Noget om vold

Endnu en weekend er væk. Endnu en weekend med meningsløs vold er overstået. Dag for dag hober eksemplerne på meningsløs gadevold sig op. Spredt ud over det ganske land melder medierne igen og igen om det ene tilfælde af meningsløs vold efter det andet. Nat og dag, storby og provins. Alle steder og alle tider er den meningsløse vold til steder i vores bevidsthed, og ikke mindst i vores alles liv. Spild af liv, og en masse bekymringer fører denne meningsløse vold med sig.

Men er volden i sig selv selve problemet, eller er volden blot et symptom på et større og mere grundlæggende problem?

Det er ikke helt ligegyldigt hvordan vi italesætter volden som problem, fordi enhver italesættelse altid implicit bærer de mulige løsninger i sig. Når den meningsløse vold – og det skal her siges at der kun findes meningsløs vold, vold kan aldrig i sig selv have indbygget noget der kan betegnes som mening i meningsbegrebets rette betydning – italesættes som noget fragmenteret og individualiseret vil de mulige løsninger der kan tales frem også være det. Individuelle og fragmenterede. Hvorimod hvis volden forsøges forstået som noget sammenhængende og dybereliggende vil de løsninger der kan fremtænkes også være det.

Ved konstant at omtale volden i dens enkeltstående tilfælde, isoleret fra de andre tilfælde, gøres volden uforståelig, og gøres dermed umulig at komme til livs, gøres alene til et spørgsmål om straf. Når den meningsløse vold ikke sættes ind i de samfundsmæssige strukturer, bliver den til et problem der alene findes i det enkelte individ, og derfor også kun et problem der kan løses individuelt gennem straf (og måske resocialisering af voldsmanden). Men dermed løses den lige så lidt, som arbejdsløsheden løses ved at tilbyde den enkelte arbejdsløse kurser eller mere kontrol. Dette er den egentlige voldshandling vi alle udsættes for, ikke det enkelte overfald.

I liberalismens tidsalder vil alle samfundsmæssige problemer starte og slutte i individet, hvorved samfundet gøres blindt overfor de mekanismer der producerer de problemer samme samfund forsøger at løses. Og så længe alle efterplaprer liberalismens usande præmis om at ”samfundet ikke findes, kun mennesker og familien findes” vil volden som problem forblive uløst. Seneste eksempel på at det er den kurs der styrer forståelsen af volden og kriminaliteten er Claus Meyers såkaldte resocialiseringsprojekt blandt fanger i Vridsløselille, hvis grundlæggende præmis er at grunden til fangernes voldelige adfærd er at de aldrig har fået foldet deres indre indbyggede kok ud. Men at udfolde alverdens indre kokke løser intet af de problemer der oprindelig førte til volden. Der fører højst til at forretningen Claus Meyer får en masse positiv reklame tid i medierne, og at måltidet kaldet ”fremtiden” fordærves.

To af livets mange paradokser

Menneske livet rummer uendelige mange paradokser af varierende størrelse og betydning. Frihedens paradoks f.eks. Altså det paradoks der handler om at jo mere frihed vi giver hinanden, jo større risiko er der for at nogen bruger selvsamme frihed til at indskrænke friheden for andre. Eller en affart af samme paradoks, tolerancens paradoks der har nogenlunde samme grundstruktur – jo mere tolerance fører let til at at intolerancen kvæler tolerancen. At løse netop disse to paradokser kræver at noget eller nogen regulerer forholdene i de mellem menneskelige relationer.Det vil sige i den myriade af relationer den menneskelige tilværelse består af. Svimlende at tænke over. Netop spørgsmålet om hvad og hvordan denne regulering, eller afparadoksering skal konstitueres hører til blandt de eviggyldige spørgsmål i filosofien. Og jeg synes på mange måder at disse to paradokser er blevet reaktualiseret i forbindelse med de meget tragiske begivenheder i Norge forleden. Ikke fordi de ikke altid er aktuelle, men fordi så voldsomme og fuldkommen unødvendige begivenheder bør få os alle til at stoppe op og tænke over vores eget ansvar i forhold til at skabe en verden hvor sådanne tragiske begivenheder bliver utænkelige.

Et af problemerne er jo netop at det er muligt at tænke sådanne grufulde handlinger som mulig løsning på et politisk problem. Hvilken mental tilstand gerningsmanden, eller mændene, bag massakren i Norge har ved jeg intet om, men jeg mener det er en for let købt forklaring alene at ville forklare handlingerne ud fra psykologiske forklaringsmodeller. Mandens psykologiske habitus er ikke noget frit svævene i samfundet, men må forstås i relation til det omgivendes samfund. Det samfund du lever i leverer de rammer for handlinger der er mulige, ligesom samme samfund begrænser de handlinger der ikke er mulige.

At forsøge at forstå, og måske endda forklare gerningsmandens motiver bag handlingerne, må indbefatte en forståelse af hvad det er for et samfundsmæssigt rum for politiske handlinger vi alle lever i. For så vidt er politikken på mange måder reduceret til en dem og os tænkning, hvor retorikken hele tiden handler om at udpege DEM som fjenden. Og samtidig er der hele tiden tale om en fjende der skal dø for vores våben. Integrationsminister Søren Pind udtrykte dette på glimmerende vis umiddelbart efter de tragiske begivenheder, og intet forsøg på at pakke disse udtalelser ind som private kan skjule hans meget simple politiske tænkning – dem der ikke er som os, er vores fjender. Og udstyre denne mand, og hans lige, med adgang til statens legitime brug af vold må nok betegnes som en folkelighed dumhed af dimensioner. Når vi acceptere at leve i et samfund hvor dumheden er sat til at vogte voldens monopol, og samtidig acceptere at volden er blevet løsningen per.excellence, har vi samtidig accepteret at samme samfund vil producere idioter som galningen i Norge. Det er dét paradoks vi skal løse, hvis vi vil forsøge at undgå flere tragiske begivenheder som den i Norge. Og vi er alle en del af såvel problem som af løsningen, fordi så længe vi reproducerer voldens logik vil vi reproducere volden som løsning.  Og netop der er løsningen ikke som Mads Christensen foreslår – selvtægt. For det er bare at traske ud af dumhedens sti – volden.