, og dermed fratages den også muligheden for at artikulere sin vrede på en “demokratisk” måde. Tilbage er kun voldens sprog, eller tavsheden.

Hvis valget mellem Rød og Blå blok på nogen måde skal være et reelt valg, mener jeg at den Røde blok seriøst må adressere ovenstående problem. Og spørgsmålet til Rød blok må være – Hvordan vil du/I give stemme til Underklassen? Hvordan defineres Det Gode Liv i jeres optik?Og på hvilken måde skal Det Gode Liv defineres? Og af hvem?

Svaret på disse spørgsmål vil afsløre i hvor høj grad der er tale om at forlade liberalismens blinde vækst spor, og dermed vil det afsløre sig i hvor høj grad der er tale om et reelt valg mellem Rød og Blå, eller om der bare er tale om et valg om i hvilket tempo liberalismens blinde udvikling skal adlydes.
http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2011/08/09125229_1.htm

http://www.bbc.co.uk/comedy/littlebritain/

Tankemønstre

“Without changing our pattern of thought we will not be able to solve the problems we created with our current pattern of thought”

Dette tankevækkende citat stammer fra Einstein. Jeg læser citatet ind i en samfundsmæssig kontekst; det er samfundsmæssige problemer Einstein sigter til skal løses. Men kan dette ubestemte VI ikke erstattets af et bestemt JEG? Det vil jeg mene det kan. Det giver i det mindste mening for mig at sige at uden at jeg ændre det tankemønster der har skabt de fænomener jeg lige nu opfatter som problemer, kan jeg ikke ændre disse fænomener, eller fjerne disse problemer. Det er da noget af en frihed at få forærende. Ved at ændre min måde at tænke om tingene på, kan jeg løse mine problemer. Eller ihvertfald få dem til at se anderledes ud. Ikke forstået som at det alene er gennem tankearbejde at problemer løses på. Jeg forstår det snarer sådan at det er ved at tænke anderledes om tingene, at løsningerne dukker op. For ellers ville man for nemt ende i en socialkonstruktivistisk fælde hvor det alene er dine tanker der skaber din virkelighed, og erfaringsmæssigt ved jeg at det ikke passer. Jeg har f.eks. i mange år tænkt på at ændre verden til et mere retfærdigt sted at leve, men må sande at det kun er gennem handlingerne en sådan verden vil folde sig ud. Det er desværre ikke nok at tænke den perfekte verden, mine handlinger må også skabe dem. Men er tanker ikke handlinger? Jo, men jeg mener at det er nødvendigt at opretteholde en begrebslig distinktion mellem tanke handlinger, og handlinger der direkte griber ind i omverdnen ellers ender det hele i noget reduktionistisk sump.

Spørgsmålet er jo så blot hvordan ændre sine tankemønstre?

Det spørgsmål viser hen til et andet mere dybere liggende spørgsmål, nemlig spørgsmålet om hvor tankemønstrene kommer fra?

Her tror jeg det kan være godt at gribe fat i begrebet mønster. Det der er på spil her er ikke den enkelte flyvske tanke som hele vores bevidste tid er fyldt af. Med begrebet mønster sigtes jo til at de enkelte tanker indgår i et bestemt mønster, altså indgår som elementer i et system, og det er dette system af tanker der skal ændres for at få øje på andre løsninger på problemerne. Med mønster sigtets der til det at den enkelte tanke indgår i et bestemt forhold til de andre tanker – der dannes et bestemt mønster.

Som Simone De Beuvar siger det “er køn ikke noget man har, men noget man får”, kan det samme vel hævdes om det tankermønster jeg slæber rundt på. Det er et mønster jeg har fået, og gavegiverne er mangfoldige. Forældre, skolen, medierne, er blot nogen af grundlæggerne bag mit nuværende tankemønster. Og alle skal de staves med stort, fordi de på det her niveau optræder som institutionelle faktorer der i mere end en forstand fungerer som ideologiske producenter, som producenter af ideer, eller mere korrekt som producenter af tankemønstre. Og i set i det lys er det til at blive helt pessimistisk af, for hvordan træde op mod så magtfulde institutioner som Forældre, Skole, Medierne, Staten, Kirken, for blot at nævne de mest fremtrædende producenter af ideer.

Jeg vælger nu at være optimist, og hæfte mig ved den kendsgerning at erkendelsen af tankemønstrenes oprindelse er første skridt til at ændre de mønstre der skabt de udfordringer jeg står overfor lige nu. Men måske er det blot en idé magtfulde institutioner har plantet i mit indre?